Læsetid: 3 min.

Mennesker er mystiske

En 13-årig dreng forsvinder i 1994 fra Texas og dukker fire år senere op i Spanien med ny øjenfarve, fransk dialekt og en krop, der ser meget mere end fire år ældre ud. Familien byder ham velkommen hjem. I den skamløst underholdende dokumentarfilmthriller ’The Imposter’ er de faktiske hændelser lige så vilde som den genresikre måde, de fortælles på
18. oktober 2012

Vorherre riste den anmelder over en sagte ild, der skulle komme til at afsløre mere af handlingslabyrinten i Bart Laytons dokumentarthriller The Imposter end højst nødvendigt. Så lad anbefalingen først dirre – se den! Det er en helt vild, virkelig historie fortalt som hæmningsløst underholdende dramadokumentar – og så starter vi et andet sted:

Siden treårige Madeleine McCann forsvandt i Portugal i 2007, har hun spøgt helt uhæmmet i medierne. Dels på grund af de britiske forældres utrættelige insisteren på, at pigen stadig er i live. Dels fordi forældrene, hvis fond sælger »find Madeleine«-merchandise, selv har været hovedmistænkte i sagen – og i manges øjne stadig er det. Alle krimigenrens elementer er til stede – på nær en forløsende slutning. Og i foråret fik britisk politi så lavet et billede af Madeleine, som hun ville se ud i dag. Det er uhyggeligt. For enten trækker fotomanipulationen en for længst myrdet pige op fra graven, hvorfra hun nu som (død) 9-årig smiler skævt til kameraet. Alternativt er pigen på billedet den overlevede Maddys smilende kopi, en naiv opfordring til håb – eller et (tomt) bevis på forældrenes uskyld. Død får hun ikke lov at være.

Bart Layton har med The Imposter skabt en skamløst underholdende thrillerdokumentar, der netop dyrker og reflekterer over den absurde ’uvirkelighed’, der kan komme til at omgærde sandheds- og forløsningsjagt.

I 1994 forsvandt 13-årige Nicholas Barclay fra sit hjem i San Antonio i Texas. Vi hører denne hjerteskærende ’forsvundet’-historie genfortalt af familiemedlemmer. Og så ser vi, fire år senere, en sammenkrøllet teenager i en telefonboks en mørk regnvejrsdag i en spansk by: Charlie, den ’døde dreng’, lever og er fundet.

Absurd uvirkeligt

Men Charlie er ikke fundet. Drengen i telefonboksen er ikke Charlie, men en 23-årig fransk hjemløs fyr. Mens det, i sig selv ret utrolige, faktum kunne have været filmens (første) effektive twist, så afslører filmen snyderiet med det samme.

Perspektivet skifter nu til denne 23-årige Frédéric ’Kamæleonen’ Bourdins egen, i sig selv helt utrolige og medrivende historie om forvandlingen. Derefter forlader Nicholas’ moster for første gang i sit liv Amerika for at hente sin lillebror. Hun er lettet over, at det er muligt at opdrive en Coca-cola i Spanien (så er åndsbarren ligesom sat), og hun er lykkelig, da hun endelig genser sin blonde, blåøjede bror. Selv om Charlie, gemt bag kaskader af tøj, nu har brune øjne, mørke mandeskægstubbe – og fransk dialekt. Hele denne forvekslingshistorie, hvis thriller-del faktisk først begynder her, er vidunderligt utrolig og fantastisk flettet sammen som et absurd mysterium. Alle involverede får taletid. Og en af dokumentarfilmens gaver er, at alle disse involverede er gudgivet karismatiske: Vi har den selvglade og øretæveindbydende umoralske identitetstyv Bourdin, vi har Charlies onkel, der ligner en cowboy-version af Steven Tyler. Så er der en bundforvirret FBI-repræsentant med røde ører, og så har vi, ikke mindst, den vaskeægte sydstats-privatdetektiv, Charlie Parker, der med sirligt tilbagekæmmet hår og smækbukser om den tærte-mættede mave begynder at hobbygrave i sagen.

Svulstigt genresikkert

Filmen sættes i scene gennem et utal af effekter og snedige dokudramatiske rekonstruktioner, der minder om scenerne i den Oscarvindende Man On Wire (2008). Dette heftige fiktionspræg – ren thriller-pastiche – tåler filmen sagtens: De faktiske hændelser er nemlig lige så vilde som den svulstigt genresikre måde, de fortælles på. Og alle karakternes utrolige beretninger har også et præg af fiktion – vi ved aldrig, hvem vi skal stole på. Jagten på vished bliver en rævefælde. På den måde er The Imposter i familie med dokumentarfilmsjuveler som Banksys Exit Through the Gift Shop (2010) og Henry Joost og Ariel Schulmans facebookthriller Catfish (2010). De har ligeledes hjernevridende tvist, og sætter på allerbedste samtids-dokumentariske vis virkeligheden og mediernes fremstilling af selvsamme til forhandling gennem fri (vild) leg.

The Imposter er også identitetspsykopatien i The Talented Mr. Ripley (1999) møder den uhyggelige barneudskiftning i Changeling (2008) – og så med et tvist af Madeleinesagens uhyggelige opklaringsjagt: Det smilende barnespøgelse, der ikke vil dø. The Imposters slutning efterlader (mindst) to mulige scenarier for, hvad hele sagen i virkeligheden har handlet om. Begge er umulige, og fristende, at tro på. Men sådan er virkeligheden måske måske også: Virkelige mennesker og deres motiver er det mest utrolige, foruroligende mysterium. Denne spøgende frustration er måske The Imposters største styrke – og gør den til et groft underholdende hovedværk i en, forestiller jeg mig, spirende dokumentarfilmthriller-genre.

 

The Imposter. Instruktion: Bart Layton. Amerikansk. (Gloria og Vester Vov Vov i København, Øst For Paradis i Aarhus, Cafebiografen i Odense, Biffen i Aalborg og Nicolai Bio i Kolding)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rebecca Spencer søltoft

Aldrig i mit liv har jeg læst en så dårlig og mangelfuld film anmeldelse! Det virker dybt useriøst at læse når anmelderen ikke engang kan navnet på den det hele handler om! Han hedder ikke Charlie men Nicholas.. Sætninger som "Derefter forlader Nicholas' moster for første gang i sit liv Amerika for at hente sin lillebror" giver absolut ingen mening, her har anmelderen dog formået at skrive det rigtige navn! Det kan i gøre bedre information, kom ind i kampen!