Læsetid: 3 min.

Symfonien om ængstelsens tidsalder

Den estisk-amerikanske dirigent Kristjan Järvi gæstede Koncerthuset med en sjældent spillet symfoni af Leonard Bernstein
16. oktober 2012

Det var et usædvanligt program, Kristjan Järvi havde sat sammen til ugens torsdagskoncert. En symfoni af multikunstneren Leonard Bernstein over for Carl Nielsen og Janácek, to af det 20. århundredes største og mest egenartede komponister. Det faldt ikke ud til Bernsteins fordel, men det gjorde mindre, for det var spændende for en gangs skyld at blive konfronteret med et af hans mest ambitiøse hovedværker. Bernstein skrev tre symfonier: Jeremiah (1942), The Age of Anxiety (1949) og Kaddish (1963), og alle tre omhandler livets store spørgsmål, til en vis grad set fra en assimileret jødes synsvinkel. Järvi havde valgt nr. 2 for klaver og orkester efter W.H. Audens voluminøse digt The Age of Anxiety fra 1947, som handler om fire menneskers søgen efter mening og identitet i verdenskrigens kølvand.

Symfonien fik en glimrende og dedikeret opførelse. Den stiller store krav til stilmæssige omstillinger, for man æder sig undervejs gennem store lunser af musikhistorien hos Brahms, Rach-maninov, Schönberg, Hindemith, Sjostakovitj, Britten og ikke mindst 40’ernes jazz. Ideerne vælter ind ad hoveddøren, den unge Bernstein ville det hele, og Järvi gjorde sit for at være en loyal formidler. Egentlig ville klaverkoncert være en bedre benævnelse, så fremtrædende en rolle er soloklaveret blevet tildelt, her med eminente Wayne Marshall.

Man kan mene, at Bernsteins symfoni er for usammenhængende, og alligevel var der mange steder, hvor den fængede. »Den mest ensomme musik, jeg kender,« sagde han selv om den tyste duet for to klarinetter i prologen, og sådan lød det. Og i de efterfølgende to sæt korte variationer hørte man bemærkelsesværdige momenter i det hurtigt skiftende orkesterapparat, som den uorganiserede fuga, en koncentreret dialog mellem obo og engelskhorn, og bratschgruppen i ren patos. Den jødiske lamentation i »The Dirge« bringer tolvtonemusik og Brahms sammen i en mildt sagt pompøs indramning hos Auden udtrykker det samme sted en forgæves søgen efter the colossal Dad. Og skiftet til jazz-scherzoen »The Mas-que«, det overfladiske natteliv med sprut og sex, som Bernstein selv praktiserede hele sit liv, virkede som en zapning til en anden tv-kanal. Man kunne ligefrem se ham selv ved klaveret med en smøg i flaben. Men skægt og begavet var det, denne synkoperede stroppetur mellem klaveret, slagtøjsgruppen og en enkelt walking kontrabas.

Slaviske tonefald

Carl Nielsens rapsodiske ouverture En fantasirejse til Færøerne fra 1927 begynder med rejsen på det åbne mægtige hav, orkestret er formelig indhyllet i tåge, kun klarinetten bryder stilheden med enkelte fugleskrig. Denne skræmmende Titanic-mystik lykkedes det nu ikke Kristjan Järvi at fremmane overbevisende nok, ligesom den første landkending med den færøske hymne »Påskeklokken kimed mildt« stod en smule vakkelvornt. Bedre gik det, da orkestret var kommet i land og den festlige modtagelse blev skildret med dans og tummel.

Janáceks Sinfonietta fra 1926 er et pragtfuldt, nationalt farvet orkesterværk, som man kunne fristes til at kalde det mæhriske svar på Smetanas bøhmiske Mit fædreland og nu kendt som en musikalsk ledetråd fra Murakamis trilogi 1Q84. Sinfoniettaen kræver en usædvanlig stor messingbesætning, for udgangspunktet var et militærorkester, og således var ni ekstra trompetister stationeret oppe bagtil på begge sider af orglet. Desværre koksede det med koordinationen af fanfarerne i førstesatsen, de skiftende taktarter gled heller ikke så mundret af sted, men det rettede sig i de næste satser. »Klostret i Brno« stod smukt med fine indslag fra basungruppen og de fire fløjter, til gengæld manglede horngruppen prægnans i forhold til de fem sikre trompeter i den efterfølgende »Gaden til slottet«. Det slaviske tonefald i korte fraseringer, den længselsfulde tematik, de karakteristiske klangfarver, den diskrete festivitas i messingdragt, alt sammen lykkedes vældig godt i den afsluttende »Rådhuset i Brno«. Kristjan Järvi har imidlertid tidligere været mere skarp foran orkestret, end han viste denne gang med Nielsen og Janácek, men han og DR skal have ros for at vove at tage Bernstein ind i varmen. Järvi vender tilbage til foråret med hele Griegs Peer Gynt. Hvornår har vi oplevet det sidst herhjemme?

 

Bernstein: Symfoni nr. 2, ’The Age of Anxiety’. Carl Nielsen: ’En fantasirejse til Færøerne’. Janácek: ’Sinfonietta’. Wayne Marshall (klaver). DR Symfoniorkestret. Dirigent: Kristjan Järvi. Koncerthuset 11. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu