Læsetid: 6 min.

Middelklassens spanker & Co.

De levnede ikke middelklassen og ærkedanskeren en chance for at flygte fra sig selv. Og alligevel sang nationen lykkeligt med. TV-2 fejrer sine 30 år med et komplet bokssæt med 19 cd’er
TV-2 har været udøvende revsere af dansk gennemsnitsliv siden 1981 og har 17 album bag sig: Fra venstre Sven Gaul på trommer, Georg Olesen på bas, Steffen Brandt står for vokal, tangenter og guitar og Hans Erik Lerchenfeld på guitar. Albummet ’Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl’ fra 1985 blev en kolossal succes med en kvart million solgte eksemplarer. Pr-

TV-2 har været udøvende revsere af dansk gennemsnitsliv siden 1981 og har 17 album bag sig: Fra venstre Sven Gaul på trommer, Georg Olesen på bas, Steffen Brandt står for vokal, tangenter og guitar og Hans Erik Lerchenfeld på guitar. Albummet ’Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl’ fra 1985 blev en kolossal succes med en kvart million solgte eksemplarer. Pr-

24. oktober 2012

Måske var det bare, fordi han knirkede så eksotisk jysk. Måske var det, fordi han rappede så smooth som glasskår. Eller fordi den ranglede mand fyldte sin læderjakke ud på samme måde, som jeg fyldte min dynejakke: Umage.

Det var en stor, provinsiel oplevelse at høre TV-2 dengang i 80’erne. Først i 1984 »Popmusikerens Vise« og »Bag Duggede Ruder«, der føltes som usandsynlige hits, fordi et aarhusiansk band kunne synge på dialekt og alligevel vinde vores gunst.

For de var vendt mod København, men især mod London og New York. Mod alt hvad Kim Schumacher fyrede af i P3, i Studie 83, 84, 85 etc. Mod alt hvad der blev importeret og solgt i Street Dance Records i Kattesundet i Kbh. City.

Vi var mange i Holbæk, der stod med hvide bomuldshandsker, fluorescerende sokker og Adidas med guldtusch på striberne og rynkede på næsen over denne bønnestage; denne Steffen Brandt-type, der tydeligvis ikke havde styr på selv den mest basale hiphop-mytologi og coolness. Altså hans karakter var jo bare svag, og han skrev sine lektier af uden ubehag. Som resten af os.

Og han rappede ’skolebænk’ på »Popmusikerens Vise« og var helt sikkert ikke vokset op i nogen ghetto i New York.

Men overgav sig, det gjorde man alligevel. For TV-2 og Steffen Brandt oversatte den kejtede kropslighed og det provinsielle (selv om de var fra en storby) til popsange, man kunne være stolt af. Ikke mindst fordi deres synth-rock forlenede dem med en 80’er-deprim urbanitet. Men også fordi Brandt aldrig kom til at lyde, som om han følte sig helt komfortabel i sit ellers lydefri bands favn.

Populærkulturelt

Sådan skulle det blive ved at være: Uanset hvilken æstetik og stilistik TV-2 har afprøvet – dette smukt beherskede band – så stavrer Brandt rundt med sit hverdagssprog og slår sig på sangenes virkeligheder. Aldrig helt til rette i dem. Som teenageren og livet. Eller mennesket, der aldrig holder op med at betragte verden udefra.

De var rundet af new wave-rocken fra især Storbritannien, det er tydeligt, når man genhører deres fire første albummer som TV-2 og det ene som The Beautifuls.

Steffen Brandts fortid på synthesizer i Kliché fornægter sig ikke. Kolde synthlandskaber og sikre, men sære riff. Alternative rytmer. Og en hidsig elguitar, der synes at sprøjte generationsopgør.

Men tidstypiske og übercool blev de aldrig helt. Der var også guitarsoli, som ellers var blevet faux pas i den undergrund, de kom fra.

Vi befandt os i punkens og post-punkens æra, og opgøret med ’68’ernes positive idé om rock som udfrielse, politisk våben, ja, især guitaren som noget, der dræbte fascister (via Woody Guthrie), vakte bred væmmelse. Samfundet fungerede jo ikke. Så først måtte guitaren, som vi kendte den, slås ihjel. Så kunne den begynde at tale igen. Med uforsonlig tunge.

Uforsonlighed skulle så vise sige at være den aarhusianske kvartets svageste side, ja, der gik ikke længe, før Brandts sange handlede om noget så småborgerligt og populærkulturelt som kærlighed. Men de var komplicerede. Han kunne både elske og hade samme person. Og savne den, han havde forladt, mens han forsøgte at forsvinde på et utal af banegårde verden over.

Rutinen i sofaen

Da Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl ankom i 1985 vendte Brandt blikket udad. Den mandchauvinistiske reaktion på ’70’er-feminismens noder og unoder fik sig én over snuden (ja, albumtitlen er ironisk).

Og nationens forskelligartede fremmedhad blev foldet ud i en S-togskupé i dialogform, hvor en vil have de ’sorte svin’ sendt hjem, og en anden vil have fremmedhaderen selv sendt hjem til Jylland. Og så er der »Hr. og Fru Danmark«: »Vi elsker mindst hinanden højst en gang hver tredje uge () Hr. og Fru Danmark/Her er dit liv/Det er døden/Og den mest moderne form/For tidsfordriv.« Jeg skal love for at de ord gungrede gennem velfærdssamfundet og rutineforholdene, også ude på Vestsjælland.

Og selv om det var en nådesløs kritik, så satte vi os velbehageligt til rette i sofaen for at skråle med på sange, der kritiserede selvsamme sofa, eller hvad den symboliserede. Måske fordi det var rart, at de pludselige nåle i polstringen gjorde en lidt mere opmærksom på faren ved at synke dybere. TV-2 var uimodsigelige på det her tidspunkt. Lyden var blevet større og uendeligt varmere, ja, decideret luksuriøs. Væk var den kolde neon og hårde beton. I stedet: Centralvarme og væg til væg-tæpper. En form for genkendelighed, som berøvede dem deres i forvejen begrænsede coolness, men vandt dem nationen. En popmusik, der var vildt forførende, men ikke gav udfrielse. For den pegede på fangenskabet. Der var ikke nogen steder at flygte hen i Brandts tekster, og vi skrålede med. De bragte det desperat normale og selvfedt selvudslettende helt ind i mainstream, og Brandts umage spanking fik os til at skråle med på forfærdelige sandheder om os selv. En dårlig smag i munden, der efterlod en god smag i munden.

Nu fylder TV-2 30 år. Eller det var faktisk sidste år, men det fejres nu med det voluminøse, grundige bokssæt Bag Duggede Ruder. 19 album, to ekstra cd’er og en dvd.

Det var i 80’erne, de for alvor lynede, og de nåede et sidste afgørende højdepunkt med Nærmest Lykkelig. Det virkede, som om Brandt brugte sig selv mere end normalt her, ironien var på retræten, og der var gået børn i parforholdets forbistringer.

Brandts med tiden vundne evne til at zoome ind og ud – fra distancen og ind på sig selv og tilbage igen – har været afgørende for at TV-2 aldrig er endt som cirkusheste. At der stadig kan være noget på spil. At det er værd at fejre de 30 år på pinden, de 30 år ved pennen.

I et villakvarter nær dig

De er blevet en institution, et nationalklenodie, måske krammet så hårdt af nationen, at tænderne er ved at falde ud. Eller også er det virkelig en prægnant og dyb oplevelse at se TV-2 spille live og se netop Hr og Fru Danmark gå til fadbamserne, mens de skråler med om sig selv. Jeg er uafklaret omkring dén oplevelse, jeg havde engang i juli 2007 i Odense.

Og Steffen Brandt er blevet underholdning for kronprinsparret. Men de kan vel også genkende middelklassens klaustrofobi, når det kommer til uforløste drømme og besværlige følelser?

Jeg har mistet det meste af min interesse for TV-2’s senere plader. De er som en ven, man for længst er gledet fra. Man bruger hjertens gerne en stund på dem, men glider så væk igen. Men jeg blev alligevel bidt af vemodet og den sært utilpassede forsoning i endnu et mesterligt middelklassesnapshot fra hr. Brandt i 2005. På sangen »En Mand og Hans Hund«: En mand lever et godt liv med kone og børn, fortæller Brandt.

»Men ved ottetiden, når alt er på plads og ungerne leger/Siger han, jeg går lige en tur med hunden ned til stranden.«

Jeg-fortælleren møder ham ved kiosken og betror lytteren, at han ikke vil mene noget om mandens »uro og glæde og tid/Der bare løb ud i sandet«. De sludrer lidt, og så slutter sangen: »Han smiler høfligt/Vi rejser os og går gennem skoven i skumringen/Og henne på hjørnet ved bageren/Siger jeg, hej/Jeg ser ham forsvinde i mørket, en mand og hans hund/En aften, et liv i et villakvarter nær dig.«

Vi lader billedet stå et øjeblik.

 

TV-2: ’Bag Duggede Ruder 1981-2012’ – Bokssæt med 19 album (Pladeselskabet Have A Cigar/Universal). Udkommer fredag.

De tre uomgængelige album i samlingen: ’Nutidens Unge’ (1984). ’Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl’ (1985). ’Nærmest Lykkelig’ (1988)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

19 album på cd i en boks? Tjah - hvorfor ikke?

Men hvorfor dog ikke hellere dette?

Bluray eller DVD-udgivelser inkl. interviews, fraklip og klip fra koncerter, gerne Live koncerter. Ok, der er så en DVD med og to ekstra cd'er, det er jo altid godt.

Men stadigvæk - hvorfor ikke Bluray....?

Rigtige mænd gider ikke høre mere bokssæt!

(enig med Karsten: Hellere nogle blurays, når det skal være fysiske medier, kombineret med downloads af musikken i valgfrit format.
Og til valgfri pris, hvis man vil sidde helt forrest i bussen)

Jesper Frimann Ljungberg

De har nu altid været lidt for tvære efter min mening, men fruen elsker dem, men hun er jo også jyde.

// Jesper