Læsetid 6 min.

Mørket bor i lyset – og omvendt

Dyster: Peter Øvig Knudsens ’Hippie 2’ følger dag for dag ungdomsoprørernes sidste sommer og holder den deskriptive distance. Men hans hovedagenda er trods alt klar
Aktion. Mens ’Hippie 1 ’ var en flimrende beretning om en bølgende optur, er ’Hippie 2’ en mere enstrenget roman over den bratte nedtur. I Frøstrup-lejrens første tid nød den udbredt sympati hos den lokale befolkning, men da lejridyllen for nogle få blev til kedelig dagligdag, kastede de sig ud i et projekt om at besætte og dermed ’befri’ en landsbykirke tæt ved. Det gik ikke som planlagt. En af dem, slaget i og omkring Hjardemål Kirke gik hårdest ud over, var en fisker fra Hanstholm, der fik en jernstang i hovedet (foto).

Aktion. Mens ’Hippie 1 ’ var en flimrende beretning om en bølgende optur, er ’Hippie 2’ en mere enstrenget roman over den bratte nedtur. I Frøstrup-lejrens første tid nød den udbredt sympati hos den lokale befolkning, men da lejridyllen for nogle få blev til kedelig dagligdag, kastede de sig ud i et projekt om at besætte og dermed ’befri’ en landsbykirke tæt ved. Det gik ikke som planlagt. En af dem, slaget i og omkring Hjardemål Kirke gik hårdest ud over, var en fisker fra Hanstholm, der fik en jernstang i hovedet (foto).

Tage Jensen

26. oktober 2012

Der ses en tydelig og bemærkelsesværdigt stor forskel imellem de to bøger, hvormed Peter Øvig Knudsen har forsøgt at skildre Det Ny Samfunds sommerlejr ved Frøstrup sommeren 1970, herunder lejrens sammensatte forhistorie og alle dens vidtforgrenede følger.

Hvor Hippie 1 fra i fjor mestendels er lys, legende og euforisk, virker Hippie 2 dyster og dysforisk. Den første bog var den flimrende beretning om en bølgende optur. Den anden en mere enstrenget roman over den bratte nedtur. Samlet tegner kompositionen et kollektivt egotrip, en farlig rus på et eller andet næppe særlig sundhedsbefordrende stof.

Af omslagenes farver såvel som af de indledende og afsluttende opslag fremgår, at vi skal tænke i yin og yang og til at begynde med forestille os sommerens første 32 dage som en lys og munter vision efterfulgt af 42 dage med magtkamp, krise og katastrofe, men dernæst stille optikken om, reflektere og huske, at mørket bor i lyset og omvendt.

Det begyndte med den umulige drøm om en retfærdig verden, en lysere fremtid og et ædelt menneske, sådan a la »Kringsatt av fiender«, men det endte snart i vold, tyveri, sindssyge, selvmord og mord – i hvert fald hvis man som Øvig strækker elastikkerne lidt og inkluderer tragedier, der skete andetsteds i landet og/eller den følgende vinter.

Blandt de første til at stable et helhedsregnskab op var en af lejrens hovedarrangører, Henning Prins, som to uger før lukningen i et læserbrev her i bladet beskrev sin egen følelse af dyb håbløshed og afmagt og spurgte:

»Skal det virkelig være så let at bryde ned, destruere? Er alle gode stunder, samværet og viljen til at bryde barrierer ned ikke andet end sand, der flyver i den mindste vind?«

Ødelagt på én dag

Prins, som i skrivende stund var ’abdiceret’ og draget til København, sigter primært til den famøse og fatale kirkebesættelse natten mellem den 57. og 58. dag, siden hen betegnet »Hjardemål-katastrofen« af medarrangøren Leif Varmark, i hvis erindringer står:

»I lejren boede der gennem de to en halv måned cirka femten tusinde mennesker i alt. Det gik fint, og det var et vidunderligt sted. Femten mennesker ødelagde det hele på én dag.«

Ved de »femten« forstås en gruppe aktivister anført af kunstneren, situationisten, den taleglade anarkist Peter Louis-Jensen, som Øvig i værkets første bind så omhyggeligt kørte i stilling som Oprøreren versus Kong Prins, som Slangen i Thy-lejrens Paradis.

