Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et opgør med opgørene

Dansk musik er kernesund og stortrives – og det ikke kun i isolerede lejre, men også i grænseområder mellem storblomstrede indie-panoramaer og urban garage-klaustrofobi
Kultur
29. oktober 2012
Andet album fra det danske band The Rumour Said Fire byder på dunkel belysning og aggressivt sugende basgange.

Andet album fra det danske band The Rumour Said Fire byder på dunkel belysning og aggressivt sugende basgange.

Kathrina Skarðsá

Musikkens udvikling kan høres som en tese-antitese-kædereaktion. Punken rasede mod 60’ernes positive energier. Radiohead og Arcade Fires inderlighed besvarede 1990’ernes ironi.

Det er dog mindre enkelt nu om dage, hvor lytningen er blevet balkaniseret, og opgør har mere individuelle præg. Men de kulturelt grupperede reaktioner er der stadig.

Danske Ocean Views debutalbum kan således høres som et farvel – eller et »NÆ!« – til den Brooklyn-dominerede, men landligt velduftende, harmonisk positive og spirituelt bekræftende musik, som har domineret i Pitchfork-segmentet og dermed indie-kulturen i de senestefem til syv år. Også herhjemme.I stedet for Crosby, Stills, Nash & Young, psykedelisk Beatles og Love, så er det nu oplagt at referere (klikke) fra danske Ocean Views debutalbum No End til de sene 70’eres dystre Manchester-mestre i Joy Division. Det kan endda hjælpe at krølle tidslinjen yderligere sammen og sætte dem i dialog med The Stooges, der fra slutningen af 1960’erne forudsagde punken.

Men Ocean View afviser ikke det bestående og fortiden lige så konsekvent som f.eks. Iceage, der for et par år siden bragte dansk punk ind i det 21 århundred med en klar væmmelse ved den blomstrede livsalighed i dansk indie-kultur. Ocean View er i dialog med både 60’er-rockens friere fabuleringer og punkens stenhårde trykkoger. Men jeg kan alligevel godt savne de lidt mere æstetisk udfordrende sprækker i deres debutalbum – at det ikke bare rykker i kroppen, men i hele perspektivet, altså udfordrer i lyttesituationen.

Ocean View fokuserer på den kropslige energi, og det gør No End til en begrænset nydelse. Men bandet er lovende, og de er med til at fortælle historien om et nyt mere råt anlagt København, som ikke drømmer sig væk, men lystent knalder alt, hvad de har, mod byrummets hårde flader. Uden at de bliver enfoldige.

The Rumour Said Fire stod på debutalbummet The Arrogant for det modsatte. Romantikken, vidderne og drømmene. Alt dét, der kan virke håbløst utopisk, når man er under påvirkning af Ocean Views eller Iceages indædte kramper.

Behovet for desillusion

Men den københavnske kvartets andet album, Dead Ends – altså blindgyder – holder, hvad titlen lover. En vis desillusion, en mørkere, mere tvivlende lyd omslutter lytteren.

Man spidser ører, mens man konstaterer, at bandets referencer til vokalharmoniske mestre som Fleetwood Mac eller Fleet Foxes indsprøjtes i et mere dunkelt belyst og syntetisk betonunivers. Hvor der trækkes på shoegazer-inspireret guitar, strengefigurer a la The Cure og aggressivt sugende basgange præget af Peter Hook fra førnævnte Joy Division (og New Order).

Her er ikke ro og udsyn, men imposant arkitektur og komprimeret stemning.Vi bevidner altså en syntese af æstetiske tilkendegivelser, en diskussion af udtryk. Af 1970’er og 1980’er og 1990’er. En fornemmelse af, at The Rumour Said Fire er blevet trætte af skovmandsskjorter og drømme – har følt behov for at formulere desillusion og bygge klanglig begrænsning omkring sig selv. Det lykkes i store stræk, især med stærke kompositioner som »Voyager« og »Provence III«.

Dermed vinder bandet en relevans, som jeg ville have forsvoret efter debutalbummets lige lovlig fersk-folkede indie-salmer. Det behersket frelste er blevet erstattet af det utidigt tvivlende. En slags opgør med opgøret.

Modernistiske spredehagl

Rocken står til diskussion. Også hos århusianske Kiss Kiss Kiss, der har taget et klædeligt skridt ud i det eksperimenterende på deres andet album Ponte 25. Opkaldt efter broen Ponte 25. de Abril i Lissabon, under hvilken bandet jammede i et øvelokale i otte måneder. Hvorefter de færdiggjorde deres skitser i Mols Bjerge.

I endnu højere grad end The Rumour Said Fire har Kiss Kiss Kiss flyttet sig fra deres udgangspunkt for at kunne skyde med modernistiske spredehagl. Vi kommer omkrig savtakkede guitarmønstre a la Robert Fripp/King Crimson, tremolo-udtværede guitarer a la My Bloody Valentine og psykedeliske akvarier a la Animal Collective. Heterogene handlemønstre viser sig at kunne glide sammen i albummets 10 action paintings. Og det er en kærkommen udvikling, som dog først fuldbyrdes, den dag bandets sangskrivning kan matche deres klanglige opdagelser. Det har vi til gode.

 

Ocean View: ’No End’. (The Big Oil Recording Company) bigoilrec.com. Udkommer i dag.

The Rumour Said Fire: ’Dead Ends’ (A:larm Music)

Kiss Kiss Kiss: ’Ponte 25’ (Zappi/Rillbar) rillbar.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her