Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tro, håb & kærlighed 2012

En mand finder ud af, at vingerne kan bære, selvom han er vingeskudt for altid. En kristen gruppe ånder salmer. Mesteren Sebastians stemme er ved at revne af historie. Og H.C. Andersen huserer hos dem alle
Kultur
15. oktober 2012

Den svære toer er en kliché i musikjournalistik, men den giver virkelig mening i tilfældet Søren Huss. For Oppefra & Ned må virkelig have været en udfordring at forløse.

Hans gribende smukke debut-album Troen & Ingen fra 2010 var et smertensværk om tabet af hans kæreste ved et trafikuheld, som deres datter også blev ramt af, men overlevede. Helt sikkert også ubegribelig svært at få sat på ord og toner på, men – forestiller jeg mig – med sorgbearbejdelsen som turbomotor.

Oppefra & Ned må have været svær på en anden måde. Som efter enhver sorgproces skal livet gå videre. Så hvorhen nu? Well: »Så meget har jeg lært/At når livet bliver svært/Så mærker man sit værd«. Det virker, som om hr. Huss har tabt så meget i sit liv, men også vundet tyngde, dybde, spiritualitet i sit virke – som nu også kan rumme kapitalismekritik, endda med brug af H.C. Andersen: »Den har jo ikke noget tøj på!/Den der isme«.

Den tidligere Saybia-forsanger taber ikke afgørende højde her på sit andet soloalbum.Det lyder snarere som en mand, der finder ud af, at vingerne kan bære, selvom han er vingeskudt for altid. »Tag mig/Jeg er din/Stadig din/Gi’ mig et hjem igen,« som han synger højt i registeret på »Koma«, så det sitrer helt ned i mit tastatur og dundrer i min mave.

Men »Koma« er atypisk. For Huss har – som titlen antyder – fundet en ny lethed, pragmatisme. »Venter jeg natteblind og i stilhed/Så er der ganske enkelt én/Jeg aldrig møder,« lyder det på åbningsnummeret. Som er lidt mere en rockfanfare end moderparten af de mere roligt glødende sange – angelsaksisk rock med farver fra visesang, kammermusik og folkemusik (mandolin, folkens!), der skaber en klangbund af ældre historie. Ja, af et svundet Danmark med god tid.

Og jeg bliver ved at forundres over, hvor godt det danske sprog klæder fynske Søren Huss’ sangstemme, og hvordan han ofte slipper afsted med både tunge metaforer og let dagligsprog (dog gerne med brug af semiotiske judo-tricks). I Saybia foregik det – under voldsomme påvirkninger fra Coldplay og Radiohead – på engelsk, solo kommer man til at tænke på helt andre sangere, danske, fra Erik Grip til Sebastian (som vi vender tilbage til i denne anmeldelse).

Troen har været oppe at vende en del i forhold til Huss. Han er ikke selv kristen, men både tilgivelsen, forsoningen med døden og fornemmelsen af noget – både i musik og tekst – der er vigtigere end dagligdag, tv-pakker og opdateringer er tydeligvis udtryk for en mand i dialog med noget større end i hvert fald individualismen og kapitalismen – eller »frihedskannibalisme«, som han kalder den. Det er eddersprøjteme vigtigt.

Ikke altid friktion nok

Og det kender det kristne soloprojekt Kloster også til. Måske på en mere institutionaliseret, men ikke mindre aktuel facon. »Dagen går på hæld/Herre, slet min gæld!« lyder det på »Hør mig, skaber mild«. Den er oprindelig forfattet i 1208 af Kolbeinn Tumason og er en af ni salmer og en aftensang, som Mikael R. Andreasen har fortolket på sit nye album af samme navn. Salmer forfattet af Grundtvig, Ingemann, Stub og, ja, H.C. Andersen.

Fortolket i et henført stort klangrum gæstet af i alt 26 indie-musikere såsom ligeledes kristne Hymns From Nineveh og RebekkaMaria. I sandhed indie-salmer... Ikke mindst fordi de rolige udforskninger af vores arv vækker mindelser om den mest sakrale shoegazer-rock fra de tidligere 1990’eres England, især fra bandet Slowdive.

Der er bare ikke altid friktion nok i Klosters univers. Der klimpres alt for lyksaligt på guitarerne. Og jeg kan af og til have svært ved at fornemme mennesker i sangene. Når de alle synger med overdreven luft på stemmerne, bliver de aldrig rigtig kødelige – og det kan virke som en begrænset idé om religion, altså rent musikalsk. Sangerne er snarere ånder, der formidler en kulturarv, ja, ånder salmer. Det giver en interessant fornemmelse af lutring, af glødende fryd. Men det blive også tit kedeligt. Fersk. Hvilket i sidste ende gør at jeg ikke bliver anfægtet.

Men rare, det er salmerne da at være i selskab med. Og når de giver mening, så er det, når sangerne får lidt mere krop, som på den mere direkte aftensang, »Nu ebber dagens timer langsomt ud«. Eller når instrumenterne får lov at skabe modsigelser: Tværfløjten, der forlener sin melankoli med Grundtvigs ditto på »Klynke og klage«. Den dissonante elguitar på den smukke forløsning af Grundtvigs »En liden stund«. Eller måden hvorpå et harmonium blæser rugende mystik i fortolkningen af Ingemanns »Fra himlen herrens ånd nedfór«.

En noget ujævn oplevelse

Jeg skal til gengælde love for, at der er et menneske at være i selskab med på Sebastians nye album, I Danmark er jeg født. Historie, giv os historie, klynker mine ører, når jeg hører Sebastians stemme fortælle alt, hvad der er at fortælle om erfaringen, der rider vores sjæle som en stadig dybere ro og vores sangorganer som en rytter af sandpapir.

Den 62-årige sanger går her i brechen for H.C. Andersen. Hele albummet er – gamle og nye, tidligere indspillede og nyindspillede – musikalske og tekstlige fortolkninger af verdensstjernens værk. Og Sebastians covernoter er et forsvar for H.C.A., som han mener led overlast under 200 års-jubilæet.

Hyldesten er dog formet som en kvalitativt noget ujævn plade. Der er nogle ikke særlig gode uptempo og festlige numre, som »Fantasia« og »Anmeldervisen«. Der er en ny blanding af musik fra den uopførte ballet Et Eventyr og Sebastians oplæsning af Den lille pige med svovlstikkerne, hvor musikken kulminerer uheldigt midt i den ensomme dødsstund.

Men Konen med æggene har sin egen bumlende charme, og der er strålende roligere sange som »Kom giv os liv« og »I Danmark er jeg født« fra i år, hvor bandet musicerer som en krystallinsk brise omkring den ædelrustne gallionsfigur.

Og tre, ældre fremragende demoindspilninger: »Femi og stjernerne« har en særligt eventyrlig sebastiansk finurlighed, mens »Det gamle træ« og »Ingen løn men en kejsers tårer« vibrerer smukt af Sebastians ånd fra 1970’erne.

Således kan nationen altså vise sig for en på tre danske plader: I al sin dansksprogede tro, håb og kærlighed – for og til sproget, følelsen, H.C. Andersen, Grundtvig, livet og det, vi har arvet. Og som vi skal være stolte af.

 

Søren Huss: ’Oppefra & Ned’ (Universal Music)

Kloster: ’Ni salmer og en aftensang’ (VME)

Sebastian: ’I Danmark er jeg født’ (Sony Music)

Udkommer alle i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her