Det var ham, der i Hippie 1 citeredes for den vanvittige replik, at eftersom denne lejr var et større kunstværk, end han selv nogen sinde ville kunne skabe, var det hans agt at ødelægge det eller den.

Måske der også indgik endnu mere dunkle og blakkede motiver. Oprørslederen med det mildt sagt svingende temperament havde 15 år forinden mistet sin søofficer-far under omstændigheder, der hos hvem som helst måtte afsætte dybe sår, og af Øvigs grundigt researchede underafsnit om Den Eksperimenterende Kunstskole i 1960’erne (den konspiratorisk summende kerne i datidens ekstrem-avantgarde) fremgår, at Peter Louis-Jensen med tiden fik mere end svært ved at sluge, at især Per Kirkeby var eller sandsynligvis ville blive en større kunstner end han selv ville, samt at det, »broderskabet« til trods, nemt kunne blive a pain in the ass, at Bjørn Nørgaard så fermt formåede at gøre sin kunst til et brand.

Grundigt planlagt

Den fusion imellem den tidlige hippiekultur og den eksperimenterende kunstverden, som længe lignede symbiotisk inspiration, var måske i virkeligheden en tidsindstillet bombe?

Reaktionerne på Bjørn Nørgaards legendariske hesteslagtnings-performance vinteren før lejren viste i det mindste, at selv en grundigt planlagt aktion kan udvikle sig utilsigtet – noget man nok burde have lært af ...

I sin første tid nød lejren udbredt sympati hos den lokale befolkning, om end der da naturligvis blev snakket en del om de sære unge mennesker, der badede nøgne i Madsbøl Rende. Men da lejridyllen for nogle få blev til kedelig dagligdag, kastede de sig ud i det himmelråbende åndssvage projekt at besætte og dermed »befri« en landsbykirke tæt ved, hvilket ret forudsigeligt vakte vild harme lokalt.

At kirkebesættelsen langtfra var en i øjeblikket undfanget grille, dokumenterer Øvig ved nøje at opregne den gigantiske udrustning, hvormed »de femten« installerede sig oppe i kirken.

Der var kopper, tallerkener og bestik. Der var gasapparater, gasflasker, gryder, pander, opvaskegrej, tændstikker, tyve affaldsposer, tyve ruller toiletpapir. Til madforsyningen hørte seks kilo kaffe, fem spegepølser, halvandet kilo ost (arten ikke oplyst!), et stykke bacon, en sæk havregryn, otte pund sukker, otte store rugbrød, hele ti landbrød, fem pakker Bellis-margarine og ti kilo ris. Endvidere for halvtreds kroner slik, tredive pakker tobak plus cigaretpapir samt vin, øl og seks flasker snaps.

Til den dokumentarfilm, som var integreret i planen, medbragtes seks Fuji Super 8-kameraer, filmspoler, projektører, Nagra-båndoptager, lydbånd, fotografiapparater, stativer samt meget andet nyttigt, såsom fotoforstørrelsesapparat, fremkaldervæske, fotopapir plus et til lejligheden særligt tilvirket periskop!

Motorcykel i brand

Hensigten med aktionen var angiveligt at protestere imod den borgerlige regering og vistnok også USA’s krig i Vietnam. Men det nåede de 15 vist aldrig at få forklaret de lokale bønder og fiskere.

Og da idémanden bagved efterfølgende, trofast støttet af sin Eks-Skole-broder Bjørn Nørgaard, udlagde det hele som et stort kunstværk, havde de fleste, inklusive kunstneren selv, fået andet at tænke på, nemlig den nært forestående Verdensbank-kongres i København, som Peter Louis-Jensen under opbydelse af stort organisatorisk talent forsøgte at udnytte optimalt.

Øvig har i det afsluttende kapitel herom, »To historier om oprør der løber sammen«, tydeligvis vejet sine ord på en guldvægt mere fintfølende end den, der bruges, når han køber sin hash.

Han er milligram eller millimeter fra at sige, at kun et tilfælde gjorde, at det blev den senere Blekingegade-forbryder Holger Jensen og ikke »situationisten«, eksperimentkunstneren Peter Louis-Jensen, der satte ild til den motorcykel, der siden hen skulle gå over i historien »som symbol på den nat, da den militante radikalisering af nogle af sentressernes ungdomsoprørere kulminerede i et flammehav«.

Ligesådan bliver det Henning Prins, ikke forfatteren selv, der fælder følgende lammende dom: »Ingen højrefløjsgruppe kunne mere effektivt have destrueret freds- og hippiebevægelsen end Appel-folkene og Hjardemål-gruppen kom til at gøre i de dage.«

Fra collage til plot

Da jeg i fjor anmeldte det første bind, skrev jeg, at forfatteren ikke leverede svar, men forsynede læseren med et materiale til at stille spørgsmål ud fra. Sådan er det ikke helt denne gang.

Den bemærkelsesværdigt store forskel på disse to velskrevne og solidt dokumenterede bøger går nemlig ikke kun på lyset over for mørket, altså på deres tematiske indhold, den handler også om formen.

Med det sorte bind afløses det hvides rum-konstruktion af en roman-konstruktion. Vægtforholdet mellem billede og fortælling forskydes mod den episke side. Collagen har måttet vige for plottet med kirkebesættelsen indsat som det klassiske point of no return. Den udstrakte hånd til den følsomme læser erstattes af et pædagogisk førergreb.

Rent dokumentationsmæssigt viser forskellen sig deri, at første binds mangfoldighed af stemmer nu overlejres af citater fra trykte kilder (især lejravisen) og senere skreven korrespondance (e-mail, ikke mindst). Jeg savner almindelige røster, der kunne vedstå og bevidne drømmen, øjeblikket, ømheden, kærligheden og den ligefremme omsorg.

Dialog trods alt

Men jeg vedgår samtidig, at totalbilledet stadig ikke er entydigt. Blandt det smukkeste i andet bind er således en opremsning hen over mere end en halv side af de genstande, som en lejrdeltager fandt under en oprydning, en tekst, som i sig selv kunne være et digt.

Og selv om Peter Øvig Knudsen næsten fuldstændig gennemfører at være deskriptivt cool, falder han i adskillige gange, når han overtager lejrens og hippiernes sprogbrug og ukritisk, uden anførselstegn, taler om »det gamle samfund« (306, 491, 553).

Jamen – hvad der skete i sommeren 1970, var jo dels, at det såkaldte gamle samfund faktisk fornyede sig, dels at det stille og roligt viste sig i stand til at beskytte hippierne, når de følte sig truet af lokale. Samt at der hen ad vejen fandt nysgerrig udveksling sted. Der boede femten tusinde i lejren, men der kom hundrede tusinde gæster.

Hvad så de monstro dengang? Ikke en indre strid mellem magtasketiske fliphoveder og magtliderlige pampere. Ikke den lumske konspiration i kunstens og revolutionens navn. Men et eventyr, der var sandhed, og som var for smukt både til at smadres, som det skete, og til at blive instrumenteret som rekvisit i en strømlinet, styret fortælling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En personlig kamp for gudelige Skyum-Nielsen både at skulle anmelde ukristelige PH's livsværk og her at skulle se passivt til kirkebesættelse.

Betydningen af den på alle måder uretfærdige og umenneskelige Vietnamkrig underspilles som sædvanligt. Ellers vil der ikke være noget at komme efter...