Læsetid: 1 min.

Savages

De ’vilde’, der nævnes i titlen på Oliver Stones seneste film, Savages – baseret på en bog af Don Winslow – kan forstås som enten ’barbarer’ eller ’ædle vilde’, og begge dele er der rigelig af i den brutale, sorthumoristiske film...
11. oktober 2012

De ’vilde’, der nævnes i titlen på Oliver Stones seneste film, Savages – baseret på en bog af Don Winslow – kan forstås som enten ’barbarer’ eller ’ædle vilde’, og begge dele er der rigelig af i den brutale, sorthumoristiske film.

Både finanskrisen og den håbløse krig mod narko, som de amerikanske myndigheder har ført gennem snart mange år, er en slags bagtæppe i filmen, men Stone synes mest af alt at nyde at udforske og udstille nogle af menneskets mest nedrige og brutale sider, som de kommer til udtryk, når folk presser og bliver presset.

Savages handler om vennerne Ben (Aaron Taylor-Johnson) og Chon (Taylor Kitsch) og deres fælles elskerinde, O (Blake Lively), der i Californien dyrker verdens bedste pot og driver en blomstrende og fredelig forretning.

Men så dukker et mexicansk narkokartel anført af Elena (Salma Hayek) op og vil være trekløverets partnere. De siger dog nej og får Elenas brutale vagthund, Lado (Benicio Del Toro) på nakken.

O bliver bortført, og buddhisten Ben og krigsveteranen Chon må nu skrue bissen på.

Undervejs i det blodige opgør bliver der byttet om på rollerne – hvem er ’barbarer’, og hvem er ’ædle vilde’? Alle har en rem af huden, også John Travoltas korrupte narko-agent, Dennis, der er en af Savages’ sjoveste figurer.

Smukt er det ikke, men det klæder Stone at dyrke den sleazy side af individet og det amerikanske samfund, og selv om meningen med galskaben er til at overse, er man som regel godt underholdt.

 

Savages. Instruktion: Oliver Stone. Manuskript: Oliver Stone, Don Winslow og Shane Salerno. Amerikansk (Kan ses i biografer landet over).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu