Læsetid: 3 min.

Når krisen rammer almindelige mænd

Den indre gorilla vækkes hurtigere, end man måske skulle tro. I hvert fald i Rhea Lemans fremragende stykke om den økonomiske krise og fem mænds frygt for at blive fyret
Da kurset begynder, er der ikke grænser for den anerkendende respons, som deltagerne giver hinanden. Men den indre gorilla overtager hurtigt spillet i Team Teatrets rammende stykke om mænd i den økonomiske krise.

Da kurset begynder, er der ikke grænser for den anerkendende respons, som deltagerne giver hinanden. Men den indre gorilla overtager hurtigt spillet i Team Teatrets rammende stykke om mænd i den økonomiske krise.

23. oktober 2012

Den økonomiske krise er næsten usynlig her i dagens Danmark. Folk står jo ikke i suppekøer – og hækken bliver klippet, selv om huset går på tvangsauktion. Men når lyset i stuen er tændt til sent, er det måske, fordi der sidder nogen og brygger på et håbløst brev til banken …

Det er den stemning, som gnitrer i Gorilla på Team Teatret – og som får forestillingen til at blusse som noget af det mest vedkommende og bevægende teater denne sæsonstart.

Historien er enkel: Fem mænd er til teambuildingkursus med deres virksomhed. De er mellemledere og ansatte, sådan som de fleste er det. De vil alle sammen gerne gøre deres bedste, for de ved godt, at afdelingens tal ikke har været imponerende. Men så accelererer desperationen, og pludselig forvandles kurset til et overlevelsesmareridt.

Det er Rhea Leman, der har skrevet manuskriptet – dramatikeren bag sidste års historiske succes Hitler on the Roof. Og det er betagende at se, hvordan Rhea Leman kan skildre de fem 2012-mandetyper så nuanceret og så kløgtigt, at man fuldstændig tror på hver eneste af dem.

Samtidig har instruktøren Anne Zacho Søgaard uden mindste tøven castet og iscenesat de fem mænd, så de giver hinanden kamp til stregen i et ubrydeligt ensemblespil – med humor og dansegags og ordløse gorillascener som overrumplingsvåben.

Jesper Hyldegaard spiller den gamle, provokerende mand, der ikke gider spilde sit liv på et tåbeligt konceptkursus.

Hyldegård går så meget over stregen, at man fysisk kan se, hvordan det krymper sig i de andre mænd. Bed lige Hyldegård om at holde hånd i en tillidsøvelse – det skal nok gå galt!

Hans Henrik Clemensen er hans diametrale modsætning: den nydelige og ulastelige medarbejder, der helst gør sig uanseelig bag butterflyen.

Paw Henriksen er til gengæld lutter forsørgerkrop og kødelighed, når han taler om den mindste søn i babyjoggeren. Og Asbjørn Agger er den hengemte it-nørd, der betragter de andre med sine statistikerbriller og sine uudlevede længsler.

Det gør ondt

Alligevel er det Rolf Hansen, der mest bestyrtende træder i karakter. Han er den flotte fyr, der både har styr på jobbet og på den smukke kone derhjemme. Men efterhånden som kurset skrider frem, afsløres hans økonomiske problemer – og så krakelerer hans liv.

Rolf Hansen magnetiserer tilskuerne, når han forvandler sig fra metroseksuel wonderboy til desperadohåndlanger. Hans tjekkede krop viskes nærmest ud undervejs, så der til sidst kun er en dirrende knoglesæk tilbage. Og dog ser han op med afklaret blik til allersidst og holder op med at ryste – måske fordi frygten nogle gange er værre end virkeligheden. Det gør ondt at se på ham. Og øjnene vil ikke glemme ham.

Kursets coach er naturligvis en kvinde. Og Dorthe Hansen Carlsen spiller hende med så meget overdreven autoritet, at hendes påtagede maskuline herskerpondus virker lige så forloren, som den er.

Det samme gælder Stine Prætorius som virksomhedens cool topboss. Når kvinder spiller usympatiske mandechefer, kan de næsten være mere modbydelige end originalerne … Og scenografisk har Thomas Ravnsgård skabt et Big Brother-kursuslokale omgivet af en ironisk halvcirkel af søjler, hvis midtersøjle handy nok agerer lærred for kursets videoprojektioner. Her trives den beske humor strålende.

Gorilla er med andre ord en invitation ind i tidens maskuline survival of the fittest-kultur.

Ydmygelseskultur

Den er selvfølgelig camoufleret som ’handleparathed’ og ’du-behøver-ikke-undskylde’ og andre besynderlige HR-omskrivninger af det, de fleste af os ellers bare vil sige dækker over en psykopatisk chef med flair for ydmygelser eller en selvhævdende kollega med hang til hån. Høflighed er der i hvert fald ikke noget af. Takket være Rhea Lemans friske amerikanerblik og hendes fabelagtige koreografiske tæft for folks adfærd i dette lille wanna be-land, så er Gorilla i hvert fald blevet en af de mest sandfærdige skildringer af Arbejdsmarkedsdanmark netop nu.

En moderne farce, men også en moderne tragedie. Og i Hans Kragh-Jacobsens oversættelse er talesprogsreplikkerne lige akkurat så nådeløse som i virkeligheden.

Lyder det trist? Det er det ikke. Det er forrygende, netop fordi det er forfærdeligt. Og det er et spejl af det, som sker rundt omkring os alle sammen netop nu.

Så tak til Team Teatret for at sætte gorillamaske på krisen.

 

’Gorilla’. Tekst: Rhea Leman. Oversættelse: Hans Kragh-Jacobsen. Instruktion: Anne Zacho Søgaard. Scenografi: Thomas Ravnsgård. Kostumer: Henriette Fabricius. Koreografi: Susanne Nielsens Danseskole. Lys: Søren Lydersen. Dramaturgi: Dorthe Skøtt Bébe. Team Teatret i Herning. Turné.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det lyder til det har forbedrede sig noget siden prøverne... Da jeg så det manglede der skarphed i karakterene, som ikke virkede karikerede nok til at give det underholdnings værdi, eller var for unuanceret til at give troværdighed... hvis der blev sigtet efter det troværdige, manglede jeg også at kunne fornemme gruppe dynamikken, og internt heraki i gruppen...

Når alt det er sagt, er jeg sikker på, at jeg, som 25 årig studerende, ikke er mål gruppen...

Brian Pietersen

teambuilding og projektarbejde er fremragende instrumenter for en leder.... det virker.

egosimen kæmper......

er det selvforskyldt ???

er det ikke den libaralistiske verden i fuld flor... ??

istedet for fagforeninger og sammenhold ender det i krig.

er det ikke smukt at iagtage?? det er der nogle der synes... er det smagsfuldt, eller ?? :-)

Pudsigt er det da, at Information bringer anmeldelsen 10 dage efter sidste forestilling blev spillet.
Det er en sjov tid, som vi lever i!