Læsetid: 2 min.

Spilledåse, sæd og Schopenhauer

Martin Hall iscenesætter med bravour mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski i maskespil af klassiske lieder og pervers pop
17. oktober 2012

At Martin Hall udsender sit nye album parallelt med udgivelsen af essaysamlingen Nostatic! kunne muligvis anspore nogen til at håbe på, at Hall også musikalsk ville vende tilbage til den postpunk, han er rundet af, og som netop er emnet for bogen.

En sådan forhåbning bliver umiddelbart grelt skuffet af værket If Power Asks Why.

Her er Hall som performer trukket helt i baggrunden (han krediteres alene for »spilledåse og detaljer«). I stedet er scenen kridtet op for en række klassiske musikere, hvor bl.a. ensemblet Lydenskab og den i Hall-sammenhæng velkendte bassist Ida Bach Jensen leverer respektindgydende bidrag.

De egentlige stjerner er mezzosopran Andrea Pellegrini og pianist Tanja Zapolski.

Hall iscenesætter som den musikalske auteur på eminent vis dynamikken mellem Zapolskis skarpt smældende anslag og Pellegrinis snart ekstatiske, snart hvislende kolde stemme i ni sange af lige dele lied og cabaret, pop og perversion. Det er langt fra første gang, at Hall nærmer sig det klassiske tonesprog, og især Pellegrinis mezzosopran har sat afgørende præg på store dele af hans musik i nyere tid.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vidste det. Martin Hall er født 100 år for sent. Der blev skrevet senromantisk musik i starten af forrige århundrede, der lyder på samme måde.

Det er neo-romantiker-pop. Det første jeg tænkte var: en arty-farty udgave af Phantom of the Opera. Eller Tjaikovskij goes to Broadway - hvilket han jo for øvrigt gjorde allerede i fx. filmmusikkens barndom.

Men så må man alligevel tage hatten af, for det har jo klasse. Marin Hall er ikke hvem som helst, og han hviler ikke på sine lauerbær men er rastløs i sin vandring til nye - i dette tilfælde gamle - områder.

Personligt har jeg det bedst med, når han selv performer, for så er man ikke i tvivl om, at det er pop. Her bliver det nok lidt for prætentiøst for min smag. Der er måske en falleret liedsanger gemt i ham.

Hall har næsten med garanti ikke skrevet den klaversats, som Zapolski spiller i klippet. Den er alt for idiomatisk, men den sidder godt nok lige i skabet.

Jeg bliver sgu nok nødt til at købe pladen til samlingen :-)