Læsetid: 4 min.

Oplysning til borgerne

Kaare R. Skous nye bog om ’Politik der forandrede Danmark’ er et velkomment og veloplagt bidrag til forståelse af både fortiden og nutiden
12. oktober 2012

Det er overordnet set en stor fornøjelse at læse Kaare R. Skous nyeste bog Politik der forandrede Danmark. Skou har som ingen anden politisk journalist – sideløbende med sit nyligt afsluttede virke på TV 2 – forsynet danskerne med indsigtsfulde og interessante bøger om politik. Man bliver klogere af at læse hans Dramatiske Døgn i Folkestyret fra 2001, og opslagsværket Politik fra A-Å fra 2006-2007 hører hjemme i reolen på enhver politisk redaktion.

Politik der forandrede Danmark følger op på ideen fra Dramatiske døgn i folkestyret – denne gang er det bare ikke døgn, men lovændringer, som fortællingen bygges op omkring. Kaare R. Skou begynder ved værnepligten i 1849 og ender ved Danmarks tilslutning til finanspagten og vedtagelsen af budgetloven i 2012. Undervejs er vi omkring skelsættende politiske begivenheder i Danmarkshistorien som Septemberforliget i 1899, parlamentarismens indførelse, dagpengeloven, Kanslergadeforliget, styrelsesloven, SU-systemet, Det Nationale Kompromis, arbejdsmarkedsreformerne i 1990’erne – og i 0’erne f.eks. terrorlovgivningen, Muhammedtegningerne, Danmarks deltagelse i Irakkrigen – og til sidst som nævnt budgetloven. Alt sammen i det læseværdige sprog, hvormed Kaare R. Skou altid videreformidler sin begejstring for politik til publikum. F.eks. kan man i afsnittet om prygleloven fra 1905 ikke lade være at trække på smilebåndet over denne beskrivelse af den senere skandaliserede justitsminister P.A. Alberti:

»Justitsminister Peter Adler Alberti var kolossal. Politisk og anatomisk. 188 cm i højden, som dengang var betydeligt over menneskets gennemsnitshøjde, og med en vægt på 138,5 kg. Det hele på et par tynde stikkelsbærben og under et skaldet kuglerundt hoved, der syntes for lille til den store krop.«

Nærværende

Man ser det for sig. Vi får en malende beskrivelse af prinsesse Marie, hustru til prins Valdemar, hvis betydning for parlamentarismens fødsel i 1901 krydres med følgende beskrivelse: »Det hed sig, at selv socialdemokrater hilste på hende på gaden i København. Når hattedamerne i Hellerup blev for meget for hende, viste hun dem det anker, hun havde tatoveret på sin ene overam.« Det er nærværende og det flyder. Bogens to første tredjedele er spækket med gode og læsbare referater fra tidens debat og møderne i Rigsdagen og Folketinget, og partiernes holdninger synes refereret loyalt og med forsøg på forståelse for de forskelligheder, som ethvert folketing rummer. Og det er i den grad læsning, som kan bruges i dag: Med tanke på aktuelle hede politiske debatter er det både oplysende og spændende at få genfortalt historierne, som førte frem til indførelsen af f.eks. indkomstskatten og skoleloven i 1903 – og ikke mindst dagpengeloven fra 1907. Her kan i høj gead perspektiveres til den nutidige debat, og bogen bibringer dermed en vigtig historisk forståelse, som for ofte går tabt i dagens hastige nyhedsdækning.

Kommenterende

Derfor er det en skam, at Kaare R. Skou i sidste tredjedel flere steder forlader iagttagerens rolle for i stedet at blive meget kommenterende. Visse steder synes bogen her nærmere et partsindlæg end det tilsyneladende rimeligt tilstræbte objektive referat, den har været indtil da. Således synes det at falde forfatteren svært at skjule sin manglende respekt (og måske ligefrem foragt?) for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, når han f.eks. konkluderer, at Fogh Rasmussen ikke brød sig om daværende udenrigsminister Per Stig Møllers fredsplan for Mellemøsten, fordi »der var for lidt statsmandsglamour over den.« Eller når han skriver:

»Hver gang Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl i disse år sagde hop, hoppede statsminister Anders Fogh Rasmussen.«

I disse sidste kapitler nærmer bogen sig en krasbørstig anmeldelse af den førte politik i nullerne – herunder Irakkrigen: »Danmark brød folkeretten og gik i krig på Anders Fogh Rasmussens næsegruse beundring af George Bush og på hans tro på høgene i den amerikanske administration« hedder det f.eks. i et kapitel med overskriften »I krig på en løgn«.

Kaare R. Skou mener i afsnittet om Muhammedtegningerne, at Jyllands-Posten gjorde »flertallets håneret og latterliggørelse af et mindretal til fundamentet for demokrati og ytringsfrihed«, og det må også være anmelderen og ikke journalisten Kaare R. Skou, som skriver:

»Tilsyneladende ville Anders Fogh Rasmussen konflikten. Eller også var den bare en naturlig følge af hans facon som statsminister. Når han selv kunne time og tilrettelægge et forløb, var han suveræn, men han ejede ikke evnen til at improvisere, og Muhammedkrisen krævede en vis grad af intuition.«

Hvad enten man er enig eller ej, synes disse holdningsprægede betragtninger en kende malplacerede.

Ifølge forordet er det Kaare R. Skous ønske, at bogen kan »virke som inspirationskilde for studerende, der skal i gang med en større opgave, og at den generelt kan bruges til at sætte vores indviklede samfundssystem i historisk perspektiv. Det kan den i høj grad.

Bogen kan varmt anbefales til alle, der ønsker at blive klogere på dansk politisk historie, og den bør være pensum for politiske journalister – selvom særligt nysgerrige læsere måske vil savne kilde- og litteraturhenvisninger. De sidste omtalte kapitler er også interessante trods deres karakter af partsindlæg. De kommer jo fra en mand, der mere end til fulde har optjent retten til at have en holdning til dansk politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu