Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med Loke som lysten hovedret

Madteater er det nye sort. Og vandreforestillingen ’Vølvens Spådom’ på Carlsberg byder på smagsoplevelser i både guld og aske, så alt gnistrer og sortner
Drømmesyn eller mareridt? Vølven på Carlsberg lokker tilskuerne med ind i madteatrets særlige blanding af sansestimulation og drømme – og mødet med Ragnarok.

Drømmesyn eller mareridt? Vølven på Carlsberg lokker tilskuerne med ind i madteatrets særlige blanding af sansestimulation og drømme – og mødet med Ragnarok.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
1. november 2012

»Det er det, det handler om i livet: At tage de rigtige valg!« Sådan siger Loke dæmonisk til os tilskuere i Vølvens Spådom. Vi nikker prompte. Vi har jo valgt rigtigt, for vi har skaffet os en billet til denne mærkelige madperformance rundt på Carlsberg. Og nu har vi altså lige mødt Loke og hans bedårende menadekvinder med hårfletninger i mytiske spiraler og øjne med løvskygger – og kroppe med hud så glat som solvarme klipper.

Vi er blevet placeret i den smukkeste søjlesal langs et bord, der er bygget af bøger i massive stabler. Her får vi serveret den ene delikatesse efter den anden. Vinen skænkes, lammet skæres, myntegeléen sitrer som en kæmpegople, og søde miniporrer gemmer sig i udhulede bøger – lige til at nuppe sammen med en dekorativ østers og et par skiver gudesylte. Åh, Loke, hvad vil du mer’?

Med kranie på ryggen

I de hellige haller på Carlsberg opstår hele den nordiske mytologi for øjnene af tilskueren – og i tilskuerens mund. Vølvens Spådom fra den gamle Edda er en beskrivelse af, hvordan verden opstod, hvordan den vil gå under i Ragnarok – og hvordan en ny verden vil opstå. Og her på Carlsberg står den vidunderlige, gamle skuespillerinde Thorunn Magnea Magnúsdottir som Lady of Experience. Hun sætter sine skærmende, rynkede hænder på en bedårende, lille vikingepige, der vitterlig er Child of Innocence, sådan som hun står der i sin uldkofte med et påsyet kranie på ryggen, som hun ikke selv kan se …

Her er kroppe, her er ord. Her er dufte, her er mad. Og så er der den verden-i-verden, som Carlsberg fortsat udgør. Vel at mærke, hvis man trasker rundt på området med hinanden i snor, ind og ud af væksthuse og gennem mørkerum.

Som vulkaners buldren

For det er en vandremadperformance, som instruktøren Martin Tulinius fra teatret Republique har skabt – ud fra Alette Scavenius’ bearbejdelse af Edda’ens tekster og ud fra scenografen Dorte Holbeks vildtvoksende fantasier. Kostumerne er himmelske i deres ekstreme idéer – sådan som for eksempel svinekvindens af uld og dødens færgekvindes af skibsreb. Og lyddesignet suser og brøler, så man mærker de islandske vulkaners buldren.

Rummene bliver levende i Mikal Bings videodesign, så det er lige ved, at sjælen tordner med. Og Adalsteinn Stefánssons lyssætning er skæbnesvangert klippesmal. Herfra kommer ingen nødvendigvis tilbage …

Kvalme og mjød

Men samtidig bobler kvalmen ovenbords. For alle de mange dufte og besynderlige smagssammensætninger kan godt blive for voldsomt for en mave, der ikke spiser med i Valhal til daglig. Særligt hvis man ikke sørger for at lade sig rigeligt beskænke med mjød og udvalgte druer. Vand er kun for fantasiløse jættemøer!

Undervejs holder det op med at give mening at tælle retterne. De er for mange og for subtile. Duftrummene ligeså. Om det er aske eller ahornsirup, bær eller bark, gedeost eller honningis. Oplevelsesstimulans bliver til sanseoverkill. På samme måde kommer ordene til at fortynde hinanden, uanset om de er på engelsk eller islandsk. På den sidste nattevandring under månen holder folk op med at tale om Loke; Ragnaroks rædsler holder ikke længe.

Valhal på Noma

Til gengæld faldt vi i snak alle sammen. Madteatret tiltrækker tydeligvis både tilskuere, som vil møde nye mennesker – og tilskuere, som søger smagsoplevelser, som de ikke kan få andre steder, måske lige med undtagelse på Noma. Madkunstneren Mette Sia Martinussen evner virkelig at skabe mad, der både smagsmæssigt og visuelt lader sig flette ind i et dramatisk univers. Smagsoplevelserne fra hendes dåd på Madeleines Madteater sidder stadig i kroppen på de heldige, men i Vølvens Spådom har hun i højere grad ladet sig inspirere af scenografien. Derfor bliver forretter forvandlet til skælvende Ygdrasil-grene på tallerkenerne, og desserter gestalter sig som guldlysende glas i Gimle-mørket. Smukt, men altså også alt for generøst.

Charmeguden Loke

Men besøget i Valhal er som at komme i himlen. Nogle gæster er i hvert fald med på den værste, når Morten Burians charmerende Loke går rundt og kindkysser sine gæster. Burians manipulation med tilskuere, der pludselig bliver hovedpersoner i hans diktatoriske festkonkurrencer, er blændende. For Burian tør gå helt til kanten af gudens grænseløse selvsikkerhed og flabethed. Derfor braser en del af vølvens univers faktisk også sammen, når han forsvinder: Selv det voldsomste Ragnarok er ikke så tryllebindende skrækindjagende som Loke …

Men til fest i Valhal er alt uovertruffent. Guddommeligt på den pirrende og uforudsigelige måde, der sætter alle sanser i villigt beredskab. Eller som Loke erklærer med lysten stemme:

»En skål til hensynsløs kærlighed!«

Vølvens Spådom – A Nordic Food Expedition. Urpremiere i Reykjavik, 2011. Iscenesættelse: Martin Tulinius. Scenografi: Dorte Holbek. Spiseligt koncept: Mette Sia Martinussen. Dramaturgi og tekstbearbejdelse: Alette Scavenius. Republique i Dansehallerne på Carlsberg. 1.075-1.395 kr., 3,5 timer. Ti-lø kl. 19. Husk varmt tøj. Til 24. november.

www.republique.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her