At Martin Hall udsender sit nye album parallelt med udgivelsen af essaysamlingen Nostatic! kunne muligvis anspore nogen til at håbe på, at Hall også musikalsk ville vende tilbage til den postpunk, han er rundet af, og som netop er emnet for bogen.
En sådan forhåbning bliver umiddelbart grelt skuffet af værket If Power Asks Why.
Her er Hall som performer trukket helt i baggrunden (han krediteres alene for »spilledåse og detaljer«). I stedet er scenen kridtet op for en række klassiske musikere, hvor bl.a. ensemblet Lydenskab og den i Hall-sammenhæng velkendte bassist Ida Bach Jensen leverer respektindgydende bidrag.
De egentlige stjerner er mezzosopran Andrea Pellegrini og pianist Tanja Zapolski.
Hall iscenesætter som den musikalske auteur på eminent vis dynamikken mellem Zapolskis skarpt smældende anslag og Pellegrinis snart ekstatiske, snart hvislende kolde stemme i ni sange af lige dele lied og cabaret, pop og perversion. Det er langt fra første gang, at Hall nærmer sig det klassiske tonesprog, og især Pellegrinis mezzosopran har sat afgørende præg på store dele af hans musik i nyere tid.
Citat og stringens
Mest udtalt er det på Das Mechanische Klavier og til dels på mesterværket Hospital Cafeterias – to plader, som If Power Asks Why er nært beslægtet med.
Væk er dog de tyske recitativer fra førstnævnte og den flerstemmige tilgang fra sidstnævnte. Man kan savne det både charmerende og foruroligende collagepræg fra forgængerne, til gengæld føles If Power Asks Why som en mere stringent musikalsk oplevelse.
Hvor collagen så alligevel eksisterer som princip i lyrikken, der ofte er citat på citat, hvorfor én sang også meget passende hedder »Rather Quotable Than Honest«.
Vi er langt fra rockens autenticitetshunger i en række maskespil, der kækt iklæder især tidens kønsdebat en sært anakronistisk dragt af Weimar-tidens Berlin og fransk symbolisme. For ikke at nævne okkultisten Aleister Crowley, der leverer pladens ambivalente hovedmotto: »If power asks why / then power is weakness«.
Længslen efter den kolde magtdemonstration, der rydder bordet, modsvares dog af depraveret ennui i mødet med pornografiske tableauer, der lystigt lader sæden dryppe ned over filosoffen Arthur Schopenhauers profil (i førstesinglen »MILFs, Cum and Schopenhauer«).
Fortvivlende skønhed
At anskue dette som et forsøg på at gå den klassiske musik i bedene ville være misforstået. For også her er der tale om lieden som citat, løsrevet fra dens egen kultur, excentrisk flakkende.
Og her begynder If Power Asks Why så alligevel at give god mening i forhold til Nostatic! For det er, forstår man, netop postpunkens evne til at transformere kulturens vraggods af symboler om til fortvivlende skønhed, der er værd at give videre til de efterfølgende generationer.
Den ånd lever videre i Halls eget værk. Det kan til tider føles distanceret, og her og der – som på det noget hult klingende omkvæd til »Feeling Like A God« –sætter sansen for den gode sang lidt ud.
Men når sangene besøger mere hjemsøgte landskaber som på »Dead Horses On A Beach« og titelnummerets store finale, må tvivleren tie.
Martin Hall/Andrea Pellegrini/Tanja Zapolski: ’If Power Asks Why’ (Panoptikion/VME). Er udkommet.
Jeg vidste det. Martin Hall er født 100 år for sent. Der blev skrevet senromantisk musik i starten af forrige århundrede, der lyder på samme måde.
Det er neo-romantiker-pop. Det første jeg tænkte var: en arty-farty udgave af Phantom of the Opera. Eller Tjaikovskij goes to Broadway - hvilket han jo for øvrigt gjorde allerede i fx. filmmusikkens barndom.
Men så må man alligevel tage hatten af, for det har jo klasse. Marin Hall er ikke hvem som helst, og han hviler ikke på sine lauerbær men er rastløs i sin vandring til nye - i dette tilfælde gamle - områder.
Personligt har jeg det bedst med, når han selv performer, for så er man ikke i tvivl om, at det er pop. Her bliver det nok lidt for prætentiøst for min smag. Der er måske en falleret liedsanger gemt i ham.
Hall har næsten med garanti ikke skrevet den klaversats, som Zapolski spiller i klippet. Den er alt for idiomatisk, men den sidder godt nok lige i skabet.
Jeg bliver sgu nok nødt til at købe pladen til samlingen :-)