Læsetid: 3 min.

En kvalitet ved det mørke

De sproglige snapshots i Janus Kodals nye bog er ikke sitrende skarpe, snarere sådan hverdagslige. Men de har noget mørkt, noget ulmende over sig
12. oktober 2012

Fotografier er over det hele i Janus Kodals nye bog Sort/hvid+. Ikke bare er dens korte prosaglimt en slags erindringsbilleder, mørke snapshots fra barnets verden sådan nogenlunde i halvfjerdserne. Mange af dem handler også om at tage billeder eller om at se på fotografier fra dengang. De handler om faren, der tog billeder af alt, der satte kameraet mellem sig selv og verden.

Undervejs er der også små tekststykker om fotografiet som genre. Det er fristende, men måske misvisende at læse dem som lærestykker om erindring og kunst, som bogens egen poetik:

»Du ville tage et billede af din kæreste og hendes nyplukkede blomster på en klar dag. Du fik hende og blomsterne. Du fik også noget af hendes mors vasketøj, og hunden, der pissede på hegnet, og en række filtrede begonier på trappen, og æbletræet, og en masse grus i indkørslen. Det er et generøst medie, fotografiet.«

Lidt energiforladt

Der er mange detaljer med, også flere end man regner med, og tit også nogen, der først senere får betydning. Sådan er mediet, men sådan er sprogets medie ikke, i al fald ikke i Sort/hvid+. Ikke at den er uskarp i sit anslag, men dens stil er tør i det, lidt energiforladt, en anelse omstændelig i sin præcision. Samtidig barberer Kodal væk, så kun det vigtige står tilbage.

Her er et af de bedste stykker i sin helhed. Som så mange andre tegner den et ret ubehageligt billede af livet som barn i halvfjerdsernes folkeskole:

»Reglerne skiftede, når alle i rækken havde skudt én gang. Så gjaldt det ikke længere om at skyde forbi dem, der stod inde ved muren og var døde. Det gjaldt ikke længere om at få bolden til at springe væk, så det blev svært for den næste. Nu gjaldt det om at ramme dem, som stod og klumpede sammen derinde. Spillet var vendt, og tvillingerne dirigerede. De døde skulle dø. Nu gjaldt det om at lægge den op, så den næste kunne få tilløb og tyre bolden ind. De døde skulle rammes i maven eller klunkerne, så de knækkede sammen. Men helst i hovedet, så det sang indeni, og det begyndte at bløde ud gennem næsen.«

’Et Kodak-moment’

Det er ladet med betydning, sådan et stykke, men der er ikke meget grus og filtrede begonier i det. I et andet af bogens højdepunkter fotograferer faren billeder af morens veer og blodet, der drypper på gulvet – »Det var et Kodak Moment«, som der står. Og der er erindringer om hverdagslig død og hverdagslig ødelæggelse og om hverdagens nagende ubehag.

Måske er det sådan, erindringens snapshots fungerer i Sort/hvid+. De kalder det dæmoniske – katastroferne, de mørke pletter i fortiden – frem. De gør dem synlige og holder dem på afstand på samme tid. Under alle omstændigheder er der en kvalitet ved det mørke. Det bliver hængende, det gør at bogens små tekster ikke bar eflimrer forbi øjnene. Lad os tage et sidste glimt.

Trist og ækelt

Vi er nået op i teenageårene. Som det hører sig til det unge liv dengang – Vil du se min smukke navle, Mig og Charly og så videre – skal der også være noget om den første gang, og det noget skal gerne være tonet i stilfærdige, gråbrune, på en måde antiromantiske farver.

I Sort/hvid+ har det så også noget trist og ækelt over sig. Her sidste halvdel:

»Vi cyklede op i skoven, selv om det var for koldt. Hun havde brunt hår. Hendes ansigt var grovere tæt på. Hun fik tørre blade mellem balderne. Det er min onkel, som har vist mig, hvordan man gør, sagde hun. Hver gang der er fest, finder vi et rum i huset og gør det.«

Som sagt: Det er mørke, mørke erindringer, Janus Kodal viser os i Sort/hvid+.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu