Læsetid: 4 min.

Liv lig med rød lig med død

Korene af replikker og de viltre sprogfalbelader er blevet stramme, mørke og bitre i Ursula Andkjær Olsens nye, syvende digtsamling. Den bærer på en vild sorg og er hendes bedste til dato
Tab. I Ursula Andkjær Olsens nye bog, ’Det 3. årtusindes hjerte’, udtrykkes et stort raseri over ødelagte graviditeter og om de liv, der dør inden de begynder.

Tab. I Ursula Andkjær Olsens nye bog, ’Det 3. årtusindes hjerte’, udtrykkes et stort raseri over ødelagte graviditeter og om de liv, der dør inden de begynder.

5. oktober 2012

Der er en nedbarberet intensitet i Ursula Andkjær Olsens nye bog, Det 3. årtusindes hjerte, og der er et raseri, som ligesom er for stort til at være i verden. Og selv om det aldrig siges med så mange ord, så er det tydeligt, at det raseri handler om ødelagte graviditeter og om de liv, der dør inden de begynder.

Tabet fylder næsten alt i denne bog, men dens mange sentenser og sparsomt knopskydende lister – på nogle sider står der bare en enkelt sætning eller to – kan ikke kaldes sorgarbejde. Det ville antyde en vej videre, troen på en udvej. Det ville antyde, at der er et andet sted i tilværelsen end netop dette sorte hul.

Stemmen i denne serie af digte finder sig i stedet til rette dér. Den holder fast i en uforsonlig, fortvivlet vrede. Og så taler den stilfærdigt og med en sådan styrke, at det til slut er så det bløder ud af ørerne:

»Du er mit// fremmedlegeme// navnlegeme/ sagnlegeme/ favnlegeme// Hvis din død er meningsløs, må det være, fordi du er mening, og din forsvinden ville være forsvinden af mening, dér i mit fjerne indre, dér, dér rinder mening ud, rinder rose, navn/ ud.// Min urin har lugtet mærkeligt skarpt de seneste dage.«

Eller hvad med dette opslag, også det om de tab, man nærmest ikke kan leve videre med:

»Dig har jeg tabt, det var som et nederlag/ og dig har jeg tabt, det var som et nederlag// alt det jeg nu har været svanger med// og som jeg har tabt, er et nederlag smurt ind i RED// and counting.«

»RED« skal vel læses på engelsk, og kan forstås som blod, for eksempel menstruationsblod og abortens blod. Det samme kan vel den rose, der rinder ud i det første citat. Men så er der tale om noget så umuligt som den intime tiltale af fostrene fra en seriel abort. Det er hård kost.

Far = stat = mor

Alligevel yder et par korte udpluk ikke bogen retfærdighed. Det viser ikke, hvor voldsom dens intensitet føles, når man læser den fra ende til anden.

Det viser heller ikke, hvordan bogens mørke varierer sig undervejs, både i den enkelte tekst og gennem større forløb.

Det kan ikke videregive, hvordan bogen skaber sit eget, profetisk-symbolske univers, hvor tårne og fugle og hjertets kamre og DELTA og GLORIA og RED kombineres i stadigt mærkeligere strukturer.

En lang passage i indledningen kredser om modsætningen mellem at være hård, udelelig, lukket for verden og så flyde ud, strømme igennem den.

Begge dele er som livet. Og som døden, viser det sig. Og i anden halvdel spiller et betændt begær en stor, ubehagelig rolle, »Dine penge i min røv«, som der står helt alene på en side. Samtidig løfter bogen sig fra det indre og ud mod en art samfundskritik, der kulminerer i en serie digte om den perverse »mor marked«.

»Kun mor marked udviser sådan en nådighed: Hun siger:// Dans i dit/ 15 minutters tempel,// sælg dine brugte varer,/ spil din gamle solo,/ nu.// Ingen bevægelse skal gå til spilde.«

Også markedet er som livet, alting flyder af sted. Og som døden, som det der slider os til døde. Den figur, at den samme ting på én gang er lig med de to poler i et modsætningspar, den går igen i Det 3. årtusindes hjerte. Nogle steder bliver den nærmest skrevet ud som lange formler: »Stat = fader = lovmæssighed = civilisation vs. natur = moder = frihed = samfundsnedbrydende// Fader = individ = pik = samfundsnedbrydende vs. lovmæssighed = kollektiv = moder = stat«

Sådan kan alting betyde alt og alt blive til sin modsætning. Og sådan kan man digte med begreberne, noget Ursula Andkjær Olsen også gjorde i sine tidligere bøger. Til gengæld er der ikke meget af den viltre, sproglige knopskydning, Ursula Andkjær Olsens tidligere digtsamlinger flød over med. I Det 3. årtusindes hjerte får arbejdet med gentagelsen i stedet noget tørt, afsnuppet over sig, som om sorgens tyngdekraft suger enhver fri bevægelse hen i sig, som et sort hul. Der er heller ikke den samme rytmiske musikalitet, eller i al fald ikke den samme glæde ved rytmen i sproget som tidligere. Der er ikke den samme leg med forskellige stemmer midt i det samme digt.

Den slags frodighed, den slags glæde ved digtets muligheder, den tro på digtet som noget, der ligesom kan afprøve udsagn uden at forpligte sig på dem, alt det hører sig ikke til her. Det kan man opleve som et tab. Til gengæld formår den at kanalisere sine voldsomme, voldsomme følelser videre og ind i læseren uden på noget tidspunkt at kæntre. Den bliver aldrig postuleret eller pinlig.

Nyklassiker

Det er der også et sprogligt mesterskab i, faktisk er det noget af en æstetisk bedrift. Betragtet fra den vinkel bør det også nævnes, at Det 3. årtusindes hjerte med sine blandinger af sex, vrede, intimitet og fortvivlelse til tider kan minde om Lars Skinnebach. Og også, at den i mine øjne er Ursula Andkjær Olsens bedste bog til dato, og at den bør blive en nyklassiker.

Men, altså, det føles forkert at betragte bogen sådan, med æstetens briller på. For der er noget andet og vigtigere på spil her, et univers, hvor håbet og fremtiden også er døden og sorgen, og hvor livet er rødt som blod som er rødt som døden. En sidste tekst fra bogens slutning:

»Hvad viser jeg på mit hjerte i aften, syner og varm NEWS, på mit hjerte, dig, hvad viser jeg på virkelighedens hjerte, lange, sorte syner,/ det har jeg vist:// Moderen uden stemme./ Moderen med det halve ansigt./ Moderen med den uendelige kærlighed.// Tårnene med 1000 kamre./ Tårnene med gule, blå og grønne øjne./ Tårnene med røde, røde spir.// Faderen med flere stemmer./ Faderen med ni liv./ Faderen med milde, milde øjne.// Ufødte liv løber op i kulturen, naturens vugger og/ ligger stille,/ tier stille.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Kunstens og dermed kunstnerens rolle må være, at sætte spørgsmålstegn ved det vedtagne.Ved samfundets normer om, hvad der er rigtigt og forkert. Og, at der i det hele taget er normer og hvad disse går ud på. På den måde bliver kunsten et værn for demokratiet mod ensretning og mod det autoritære samfund. Umiddelbart virker anmeldelsen af digtsamlingen, som om forfatteren opnår dette. Og det er ikke almindeligt i tidsånden. Også legen med ordenes sammensætning må man håbe når ud over en lille kreds, og tages op også i folkeskolen, i stedet for den mærkværdige hang til udenadlære og fastgroede ideer om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Og igen: det er det enkelte menneskes opfattelse af kunst, som er den rigtige. Ikke 'ekspertens'. Han kan kun vejlede uden, at han behøver at have ret.