Læsetid: 7 min.

Den omfattende ensomme ånd

Guldgrube. Hans Hertels værk om PH er forskningsmæssigt en milepæl – og sammen med den tilhørende antologi en guldgrube af eftertanker
PH. Hans Hertels leverer i ’PH – en biografi’ en vigtig nøgle til forståelse af tankegangen hos den sene PH. Det er nemlig Hans Hertels opfattelse, at de to år i stockholmsk eksil fra 1943 blev af afgørende betydning for de følgende to årtier.

PH. Hans Hertels leverer i ’PH – en biografi’ en vigtig nøgle til forståelse af tankegangen hos den sene PH. Det er nemlig Hans Hertels opfattelse, at de to år i stockholmsk eksil fra 1943 blev af afgørende betydning for de følgende to årtier.

A.E. Andersen

19. oktober 2012

Om arkitekten, designeren, debattøren, redaktøren, provokatøren, filmmageren, sangskriveren m.m. Poul Henningsen (1894-1967) hed det i anledning af hans 70-års dag i selveste The New York Times, at han var »en blanding af Bernard Shaw, Winston Churchill og Pablo Picasso«. Unægtelig fornemme navne – og hele tre på rad. Mindre kunne næppe gøre det!

Lige så gavmildt rosende, men samtidig med en snert af kritik, skrev PH’s politiske modstander, forfatteren Hans Scherfig, i kommunisternes dagblad Land og Folk i 1948: »Siden biskop Absalon i en ung alder drog ud og tilegnede sig den samlede sum af europæisk viden, har man næppe i Danmark kendt en så omfattende ånd, som til enhver tid let og ubesværet kan skrive udtømmende om så uensartede emner som metrik, optik, filologi, dramaturgi, pædagogik, kunsthistorie, fysik og mangfoldige andre videnskaber, som hver især kræver årelang fordybelse af sine mere ordinære dyrkere.«

Revner og skygger

Scherfig klandrer ganske vist antydningsvis PH for en vis overfladiskhed; men overdrivelsen frister hver den, der forsøger at karakterisere ’rigsvækkeren’, den altid modsigelseslystne PH, og vurdere hans betydning for dansk kultur- og samfundsdebat. Paul Hammerich lod sig i værket Lysmageren (1986) friste så langt, at han endte med at lave en heltebiografi og fremstille PH som selveste det 20. århundredes ’Ridder uden frygt og dadel’, uden revner og skygger: »En stor mand i clinch med en ofte smålig samtid, der alligevel endte med at anerkende ham i fuld overstørrelse.« Denne sammenfattende kritik af Hammerichs arbejde skyldes Hans Hertel og fremsættes på baggrund af de årelange grundige arkivstudier, som har sat ham i stand til at give et helere billede af Poul Henningsen med revner, skygger, selvmodsigelser og fæle indre blindheder samt med blik for de sider af PH’s personlighed, der trådte frem i årene efter Anden Verdenskrig og fik ham til, trods ydre anerkendelse og succesen med lamper, viser, tidsskrifter, kronikker, foredrag m.v., at anbringe sig i en sær outsiderposition som fredløs og mistænkeliggjort, besat af sortsyn og kulturpolitisk ’alarmisme’, med troen på den radikalt moderne kunst som eneste redningsplanke. Men selv om Hans Hertel følger sin Rasmus Modsat helt til den ufortjent bitre ende, er hans biografi så langt fra tragedien, som tænkes kan.

Tværtimod bliver bogen en milepæl, ikke blot for studiet af PH og hans tid, men også for dansk humanistisk forskning. For ikke blot er den pedantisk omhyggelig i sin dokumentation, den formår tillige at etablere og bevare overblikket og den deskriptive distance samt nuancere og præcisere sine analyser og klart definere sine basale begreber, overalt hvor dette kan ønskes, hvortil kommer, at Hans Hertel, ikke mindst i kraft af gennemtænkte illustrationer, billedtekster og margencitater på én gang konkretiserer og kontekstualiserer PH’s mangfoldige indsats.

Den antitotalitære

Ikke mindst leverer Hertels bog en vigtig nøgle til forståelse af tankegangen hos den sene PH. Det er nemlig Hans Hertels opfattelse, at de to år i stockholmsk eksil blev formende for de følgende to årtier. Da Poul og Inger Henningsen sommeren 1943 flygtede til Landskrona i robåd, var PH antinazist. Da de vendte hjem, var han af det internationale eksilmiljø totalvaccineret imod enhver form for totalitarisme og derfor glødende demokrat – og følgelig indædt antikommunist. Det måtte og skulle bringe ham på kant med hans venner og tidligere kampfæller, bl.a. Hans Kirk og førnævnte Hans Scherfig.

