Læsetid: 5 min.

Sidste mand på skansen

Af den oprindelige trio Love Shop er kun Jens Unmack tilbage. Men med hjælp fra producer Mikkel Damsgaard og et gudbenådet hold af musikere har han skabt et værk, der til forveksling lyder som inspireret årgangs-Love Shop
16. oktober 2012

Guderne skal vide, at danske Love Shop har en høj stjerne her i firmaet, ja, det er min faste overbevisning, at bandets debutalbum, 1990 (fra samme år, yes), er et af de bedste danske popalbum nogensinde. Noget af det fineste og mest poetisk mættede musik, det årti frembragte, for nu at kalde tingene ved rette navn. Og for at det ikke skal være løgn, så synes jeg, at deres GO! (1997) hører til blandt de ypperste rockalbum vor lille nation har stået fadder til. Her er vi ovre i en ganske anderledes og voldsomt fængende skærebrænderglam, der i de bedste tilfælde flænser lytterens verdensbillede til atomer. Og på det smukkeste samler det igen. At sangene tilmed afsynges på et overlegent svunget dansk, der placerer sig milevidt over hoben, skal på ingen måde lægges orkesteret til last.

Den slags spænder selvfølgelig forventningens bue til det yderste, men selvom Love Shop måske aldrig har nået helt samme højder, er der noget ud over det sædvanlige at hente på fleste af gruppens plader, måske lige med undtagelse af National fra 2003, hvor ensemblet synes at træde vande. Til gengæld er der to andre eventyrligt fine album, som uden at fremstå som forkromede mesterværker virkelig kan noget ganske særligt, nemlig det af Love Shop-fans højt skattede DK (1992) (ikke mindst pga. uopslidelige publikumsfavoritter som »Pia Larsen«, »Drømmenes København« og »Himlen vil briste«) og så det vidunderligt lyriske, men også underligt oversete Det løse liv (1999), som er (og kan) langt mere end den bagatel, nogen vil gøre det til.

Svimlende højder

Og det er netop i forlængelse af de to sidstnævnte plader, at det seneste udspil fra den kant, Skandinavisk lyst, placerer sig. Det er både bundsolidt og pletvist inspireret, det afvekslende melodimateriale generelt af høj kvalitet (med sangen »Den eneste« som uheldig undtagelse) og så svinger tekstforfatteren Jens Unmack sig indimellem op i så svimlende højder, at man ydmygt tager alle sine hatte af og udstøder et saligt: sådan. Bandet Love Shop har godt nok aldrig været en statisk størrelse, men i første fase af gruppens eksistens (1986-2004) var det dynamikken mellem to gennemgående og voldsomt dominerende figurer, sanger og tekstforfatter Jens Unmack og guitarist og producer Hilmer Hassig, der skabte de respektindgydende resultater; de to gentlemen skrev endvidere melodierne sammen, men blev blodigt uvenner i 2004, og var der ved Hassigs tragiske død i et trafikuheld i 2008 forsoning i sigte, tør man ikke spå om, hvorvidt dette ville have ført til noget konkret. Fraset lige det klassiske parforhold er der ikke mange steder, sindene i den grad kan komme i kog som i rockgruppesammenhænge.

I 1992 trådte den karakterfulde og erfarne mundharpespiller Henrik Hall ind i orkesteret, og han var med frem til 2010, hvor comebackalbummet Frelsens hær landede i vor sjæle; en genforening, der via skæbnens bitre ironi blev til i skyggen af Hassigs skæbne. Men tragisk nok rev kræften Hall fra os i 2011, og så var Unmack sidste mand på skansen. Og så alligevel ikke. Allerede på comebackskiven trådte gruppens keyboardspiller Mikkel Damsgaard i karakter som producer samt medkomponist på enkelte numre, og han må uden nedladenhed betegnes som en dygtig Hilmer Hassig-discipel, thi han formår ubesværet at føre dennes klanglige idealer såvel videre som ud i livet. Med andre ord lyder begge de to skiver, han har produceret, som arketypisk Love Shop, om end det der kolossale soniske løft, som Hassig i bedste tilfælde formåede som få, udebliver. Som guitarist har det krævet ikke færre end to at udfylde Hassigs position; de er til gengæld rigtig gode, hr. Jens Hellemann på akustisk og hr. Miki Vandborg på (herligt aggressiv) elektrisk guitar. Og så er der rytmegruppen, som har fulgt bandet i årtier, de to Thomas’er, dvs. hr. Risell på bas og hr. Duus på trommer; der er ikke noget at komme efter.

