Læsetid: 4 min.

Livet i klasseværelset

Den Oscar-nominerede ’Monsieur Lazhar’ folder livsklogt og legende let et stort drama ud omkring en ny lærer i en canadisk skoleklasse
Kulturmøde. Efter en lærers selvmord ansættes den algeriske underviser Bachir Lazhar som ny klasselærer på skolen. Men Lazhars undervisningsstil viser sig hurtigt at udfordre både de nye pædagogiske principper og skolens gældende regler.

Kulturmøde. Efter en lærers selvmord ansættes den algeriske underviser Bachir Lazhar som ny klasselærer på skolen. Men Lazhars undervisningsstil viser sig hurtigt at udfordre både de nye pædagogiske principper og skolens gældende regler.

Capital Pictures

11. oktober 2012

Franske Laurent Cantet beviste med Cannes-vinderen Klassen, at der er masser af kraft og saft i at vende filmblikket mod en hverdags-location som skolens mikrokosmos, hvis man kan skabe fornemmelsen af liv i læringslokalerne. Dette års canadiske Oscar-kandidat Monsieur Lazhar (som måtte se prisen gå til den iranske film Nader og Simin – en separation) benytter nu lige så begavet og vedrørende et klasselokale som rammen for livets små og store dramaer.

Historien indledes med et stort et af slagsen. Da den 11-årige dreng Simon forlader skolegårdens mylder for at hente mælk til klassen, opdager han, at klasselæreren har brugt frikvarteret på at hænge sig i klasselokalet. Kun pigen Alice når også at få et glimt af tragedien, og det skaber i den efterfølgende historie et særligt bånd mellem de to børn.

Selvmordet på skolen skaber ikke ligefrem rift om jobbet som klasselærer. Da den algeriske Bachir Lazhar (Fellag) uopfordret dukker op på rektors kontor, vælger hun derfor at hyre ham uden om de officielle kanaler. Han fremstår som en sympatisk mand og har ifølge eget udsagn 19 års undervisningserfaring fra Algeriet, inden han kom til Quebec.

Radioaktive børn?

Efter den dramatiske åbning skifter filmen gradvist gear, mens Lazhar prøver at finde sig til rette i rollen som klassens lærer. Det bliver et fint kulturmøde, hvor hans ambitiøse, ’præhistoriske’ Balzac-diktater, hans omorganisering af bordene til lige rækker og et spontant tjat til en fræk elev møder de nye pædagogiske principper.

Først virker det, som om historien skal være hans dannelsesrejse i mødet med et andet skolesystem, men Philippe Falardeaus manuskript har meget mere på hjerte og undgår hele vejen at tilbyde nemme svar. Som en dygtig lærer vil han have os til at tænke efter, og monsieur Lazhar får med sin afdæmpede høflighed og sit blik for børnenes forskellighed gradvis udfordret de gældende regler. Hvorfor må han ikke tale med børnene om tragedien, hvis der er behov for det i timerne? Hvorfor skal alt ordnes af udefrakommende specialister? Og hvorfor er det så forbudt at røre børn, når de så åbenlyst har brug for et trøstende kram?

Som skolens gymnastiklærer konstaterer, lægger reglerne mest op til, at børn behandles som radioaktivt affald af angst for repressalier fra forældrene. Filmen oser af kærlighed til børn og til de voksne, som elsker dem og husker at se dem som små, unikke individer frem for som en tvungen opgave på en arbejdsplads.

Spøgelset i lokalet

Det viser sig hurtigt, at filmen ikke er særligt interesseret i at udforske årsagerne til lærerindens selvmord eller placere skyld. Den er i stedet optaget af konsekvenserne af hendes handling og børnenes følelse af skyld, hvor forkert den end kan være.

Simon (Émilien Néron) og Alice (Sophie Nélisse) spilles fabelagtigt af to kloge børn med pragtscener, som går lige i hjertet. I den ene læser Alice en stil om sin skole op. Her bevæger hun sig efter at have forklaret sin opfattelse af skolens skønhed ind på lærerindens død, og scenen er et flot eksempel på, hvordan filmen subtilt bevæger sig mellem det sjove og uhøjtidelige i klassens dagligdag til pludselig at indeholde øjeblikke af stor alvor.

Da Simon senere i filmen bryder sammen og fortæller om sin skyldfølelse, er det også et gribende øjeblik med meget på spil. I begge tilfælde er Lazhar den voksne, som må forholde sig til det sagte, og han forsøger på befriende vis ikke at bilde børnene noget ind eller finde en mening, hvor der måske ikke er nogen. Da den velspillende Fellag til sidst slår et slag for klasseværelset som et sted, hvor venskab, arbejde og høflighed bør trives, er det svært at være uenig i, at de grundlæggende værdier bør være mindst lige så vigtige som de mange andre regler i bogen.

Sympatisk tidslomme

I kontrast til Klassens rå portræt af en fransk skole af i dag, fremstår skoleportrættet i Monsieur Lazhar næsten gammeldags med fraværet af mobiltelefoner og lidt kasketdril frem for voldsommere konflikter. Lærerkollegerne er alle sympatiske og velmenende og tager fantastisk imod den nye lærer. Som publikum får vi hurtigt en viden om, at han ikke har lagt alle kort på bordet, da han fik jobbet, og at han selv bærer på en tragedie, som måske skaber en særlig forståelse for børnenes situation. Filmen driver ikke rovdrift på parallellerne, men bruger dem til at nuancere Lazhars karakter og modstille to verdener. Lazhars baggrund giver historien en særlig klangbund, men som med resten af materialet inviteres vi selv til at tillægge den en specifik betydning.

Stilmæssigt er filmen også forholdsvis tilbageholdende med lejlighedsvis brug af klavermusik og et visuelt fokus på skolen som sted og på børnenes ansigter. Da Simon har konstateret selvmordet ved filmens start, bliver kameraet hængende på gangen, mens han henter hjælp. Man får fornemmelsen af, at rummet er det samme, men alligevel aldrig det samme. Ligesom nok så meget ny maling i klasselokalet ikke bare kan dække over det, der er sket.

 

 

Monsieur Lazhar. Instruktion og manuskript: Philippe Falardeau. Canadisk. (Grand, Gloria, Vester Vov Vov og Empire, København, Øst for Paradis, Århus, Café biografen, Odense, samt en række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu