Læsetid: 5 min.

Hvor mordere dyrkes som helte

Joshua Oppenheimers ’The Act of Killing’, der i dag åbner dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, er en stærk film om et land, Indonesien, der ikke har fået gjort op med en blodig fortid, og nogle mennesker, for hvem den fortid enten er et mareridt eller noget at være stolt af
Indonesien. Noget af det mest groteske i ’The Act of Killing’ er de sekvenser, hvor morderne selv og deres unge fans og håndlangere rekrutterer almindelige mennesker til at spille ofre i den film om mordene, de er gået i gang med at lave. Folk har ikke megen lyst til at medvirke, fordi ingen har lyst til at blive forvekslet med en kommunist.

Indonesien. Noget af det mest groteske i ’The Act of Killing’ er de sekvenser, hvor morderne selv og deres unge fans og håndlangere rekrutterer almindelige mennesker til at spille ofre i den film om mordene, de er gået i gang med at lave. Folk har ikke megen lyst til at medvirke, fordi ingen har lyst til at blive forvekslet med en kommunist.

Fra filmen

1. november 2012

Der er tidspunkter i løbet af amerikanske Joshua Oppenheimers danskproducerede dokumentarfilm The Act of Killing, hvor man har svært ved at tro det, man ser på lærredet. Hvor det, der sker, er så vanvittigt og grotesk og lige til at grine af, hvis ikke det var så gennemført forfærdeligt.

I 1965 overtog militæret magten i Indonesien efter et mislykket kup. Landets magtfulde kommunistparti fik skylden, og omkring en million kommunister og påståede kommunister blev dræbt af militæret og paramilitære grupper.

I dag er Indonesien, i hvert fald på overfladen, et mere fredeligt land på vej til demokrati, men de paramilitære grupper, som var med til at dræbe kommunisterne i 1960’erne, findes stadig og har tætte bånd til den indonesiske regering. De mest kendte af morderne fra dengang dyrkes som helte, og landet har på ingen måder taget et opgør med sin blodige fortid, hverken politisk, retligt eller moralsk.

Noget synes dog at være ved at ske, og det skyldes ikke mindst, som vi kunne fortælle om her i avisen for et par uger siden, The Act of Killing. Tidligere i år blev filmen vist på filmfestivalen i Toronto, og den vakte stor opsigt, også i de indonesiske medier, på grund af sit ærlige og dybt foruroligende portræt af nogle af de mennesker, som stod bag tortur og drab i 1960’ernes Indonesien.

Mordere hyldes

Joshua Oppenheimer, der har rejst meget i landet og taler sproget, har mødt og filmet morderne og de paramilitære grupper, som i stedet for blot at fortælle deres historier, beslutter sig for at iscenesætte nogle af begivenhederne fra dengang og selv filme dem. Det er nemlig vigtigt, siger de, at de unge i Indonesien lærer deres egen historie at kende – og det er vigtigt for morderne, at de selv får æren for det, de har gjort. For de mener bestemt ikke selv, at de har noget at skamme sig over.

Tværtimod lader de sig gerne hylde og taler uden blusel i talkshows på tv om, hvordan de tog livet af så mange kommunister som muligt, mens studieværten, en smilende yngre kvinde, priser sig lykkelig for, at kommunisterne blev udryddet.

Noget af det mest groteske i The Act of Killing er de sekvenser, hvor morderne selv og deres unge fans og håndlangere rekrutterer almindelige mennesker til at spille ofre i den film om mordene, de er gået i gang med at lave. Folk har ikke megen lyst til at medvirke, fordi ingen har lyst til at blive forvekslet med en kommunist.

Det ender dog alligevel med, at både voksne og børn, mordere og uskyldige nærmest i en kollektiv blodrus kaster sig ud i at genskabe nogle af massakrerne, hvor ’ofrene’, især børnene, bagefter har svært ved at komme sig over det, de lige har været med til. Nogle af optrinnene i Joshua Oppenheimers film er barske at være vidne til, andre rummer en absurd skønhed, som giver filmen en poetisk dimension.

En af de mest respekterede af morderne fra 1965, der siges med egne hænder at have dræbt mere end 1.000 mennesker, Anwar Congo, er en gennemgående figur i The Act of Killing. Han begyndte sin forbryderkarriere som såkaldt biografbillet-gangster, som handlede med biografbilletter på det sorte marked og sammen med sine kammerater var en hård negl, der imiterede de gangsterfilm, han yndede at se.

Han og vennerne blev hyret til at stå i spidsen for de dødspatruljer, der udryddede kommunisterne – billethajerne hadede dem i forvejen, fordi de ville forbyde deres elskede amerikanske film – og som siden blev til en paramilitær organisation, Pancasila Youth, der i dag har tre millioner medlemmer og fungerer som forbillede for Indonesiens unge.

Angrende bøddel

Til at begynde med er Anwar lige så lidt interesseret i at undskylde for sine gerninger som de øvrige paramilitære ledere og mordere, og mens han viser rundt på steder, hvor han torturerede og myrdede sine ofre, fortæller han åbent og næsten lidt stolt om de drabsmetoder med ståltråd, han med inspiration fra filmene udviklede for at gøre det hele lidt nemmere og knap så blodigt.

Undervejs i The Act of Killing begynder Anwars facade dog at krakelere. Han beretter om mareridt om sine ofre, som holder ham vågen, og i de scener i mordernes egen film, hvor han skal spille offer, begynder han at få en fornemmelse af, hvad det var, han gjorde ved andre mennesker. Til sidst i filmen vender Anwar tilbage til et af sine gerningssteder – vi har været her før sammen med ham – og nu kan han slet ikke klare det længere. Han er bogstavelig talt ved at kaste op over minderne om det, han gjorde der for så mange år siden.

Det er denne menneskelige faktor, som gør The Act of Killing til så stærk en oplevelse. Selv om man ikke ligefrem får ondt af Anwar, er det tankevækkende at opleve et menneske, der har gjort så ufatteligt mange onde ting, blive konfronteret med dem og i modsætning til især en af sine jævnaldrende kammesjukker, der på ingen måder angrer, bryde sammen.

Bødlen viser sig at være et menneske, hvilket på én gang er foruroligende og betryggende.

Betryggende, fordi monstret er et menneske med en samvittighed, ligesom alle os andre; foruroligende af netop samme grund: Anwars ondskab kan ikke bare affærdiges som en gal mands eller et modbydeligt monsters værk. Vi mennesker har både det gode og det onde i os; det har historien vist os gang på gang. Spørgsmålet er, i hvilken retning vi vælger at bevæge os eller lade os bevæge, når vi bliver tilbudt magten til at gøre hvad som helst.

Samtidig konfronterer Joshua Oppenheimer publikum med sætningen om, at det er sejrherrerne, der skriver historien – i bøger, aviser, på tv og film – ikke kun i Indonesien, også i den vestlige verden, hvor man fører krig og overtræder loven og menneskerettighederne i frihedens navn.

The Act of Killing. Instruktion: Joshua Oppenheimer. Dansk-britisk-norsk. Åbnede i går dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og vises onsdag i næste uge i biografer landet over som en del af DOXBIO

www.cphdox.dk og www.doxbio.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I Information ovenstående hyldest til filmen. På Politiken prydede den forsiden samt en strålende anmeldelse inde i bladet. På smagsdommerne på DR2 1.nov. fik filmen også strålende anmeldelse, som et mesterværk som et par af deltagerne udtalte osv.
IKKE et eneste sted spurgte man sig selv, om det næste i rækken af fantastiske dokumentarfilm bliver - ikke et sølle teater stykke om - men en storfilm med Anders Breivik i hovedrollen som massemorder, der genopfører sine mord i Oslo og på Utøya som filmunderholding for anmeldere, smagsdommere og publikum.
Jeg vil tro man hos ham og nogle af samme kalibre i omegnen kan finde samme 'syge' og ' perverse' fornøjelse ved sine gerninger, som nu underholder anmeldere, smagsdommere og publikum i et samfund, hvor kunsten tilsyneladende ligesom ytringsfriheden tillader alt, selv det mest dekadente, kyniske og infame for at underholde anmelderne og folket.
For hvad er det ellers ? Efter nazismen og Holocaust kan det jo ikke være for at oplyse folket om (nogle) menneskers ondskab og infamitet.
Men OK det var jo bare kommunister det ene sted og socialdemokrater det andet og jøder det tredje og .... , so what.....?
NB. Jeg kunne ikke drømme om, at gå ind og se sådan en omgang menneskeligt lort, der i hele sit set-up er forskruet!

Bo Stefan Nielsen

Er ikke enig med Jørgen Garp. Hvis Christian Monggaards anmeldelse yder dokumentaren retfærdighed, er det en vigtig film, der skal rejse en debat i et land, der på den ene side har slettet disse uhyrlige massakrer fra historieskrivningen, og på den anden side hylder dem åbenlyst. Det er sådan set legitimerende nok i sig selv.

Læs også Mikkel Skov Petersens anmeldelse her:

http://www.modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/%C2%BBthe-act-killing%C2%AB-polit...

Bo Stefan Nielsen

For ikke at tale om filmens spejlbillede af en national morderideologi, der ligeså godt kunne have handlet om USA's krige og dronekampagner, Israels voldelige apartheidpolitik i Palæstina eller om diverse efterretningstjenesters selvbestaltede "license to kill" i nationens eller war on terrors navn.

Det er på den måde samtidig en film med et vigtigt budskab, der ikke ligefrem fylder i biografernes repertoire eller bedste sendetid i tv for den sags skyld. Hvor 'Kony 2012' i den letbenede ende nåede ud til den stort set samlede verdenspresse samt fyldte enormt i det virale mediebillede, har denne film så meget desto mere substans at byde ind med, så man kan da kun håbe, at de landsdækkende biografvisninger d. 7. november vil tiltrække et bredere publikum.

Min første pointe er ikke en diskussion af, om man kan lave en sådan dokufilm, men hvordan man fuldstændig kan undgå at overveje Breivik problemstillingen. Det er den første absurditet, som jeg ser det, og det burde være den første debat overhovedet, der burde rejses!
Dernæst kan man diskutere om forbryderne skal gå til filmen eller til Den internationale domstol i Haag.
Viden om disse folkemord kan dokumenteres og afsløres uden dette underholdningsshow med folkemordere som filmskuespillere.
Det er absurd og forkasteligt og siger kun noget om et samfund, hvor alt bliver til en vare - her forklædt som kunst - selv folkemorderes da capo med egne forbrydelser i centrum, i stedet for at de bliver stillet til ansvar for deres handlinger, gerne for mig som Mussolini, hvis det ikke kan være anderledes, men helst, i retsstatens navn,for Den Internationale straffedomstol i Haag - OG mord og folkemord forældes mig bekendt aldrig.
Og målet helliger som bekendt ikke midlet, og alt det du nævner kan opnås uden at gøre morderne til filmstjerner. De skal straffes punktum.
Ellers kan vi lige så godt få lavet en film med Breivik, han vil garanteret hellere end gerne deltage, vil jeg vædde på!

Jørgen Garp:

"Min første pointe er ikke en diskussion af, om man kan lave en sådan dokufilm, men hvordan man fuldstændig kan undgå at overveje Breivik problemstillingen. "

Måske fordi der ikke er nogen "Breivik-problemstilling". At sammenligne det regeringsstøttede (og senere institutionelt hyldede) folkemord i Indonesien i 1960'erne med den norske massemorder er simpelthen ikke relevant, fordi omstændighederne er så komplet forskellige.

Omstændighederne er forskellige, ja det er indlysende men uden betydning her, for uanset omstændighederne skal mordere, massemordere og folkemordere have deres straf og ikke tilbydes status som filmskuespillere/-stjerner som underholdning for et publikum, der åbenbart (nedsættende) opfattes som ude af stand til at sætte sig ind i folkemordets gru, medmindre det iklædes underholdningens former!
Man kan nå præcis det samme uden at lade morderne 'danse' på ofrenes og de pårørendes grave eller sagt på en anden måde, hvilket mål er det, der skal retfærdiggøre et så absurd middel!

Nu har jeg ikke set filmen, men ud fra omtalerne at dømme så behandles disse folkemordere i Indonesien faktisk som stjerner og helte i deres hjemland, og optræder i tv til bifald, og i den officielle historieskrivning som landets redningsmænd. Det er jo derfor oplagt at filmholdet udnytter denne præmis til at få dem til at fortælle i detaljer om mordene, således at man rent faktisk får konkrete informationer om omfanget af uhyrlighederne. Hvis de havde optrådt som kritisk dokumentariske undersøgere havde de medvirkende selvfølgelig straks klappet i og nægtet at medvirke.

Omvendt med Breiviks uhyrligheder, som blev gennemgået i detaljer under retssagen imod ham og er offentlig kendte via pressen, og her er desuden heller ikke tale om en person der bliver heltedyrket af regeringen og folk i almindelighed og hvor hans handlinger bliver fremstillet i et unuanceret lys. Vi ved hvad han gjorde i detaljer, og han blev rent faktisk dømt for det i en retssal.

Omfanget om uhyrlighederne i Indonesien er såmænd ret velkendte, men kunne om nødvendigt gerne gentages som dokumentar uden 'underholdningsværdien' og 'reklameværdien' af - NU med deltagelse af rigtige morderes gentagelse af deres forbrydelser!
At morderne er 'helte' i deres hjemland og ikke dømt, bliver hos dig nærmeste til et argument for sagen, og det er absurd. En forbrydelse, der ikke straffes i eget samfund, der skal de 'skyldige' udstyres med filmrettigheder.
Det næste bliver vel, at Milosovic, Karadzic og Mladic, der vel stadig har en slags heltestatus i Serbien og ikke er dømt skulle kunne få rollen - Milovic dog post mortem, hvorimod Breivik, fordi hans forbrydelser er beskrevet i detaljer og manden er dømt, ikke må få rollen.
Hvis endelig det skulle være, så kunne man måske overveje projektet, hvis morderne var dømt og havde udstået deres straf, men da ikke før!
Hvad er det for et mål, der kan retfærdiggøre et så absurd middel? Og hvorfor skulle man ikke kunne opnå indsigt i forbrydelsernes karakter og omfang uden dette middel?
Kender vi ikke til Naziregimets forbrydelser uden at kunne lade morderne gentage deres forbrydelser i gaskamerene i 'underholdningsform' med anmeldelser og det hele. Eller Stalins Gulag øhavet eller Rwanda osv. osv.
At det er politisk opportunt for nogle i Indonesien og USA at dække over forbrydelserne er heller ikke et argument for anvendelse af et sådant middel for at opnå et i øvrigt tvivlsomt mål, en afsløring af forbrydelserne, som jeg ser det. Det kan og må afsløres med andre midler.

Garp:

"At morderne er ‘helte’ i deres hjemland og ikke dømt, bliver hos dig nærmeste til et argument for sagen, og det er absurd.. En forbrydelse, der ikke straffes i eget samfund, der skal de ‘skyldige’ udstyres med filmrettigheder. "

Dert er jo et komplet absurd argument. Jeg har ikke på nogen måde argumenteret for noget sådant, men netop henvist til den specielle situation vedrørende denne film, og jeg er også ret sikker på at folkene bag denne film har ment noget lignende.

Du er velkommen til at blive ved med at komme med mange flere "Det næste bliver vel..." argumenter, men det bliver de altså ikke mere sande af. Jeg må indrømme at din argumentation minder om noget man kan læse om i Ekstrabladet, masser af sensation og meget lidt realisme. Og nej, i denne situation ville vi ikke have så megen information om omfanget og den aktuelle udførelse af mordene hvis ikke filmfolkene havde benyttet sig af denne finte.

Jeg kan slet ikke tilslutte mig din forargede påstand om at vi skulle kunne vide mere om forbrydelserne uden gerningsmændenes vidnesbyrd, og det tror jeg heller ikke at hverken jurister eller historikere ville kunne tilslutte sig.

Nå vi er bare uenige,sådan er det, og du bidrager ikke med yderligere argumenter med henvisning til Ekstrabladet, sensation og andet debatten helt uvedkommende.
Tak for snakken og målet helliger stadig ikke midlet!