Tilpasning er nøglen til overlevelse

Naturen er nådesløs og moral er for tabere. I sin prisbelønnede roman ’Giraffens hals’ sætter Judith Schalansky darwinismen til debat med et isnende portræt af en biologilærerinde med psykopatiske træk
26. oktober 2012

Naturen er blottet for lighed, moral og medfølelse. Kun den stærkeste og mest tilpasningsdygtige er i stand til at overleve. Det er de velkendte darwinistiske maksimer, der udgør omdrejningspunktet i den prisbelønnede roman Giraffens hals, der har gjort den unge forfatter Judith Schalansky til et af de mest omtalte navne i ny tysk litteratur.

I Giraffens hals skildrer Schalansky det indre liv hos den midaldrende og illusionsløse biologilærer Inge Lohmark, der med vekslende motivation og daglige doser af kadaverdisciplin bestræber sig på at banke læren om livet ind i sine delvist frygtsomme, delvist ugidelige elever på en kommuneskole i Forpommern i det tidligere DDR. For Lohmark er biologien langt mere end et fag. Naturvidenskaben – og især naturligvis biologien – er nemlig den altoverskyggende prisme, hvorigennem Lohmark vurderer ethvert af livets fænomener.

I modsætning til historien, psykologien, empatien og kærligheden (»en syg symbiose«) anskuer Lohmark naturens principper som den eneste uantasteligt sande livslære. Eleverne i hendes klasse ser hun derfor på som en artsbestand, bestående af svage og mindre svage individer, varierende fænotyper, der kun ved sjældne lejligheder frembringer bemærkelsesværdige eksemplarer. Af samme grund betragter hun heller ikke elevernes sociale velbefindende som sit ansvar. Gruppeselektionen vil alligevel gøre sit arbejde i udskillelsen af de mindre egnede elementer. Klasselokalets hierarki er kun med til at anskueliggøre lektien om tilpasning som nøglen til overlevelse i livets kaotiske biotop.

Lohmarks liv er selv et stykke tilpasning, der har udmøntet sig i et ufravigeligt undervisningsprincip om ikke at nærme sig eleverne på det følelsesmæssige plan. Det gavner ikke indlæringen, er hendes erfaring. Det er således ikke en særlig sympatisk skildring af den lærerinde, som trods vores adgang til hendes inderste tanker forbliver et mysterium for læseren.

Dømt til undergang

Hendes naturvidenskabelige optik er urokkelig, nærmest fundamentalistisk, og som læser spejder man forgæves efter lærerens egne skjulte lidenskaber og drifter. Hendes ægtemand, som hun betragter med distanceret overbærenhed, fortaber sig i sin hobby med at opdrætte strudse. Kollegerne på lærerværelset kan Lohhmark kun omgås med en blanding af væmmelse og arrogance. En mandlig kollega hænger stadig fast i drømmen om virkelig revolution, mens en bedrøvet billedkunstlærer vækker hendes afsky, da hun på lærerværelset deler personlige detaljer om sit ægteskab. Ingen af de to er i stand til at tilpasse sig forandrede vilkår og forbliver derfor dømt til undergang.

Kun det sporadiske savn af den voksne datter Claudia, der er emigreret til Californien, synes at forlene Inge Lohmark med en flig af menneskelighed, som hun imidlertid selv skyndsomt fortrænger. Og så er der Erika, den tavse, men kønne elev, der synes at udøve en uforklarlig attraktion på den forbenede lærerinde. Heller ikke her lader Lohmark impulserne råde og forbliver dermed en permanent outsider fra det liv, hvis kaotiske meningsløshed hun mener at have gennemskuet.

Det er denne adfærd af nærmest autistisk, måske endda psykopatisk karakter, som Schalansky iscenesætter med stor sproglig præcision. Som læsere venter vi uafladeligt på en katastrofe. Hvornår vil livet vende sig mod dets egen uforsonlige prædikant? Hvordan og hvorfor forhærdelsen af Inge Lohmark indtrådte, lader Schalansky stå ubesvaret. I mindre grad er der tale om en psykologisk roman end en roman, der til tider noget skematisk ønsker at diskutere menneskets dobbelte væsen. Som dyr er vi selv af den natur, som vores forståelse risikerer at distancere os fra. Om Schalansky lægger afstand til darwinismen forbliver usikkert, men at hun ønsker at illustrere biologismens moralske blindhed er der ingen tvivl om.

Allerede i tidligere bøger som Fraktur mon amour, en sekshundrede siders lang kærlighedserklæring til frakturskriften, og Atlas der abgelegenen Insel, eksperimenterede Judith Schalansky med at sidestille billede og skrift. I Giraffens hals lader hun kunstfærdige illustrationer, fra tegninger af gopler af den berømte tyske biolog Ernst Haeckel til plancher med amøber og flagermuseskeletter, stå i kontrast til Inge Lohmarks følelsesforladte og begrebslige syn på verden.Giraffens hals er en iskold og trøstesløs roman med et minimum af konkret handling. Det egentlige drama udspiller sig i Lohmarks indre, der uophørligt kredser og funderer over selve livets former og den uophørlige udvikling af arterne i deres samspil med omgivelserne, der som bekendt også forandrer sig og dermed lader livets fundament forblive ubegribeligt for mennesket, der som bekendt selv er en del af naturen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Judith Schalansky
Oversat af Anette Pedersen
Forlaget Vandkunsten
220 sider
279,95 kroner

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu