Pigen Solange er i de spæde pubertetsår fanget midt i en hyperfølsom mutation mellem barne- og voksenkrop og desperat efter at forstå, hvad det er for nye lyster, der pludselig dunker i kødet og fordunkler tankerne. Romanen foregår i Firserfrankrig, og hele stemningen er lige så flertydigt lummerlækker som en Serge Gainsbourg-sang: Mit indre soundtrack under læsningen var »Lemon Incest«, hvor en bette Charlotte Gainsbourg anno 1984 ligger og synger henåndende duet med sin far i sengen. Provokerende, problematisk, tykt erotisk og alligevel med en barnlig uskyld.
Famlende forsøger Solange at blive klog på sin krop og lyst. Lidt betuttet og alene i verden, med fraværende forældre og tendens til at tænke alt for grundigt over tingene. Samtidig har den generte pige en seksuel rovdyrappetit. Det er både foruroligende og pirrende at følge, hvordan hun eksperimenterer med sig selv som erotisk forsøgsdyr. Med drengene i skolen, veninderne og den lidt sære, voksne nabo Bihotz, som har fungeret som Solanges barnepige siden hun var lille. De tos forhold er nærmest symbiotisk og ikke entydigt; de er tæt kropsligt forbundne, men med en umiddelbar, barnlig uskyld, man konstant frygter skal slå om i et overgreb. Spørgsmålet er så, hvem der udnytter og forfører hvem.
Råt og rørende
Romanen igennem er det en central pointe, at det seksuelle hænger sammen med sproget og navngivningen, og den skildrer råt og rørende forvirringen ved at vågne som seksuelt væsen, med en liderlighed i kroppen, man endnu ikke har navn for:
Hele skolen er besat af sex. Raphaël Bidegarraï spørger om hun er klar over hvad en luder er. Han forklarer hende det, tålmodigt, ligesom fyldt af ophidset medlidenhed. (…) Hun forstår ordet, hun forstår det én gang for alle, for resten af livet. Der er et før og et efter forståelsen af ordet luder. Inde i en lille pige er der en luder.
Så hård og samtidig følsom er tonen. Det er ikke kun kroppen, der skal miste uskylden. At blive voksen er også at lære de voksnes sprog – ikke mindst det usagte, koderne.
Solange absorberer det vulgære, snerrende slangsprog, hun hører i skolen og blandt de voksne, i sit eget begær: Når hun fantaserer, kalder hendes partner hende ’lille luder’ – og det ophidser hende. Det er en dobbelt chokeffekt: Ikke alene bliver hendes lyst forvredet af omverdenens grove, vulgære måde at tale om sex, tillige (og vanskeligere at kapere) er denne lyst udtryk for et eget, glubsk og umiddelbart barnebegær:
»Det må gøre vildt ondt, og hun skal i hvert fald ikke besiddes. Man besidder en ting eller et hus, forsikrer hendes fornuft hende. Hun vender og drejer sætningen ’han besad hende med stor voldsomhed’, og noget i hendes hjerne bliver tændt og elektrisk – alt hvad hun har mellem benene spændes og længes efter at besidde hele verden.«
Der er sikkert dem, der vil læse Solange som en tragisk misbrugshistorie. Om pornoficering af samfundet, der forhærder og korrumperer uskyldige børn. Og Solanges erfaringer er bestemt ikke uproblematiske: Hun bliver grundigt forskruet i hovedet af at internalisere de krav om seksuel aktivitet, hun føler omverdenen stiller. Heldigvis tør Darrieussecq undersøge Solanges eget begær, i stedet for at reducere hende til en offerlolita. Det er en overbevisende og ærlig skildring af ungpigelysten, ikke som en sart blomst, men snarere en kødædende plante, både magtfuld, selvdestruktiv og hæslig.