Kaster håndtegn

Der lægges ud med en velsiddende akkordrække på åbningssalutten »Brækket dansk« (åh ja, mr. Unmack og hans evige rock’n’roll intertekstualitet, for mon ikke der her hentydes til Marianne Faithfulls uforglemmelige Broken English?), før pladens første potentielle klassiker udfoldes med den bjergtagende »Kvælertag«. Det trods titlen mere jordnære Himmelskibet peger tilbage på det allertidligste Love Shop, mens vi med »Sang fra verdens ende« ryger lige, op i mesterklassen (igen); nok pladens alt i alt flotteste skæring. På »Mere vil have mere« demonstrerer Unmack lige, hvor flot (og ofte!) det lille ord ’og’ kan benyttes, før han på det inciterende titelnummer kaster håndtegn ud til såvel Henrik Hall som legendariske Fritz Fatal. Bagatellen »Så meget er intet værd« demonstrerer Vandborgs klasse, hvor »Skyggehjerte« er en klassisk ambivalent kærlighedssang (med voyeurtema som ekstra bonus) fra Unmacks hånd, men desværre med en temmelig svag melodi og et irriterende tomt arrangement, hvor især keyboardet skurrer.

Pladens tre afsluttende numre er til gengæld alle rigtig fine, ikke mindst balladen »Rød Super Slow«, hvor hr. Risell leverer imponerende basspil og Unmacks vokal sidder lige i skabet – eller hvor den slags nu sidder. Det drabeligt anlagte »Sommeren der aldrig kom« rykker flot af sted med den ondeste lilletrommelyd og et bizart svimlende 80’er-ekko i produktionen; måske en desillusioneret kommentar til klassikeren »En nat bliver det sommer«, måske ikke. Der lukkes og slukkes med »Bliv ikke væk for længe«, en sjældent dybfølt ballade om angsten for at blive forladt af den eneste.

Summa summarum er her i lyset af gruppens egen produktion intet nyt under solen. Til gengæld er det meste af det, der så er, fuldt ud på niveau med samme. Og når det gælder Love Shop er det alt nok. For en rigtig god plade (som fx Skandinavisk lyst) fra den kant er nu engang bedre end det meste andet, der ellers sådan lukkes ud af rockmusik herhjemme. Så for lige afslutningsvist at citere Ramones (tilmed en af deres mere komplekse tekster): ’Hey ho, let’s go!’

 

Love Shop: ’Skandinavisk lyst’ (A:larm/Universal) Udkommer mandag d. 15.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for anmeldelsen Klaus Lynggaard, af seneste udspil fra Danmarks bedste, men mest underkendte band.

At jeg så mener, at National står som et skarpt sammenhængende album på trods af, at der ikke er et eneste decideret hit på den plade, skal ikke skille os ad. Jeg er meget enig i dine betragtninger om det nye album.

Når man er gammel Love Shop fan, og har fulgt dem et langt stykke af vejen, så betyder et album som dette mere end man sådan lige kan udtrykke. Jens Unmack er en sprogekvilibrist af bedste skuffe. Hans leg med ord og fraser fås stadig ikke bedre, og han bærer jo i virkeligheden arven fra den danske sangskat så smukt frem i tiden og samtidig trækker han Love Shops så særegne kendetegn med helt frem. Hvad Kent er for Sverige med al den nordiske skønhed og blå melankoli, er Love Shop på samme måde for Danmark. Men at opdage det, kræver ro og tid til fordybelsen. Det kan anbefales.

Bedste nummer for mig er Rød Super Slow, og jeg håber det bliver et af de nye udgangsnumre her på den forestående tour og jeg glæder mig allerede som et lille barn.