Læsetid: 4 min.

Men størst af alt er Borgerservice

Til slut løber Kristian Bang Foss’ tredje roman helt bogstaveligt ud i sandet. Så ærgerligt, for han skriver stadig som en drøm, eller måske snarere som et komisk mareridt
Til slut løber Kristian Bang Foss’ tredje roman helt bogstaveligt ud i sandet. Så ærgerligt, for han skriver stadig som en drøm, eller måske snarere som et komisk mareridt
22. oktober 2012

Der er øjeblikke i Døden kører Audi, Kristian Bang Foss’ nye roman, hvor man tænker: Det her kandiderer altså til en af årets bedste, det her er helt utroligt godt. Der er en pendulbevægelse, som føles unik, tænker man, den går mellem absurd morsomme passager og så disse smukke, ekspansive, trøstesløse beskrivelser af byen og Underdanmark og altings meningsløshed.

Der er en bevægelse mellem en stramt komponeret, enkel historie og så det at lade scener, skikkelser, sproget få sit eget liv. De løsriver sig og skinner med en særlig intensitet.

Hvis nu Johannes V. Jensen satte sig for at genskrive en af de moderne, danske filmkomedier, en af de sorte, en af dem om stramme madammer og karikerede sociale klienter, en af dem med endimensionelle og energifyldte skikkelser og deres besk-muntre sammenstød, tænker man, så ville han ende her.

Men i den sidste fjerdedel løber romanen bogstavelig talt ud i det afrikanske ørkensand. Den bliver forudsigelig og uambitiøs, også selvom slutningen på overfladen har galskab og sammenbrud og flugt fra enhver civilisation. Faktisk føles det om en nødløsning.

Historien? Vor desillusionerede fortæller, den fallerede reklamemand Asger, snyder på vægten. Derefter bevæger han sig nedad, først gennem fyring og skilsmisse, siden til ’natfjernsynets tid’, siden mod bankerotten. Han ender som hjælper for den stædige Waldemar, der har alle sygdomme i verden.

Sammen bevæger de sig rundt i trøstesløshedens forgård, forstaden Stentofte, indtil Waldemar i bogens anden halvdel får den idé at køre til Marokko. Der findes healeren Torbi el Mekki, hvis velsignede vand kan kurere hvad som helst.

Så let går det selvfølgelig ikke, men ned gennem Europa går det i det mindste i et brugt folkevognsrugbrød, helt indtil bogens reelle højdepunkt, et besøg i et dansk kunstnerkollektiv langt ude på landet i Frankrig. Her har de politiske kunstnere flygtet til ’i protest mod systemskiftet i 2001’, her går de rundt med deres børn med kønsneutrale navne. Her piller de navle og føler, at ’handicappet er det nye sort’.

En lyserød taleboble

Her går Asger og Waldemar og funderer over livet og naturen:

»En gammel mand gik ud ad døren på en gård, vi kom forbi. Han nikkede til os og samlede en pind op og humpede over og stak den i en mødding, som om han ville tage dens temperatur. Ved siden af møddingen lå en død gris med benene i vejret og lignede en lyserød taleboble, der proklamerede, at nok var her nydeligt, og svalerne slog smut over engene, men for insekterne var de dødens budbringere, og under det hele lurede forrådnelsen og nådesløsheden, som også var eksemplificeret ved Waldemar, som han i sin kørestol kørte ned mod den lille franske bjerglandsby.«

Der er noget utroligt fedt – og imponerende – over denne blanding af mistrøstig deadpan og overstyrede metaforer. Passagen viser så også, at når Døden kører Audi undervejs snerrer af foragt over for såvel den kreative klasse som af den danske velfærdsstat og dens klienter, så skyldes det ikke nogen politisk analyse. Den slags gør Kristian Bang Foss det ikke i.

Det er bare sådan, at kosmos er ondskabsfuldt, at vi mennesker hverken kan gøre fra eller til, og at ethvert forsøg på at bilde hinanden andet ind er hyklerisk. Døden kører Audi udfolder en vision – og den vision var der også i Kristian Bang Foss forrige roman Stormen i ’99 – hvor død, smålighed og Borgerservice har erstattet tro, håb og kærlighed. Men størst af alt er Borgerservice.

Eneste undtagelse er på sin vis Waldemar, der i al sin uintelligente stædighed ender med at være bogens helt. Fordi han præcis ved, hvor uretfærdig verden er, og alligevel insisterer på sit.

Ham Døden

Men efter besøget i kollektivet går Døden kører Audi i tomgang og ender i et rent ud sagt skuffende antiklimaks. Og efter endt læsning sidder man tilbage og tænker, at den her bog godt nok slog nogle skæverter undervejs.

Hvorfor skal Døden for eksempel være en konkret skikkelse? Som i et klart genrebrud med bogens absurde realisme jævnligt dukker op og faktisk kører Audi og er mystisk og hviskende.

Waldemar og Asger skræmmer han fra vid og sans, ham Døden, men på læseren virker han som et billigt trick. Et andet problem er så, at der i et par nøglescener går situationskomedie i romanen. Så er den sjov, men på en overfladisk og på sin vis forudsigelig måde.

Heldigvis er der stadig de vilde, fantastiske øjeblikke. Et af dem er en tale, en ukendt ældre herre holder til Marthas begravelse. Martha var Waldemars let senile nabo i det sociale boligbyggeri:

»I dag begraver vi Martha. Det blæser og er koldt. Hun ligger i sin kiste og har ligesom fået endegyldigt ret; kan ikke længere høre og kan ikke længere svare. Derfor vil det være bedst at tie stille. Min erfaring siger mig, at det som regel er bedst at tie stille. Men der er ingen, der tager ved lære af deres erfaringer, aldrig nogen sinde har der eksisteret et menneske, der har taget ved lære af dets erfaringer, og derfor står jeg nu her og taler. Angående det at tale er der noget, jeg gerne vil fortælle.«

Og så fremdeles henover halvanden helt ustyrlig side. I de øjeblikke, og de falder tæt nok til at enhver bør læse Døden kører Audi, er det en fantastisk roman. Som altså ikke, som helhed, er rigtig vellykket.

Kristian Bang Foss: 'Døden kører Audi'. 230 sider. 249 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu