Læsetid: 4 min.

Skurkestreger fortaber sig i bavl

Dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen har meget lidt at dokumentere med i sin Radio24syv-serie om Skattesagskommissionen. Derfor tyer han til endeløse samtaler, hvor både de talende og lytteren taber tråden
Dokumentaristen. Her dokumentarfilmer Christoffer Guldbrandsen Helle Thorning-Schmidt. Måske er Guldbrandsen bedst til at tænke i billeder. Rollen som radiodokumentarist forekommer han ganske fremmed over for. Det ender i snak.

Dokumentaristen. Her dokumentarfilmer Christoffer Guldbrandsen Helle Thorning-Schmidt. Måske er Guldbrandsen bedst til at tænke i billeder. Rollen som radiodokumentarist forekommer han ganske fremmed over for. Det ender i snak.

Jakob Dall

25. oktober 2012

Gode ideer fører ikke nødvendigvis til gode resultater. Ideen lyder ellers fristende nok: Her har vi sagen om Venstre-ministres iver efter at skade Helle Thorning-Schmidt ved at ramme hende på ægtefællens skatteforhold. Sagen er indviklet, men den har en celeber liste af mulige sammensvorne og medsammensvorne. Bliver Venstre for alvor naglet, kan det være slut med Venstres storhed.

Hvordan kan et flygtigt medie som radioen få afdækket, hvad der kan bevises af gustne overlæg? Svar: Det må vi få en dygtig dokumentarist til. Sådan må nogen have tænkt på Radio24syv. Hvorpå de selvsamme tænkte på Christoffer Guldbrandsen.

Han er en dygtig dokumentarist. Det har han bevist med sin perlerække af dokumentarfilm: Fogh bag facaden (2003), der afdækkede de diplomatiske spil om indslusningen af Østeuropa i EU – og afhægtningen af Tyrkiet. Lykketoft finale (2005), der kom hudnært på den socialdemokratiske leders fortvivlede valgkamp som statsministerkandidat. Den hemmelige krig (2006), der drev Fogh-regeringen til raseri ved sin dokumentation af dansk svigt over for afghanske krigsfanger. Og endelig Dagbog fra midten (2009), der udstillede Ny Alliances hjælpeløse valgkamp og indre forviklinger.

Skidt idé

Desuagtet er det en skidt idé at pudse Christoffer Guldbrandsen på Skattesagskommissionen. Årsag: Selve kommissionens arbejde giver ham ikke noget at dokumentere, fordi der ikke må optages lydbånd under Kommissionens udspørgning. Tilhørerne er henvist til at tage noter.

Og det kan Guldbrandsen så sidde og gøre. Det må på forhånd have stået Guldbrandsen klart, at der næppe kom megen levende radio ud af, at han sad i studiet og læste op af sine noter. Derfor har han valgt den løsning at invitere en gæst i studiet, som han kan sidde og filosofere over sagen sammen med. Befordret af spørgsmål af slagsen: »Hvad fik det dig til at tænke?« Et forsøg på en saglig variant af spørgsmålet: »Hvad følte du, da ...?« Denne inspirationskilde kommer Guldbrandsen tættere på, når han spørger: »Hvordan var stemningen i retslokalet, da ...?«

Disse seancer har foreløbigt fundet sted 55 minutter hver lørdag siden den 1. september.

Til lytterens distraktion bidrager det, at Guldbransen synes fremmed over for rollen som radiodokumentarist. Måske er han bedst til at tænke i billeder. I studiet taler han langsomt og tøvende, snubler over ordene og farer vild i kendsgerninger. Han giver sig til at diskutere med gæsten, om en dato for en begivenhed, som gæsten nævner, nu også er den rigtige dato.

Spydige tunger

Spydige tunger har hvislet, at Guldbrandsen bedriver journalistisk research for åben mikrofon. Det er imidlertid en overdrivelse. Det, som Guldbrandsen foretager i studiet, er indledende baggrundssamtaler med henblik på en egentlig senere research.

Positivt kan det opfattes således, at lytteren bliver Guldbrandsens partner allerede fra den tidligste fase af den journalistiske proces. Men det er jo ikke sikkert, at lytteren mener at kunne afsætte tid til noget sådant. Måske vil lytteren kun afsætte tid til at få at vide, hvad sagen i sin uigendrivelige substans handler om.

Som programmet nu snegler sig af sted, er dets egentlige målgruppe de journalister, der nøje har fulgt sagen fra begyndelsen og derfor har behov for at sammenligne noter med Guldbrandsen. Og hører man hjemme i den kategori af udvalgte, skal man tænkeligt være varsom med at krænke Guldbrandsen, idet man derved kunne forskertse en mulighed for at blive inviteret med i programmet – til en sludder, så at sige.

Forrige lørdag havde Guldbrandsen som sin studiegæst den fortrinlige journalist Bo Elkjær fra fagbladet Journalisten. Uanset begge samtalepartneres fine kvaliteter blev udsendelsen en sej død.

»Det føles helt forkert, at vi taler om det her,« samstemte Guldbrandsen og Elkjær, da de kom ind på aspektet om Stephen Kinnocks seksualitet – hvorpå de gungrede videre i emnet. Et af sine spørgsmål til Elkjær afbrød Guldbrandsen med ordene: »Det er en lang enetale, det her.« Da enetalen langt om længe nåede til sin ende, lød spørgsmålet således: »Hvad tænker du om det?«

Bo Elkjær kvitterede for Guldbrandsens talestrømme med at åbenbare sin egen sagkyndigstatus: »Jeg er heller ikke skatteekspert.«

Lovende start

I lørdags startede programmet lovende. Som sin gæst havde Guldbrandsen journalisten Lars Nørgaard Pedersen, der dagen forinden i Berlingske havde bragt den overraskende nyhed, at skattemyndighederne havde ændret praksis under behandlingen af Stephen Kinnocks sag: En fortolkning, der havde været gældende siden 1992, blev lavet om, hvorved Kinnock klarede frisag. Men at praksis var blevet ændret, oplyste myndighederne ikke noget om.

Lars Nørgaard Pedersen er en god formidler, og han ydede velargumenteret modstand mod Guldbrandsens tilløb til at få den del af skandalen til at tage sig næsten normal ud.

Det kom dog aldrig klart frem, præcis hvad ændringen i fortolkningen gik ud på, og om det var SKAT København eller Skattedepartementet, der stod for den. Det skal man studere artiklen i Berlingske for at få rede på. Svaret på det sidste spørgsmål er, at det gjorde de i fællesskab, idet ændringen blev aftalt på et møde, hvor begge myndigheder deltog.

Lars Nørgaard Pedersen vedstod åbent, at det en journalistisk udfordring, at sagen er så inderligt politiseret: »Næsten alle historier tjener lidt mere rød blok end blå blok – eller omvendt.«

Som udsendelsen skred frem, faldt Guldbrandsen tilbage til sine unoder: »Nu er det her jo et snakkeformat, så jeg vil gerne deklarere ...« Diskussionen gav sig til at gå i ring, og hen mod slutningen gik den ligefrem i stå. Både Guldbrandsen og Nørgaard Pedersen var løbet tør for noget at sige. Da tavsheden havde varet længe nok til at være pinlig, sagde Guldbrandsen til mikrofonen:

»Lang pause. Det var, fordi jeg tabte tråden.«

Da var lytteren for længst kommet ham i forkøbet.

Regnskabets time. Radio24syv hver lørdag kl. 11.05-12.00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nå? Det stod ellers lysende klart at Berlingeren egentlig ikke rigtig havde nogen historie, og det var da meget rart at få opklaret