Jeg tror, Hans Hertels synspunkt har meget for sig. I hvert fald bliver han i stand til at datere PH’s isolation allerede til sommeren 1946, hvor han vedkender sig »en dyb ensomhedsfølelse, som egentlig ikke mærkes som styrke«. Det var da dejligt, dengang man stod sammen i kampen. »Men man bestemmer ikke selv sine anskuelser og derfor heller ikke sin plads i striden.«

PH’s plads i striden blev i de første efterkrigsår at agere dobbelt skydeskive og blive svinet til såvel fra højre (det var han vant til) som fra det venstre, der indtil 1956 domineredes af DKP. Til de grovheder, han måtte lægge navn og (velkendt) ansigt til fra 1930’ernes og 40’ernes nazistiske og konservativt-nationale kræfter, føjedes nu karikaturtegninger af ham som PH-lampens udbrændte pære, den frit i luften svævende ånd og pladshunden hos Socialdemokraten – med dollartegn i stedet for S.

Er alting politik?

Han selv var, når det for alvor gjaldt, nuanceret nok. Under en debat i 1948 med Land og Folks Leif Gundel sagde PH: »Det værdifulde ved kommunismen staar for mig i dag som lige saa værdifuldt, og det farlige i bevægelsen har jeg altid anset for lige farligt. Kort sagt: kommunismens kritik af det bestaaende samfund forekommer mig uundværlig og rigtig, men de veje den vælger for at naa et nyt samfund – synes mig i dag som altid livsfarlige for det jeg tror paa og gider kæmpe for.« Nej, partitro kommunist blev Poul Henningsen aldrig; men krigen førte ham i hans utopitænkning fra klasseløst fællesskab til individualistisk humanisme.

Når kritikken af PH’s kommunismekritik endte med at ramme så hårdt, som Hans Hertel sandsynliggør, tror jeg, det hænger sammen med et forhold, som Hans Hertel til gengæld underbelyser og nok undervurderer betydningen af. Jeg tænker på dette, at for PH var alting i sidste ende politik. Han nægtede, eller formåede ikke, at holde tilværelsesniveauerne adskilt. Derfor var han ude af stand til at friholde erotikken fra kampen for verdensfreden og ude af stand til at forstå, at han ved at pantsætte demokratiet hos kunsten genoptog fascismens og kommunismens instrumentalisering af æstetikken. Derfor suspenderede han som debattør etikken og angreb sine meningsmodparter uden blot skyggen af empati, og derfor blev han i sit personlige liv et menneske uden et fristed.

Med fristed mener jeg ikke nødvendigvis tro på en Gud. Jeg mener blot, at det er for fattigt og i sidste ende selvdestruktivt kun at tro på demokratiet og samtidig kun leve livet forlæns, sulten efter næste spændende debat og næste pirring af modsigelysten eller af vores pr. definition umættelige sanser. Billederne viser en voksen mand, som leger med drage. Fint nok, men hvorfor er han så sur, og hvorfor har han altid en smøg kilet i flaben?

Deler fortsat vandene

Ja, sådan kan man stadigvæk stille nye spørgsmål. PH vil blive ved med at spøge: som idol og orakel, som syndebuk og skræmmebillede, som udskældt nar og manegeklovn, som manden, man dæmoniserer eller omvendt annekterer, som dengang Pia Kjærsgaard – latterligt og naragtigt! – til Jyllands-Posten udtalte, at folk bare må vænne sig til, at »det er Dansk Folkeparti, der agerer som vor tids Poul Henningsen«. Glemt var åbenbart »kulturpaven« og fire årtiers argeste fjende af småborgerlighed, bornerthed og chauvinisme – manden bag flg. guldkorn: Det, som skiller nationalisme fra nazisme, er for småt til at fylde en hel aforisme.

At PH fortsat vil blive ved med at spørge og spøge, godtgør den debatbog, Poul Henningsen dengang og nu, som udkommer samtidig med biografien, og hvor 42 skribenter analyserer og til dels revurderer livsværket i artikler grupperet efter de samme overskrifter som Hertels, dvs. den kreative, den kritiske, den politiske og den pædagogiske PH. Tilsammen åbner bøgerne en guldgrube af stof til kritisk eftertanke og fornyet debat.

Sandheden ilde hørt

Blandt antologiens bidrag, der tilsammen må siges virkelig at komme hele kompasset rundt, må fremhæves Erik Hvidts oplysende kortlægning af 30’ernes og 40’ernes danske revykultur, Olav Harsløfs kloge betoning af samspillet mellem sangteksterne, jazzmusikken og Astrid Gøssels jazzende krops- og gymnastikprogram og Jørgen Sørensens gennemgang af de umådeholdent hysteriske reaktioner på Danmarksfilmen, iflg. Peter Schepelern muligvis »det mest interessante stykke receptionshistorie, vi overhovedet har i dansk film. Intet andet værk er blevet modtaget med så engageret had og modvilje«.

Antologien er her ganske vist tæt på snarere at overlappe biografien end at supplere og komplettere den. Men gentagelse fremmer som bekendt forståelsen. Det gælder også Kirsten Lylloffs gennemgang af sagen, der fulgte i kølvandet på PH’s velanbragte kritik af Danmarks behandling af tyske flygtninge i 1945-46, hvor den nøgterne konklusion må blive, at skønt PH ved retten blev dømt for injurier mod myndighederne bag især Kløvermarkslejren på Amager, så havde han faktisk ret i sine belastende anklager. Sandheden var bare ilde hørt.

Blandt samleværkets øvrige artikler dokumenterer flere, hvorledes PH fortsat fuldt ud er i stand til at dele vandene. Jesper Langballe stempler med bedøvende forudsigelighed det kulturradikale ikon som »en flygtig dilettant«, hvis tanker i grunden er »temmelig banale«, og Henning Tjørnehøj affejer PH’s konstante kritik af Socialdemokratiets bevidstløst borgerliggørende kulturpolitik ved at snakke om noget helt andet og retorisk spørge: Hvad var der galt ved, at store dele af befolkningen omsider fik bedre materielle kår? Det havde PH da vist heller ikke noget imod.

Fra kuling til orkan

Lidt mere substans er der i Kasper Støvrings kritik af den kulturradikale pædagogik og kulturpolitik, sådan som disse tanker ses forvaltet af »den terapeutiske stat«, og decideret velanbragt forekommer Henrik Gade Jensens analyse af PH’s historieblindhed, der ses som udslag af en radikalisme, som faktisk forudsætter en godartet kulturkonservatisme, ja, på en måde parasitisk lever på, at der altid findes en tilstrækkeligt solid konservativ tradition, som oprøreren kan gå til rødderne af.

Skønt polemisk forenklet har synspunktet relevans for vurderingen af PH’s kulturopfattelse, der, som Hans Hertel viser, forsimpledes i de sene år og fortyndedes til en tyrkertro på den moderne kunsts opdragende potentiale som modstand imod underholdningsindustrien og popkulturen. Debattøren PH bevægede sig i de sidste ti år af sit liv fra oplysningsoptimisme til elitært sortsyn. Katastrofemeldingerne accelererede og overgik hinanden, og at der ikke var tale om tilfældige vindstød af mismod, men en stiv kuling af renlivet pessimisme, som blæste sig op til en orkan, dokumenteres til overflod med citater, hvis faste forvrøvlede omkvæd er, at popkulturen er en større trussel mod demokratiet end nazismen nogensinde var.

Troskab imod det bedste i vores kulturtradition ville på forhånd have korrigeret så skævvredet et synspunkt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Pyh ha - skulle denne anmeldelse ikke have været delt op i to?

Erik Skyum Nielsen er tæt på at falde for avisredaktionernes trang til at udråbe stjerner og idoler, eller det modsatte, syndebukke og tabere.
Men PH var jo også bare et menneske. Med skæve sider og selvmodsigelse. Optimisme og sortsyn. Begejstring og modfaldenhed. Mon ikke også han fandt fred ind i mellem.

Det er dog hans tanker og tekster, der er det afgørende, og ikke hvad anmeldere, kritkkere eller omverdenen i øvrigt mener.

Hans Hertel har alle dage været en hattedamelitterat, - let fedtet og aldrig trådt på stregerne mellem fliserne og altid i tidens ånd - som tiderne nu skifter. Vrædr!