Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Vandrehistorier fra fodgængere

En ny litterær tendens lister sig langsomt af sted
En ny litterær tendens lister sig langsomt af sted
Kultur
14. oktober 2012

En meget tidlig morgen i Berlin nogle år tilbage snørede den tyske forfatter Wolfgang Büscher sine vandrestøvler og forlod i al ubemærkethed sin lejlighed i Berlin. Han stoppede først igen tre måneder og 3.500 kilometer senere, da han nåede Den Røde Plads i Moskva. Fodrejsen blev til litteratur i Büschers bog Berlin-Moskva, der sammen med hans senere Tyskland – en rejse markerer foreløbige højdepunkter i en stribe fodrejser, der i de senere år er dukket op i litteraturen.

Så når eventyreren og forfatteren Bjørn Harvig sidst i oktober i bogform spadserer fra Sortehavet til Det Kaspiske Hav i Kaukasus og kildevand. Historier om en rejse til fods, skriver han sig ind i en genre, der synes at være blevet revitaliseret de senere år, hvor mennesker fra nær og fjern nærmest træder hinanden i hælene på traditionsrige vandringer som pilgrimsruten til Santiago de Compostella i det nordlige Spanien, og hvor byvandringen igen er blevet et populært fænomen.

Går på historien

At der er tale om en egentlig litterær tendens, er måske lidt dristigt at påstå, men alene i Danmark har adskillige forfattere begivet sig ud på vejene, i naturen og i byerne til fods. Forrige år var det den danske forfatter Egon Clausen, der begav sig ud på en Fodrejse ad tilgroede spor langs en nedlagt jernbane et sted i Vestjylland. Undervejs taler han med de lokale beboere og bringer deres historier i spil med egnshistoriens dramatiske omformning af landskaberne. Også forfatteren Jeppe Brixvold har været involveret i adskillige vandringer. Sammen med forfatterkollegerne Lars Frost, Pablo Henrik Llambías og Lars Skinnebach tumlede han for godt ti år siden rundt på den jyske hede i St. St. Blichers fodspor. Siden gik også han til Santiago de Compostella og fortsatte til verdens ende ved den spanske vestkyst, hvor melankolien overmandede ham, og han kastede sit fiktive jeg i havet fra klipperne.

Fælles for disse titler er, at de blander den personlige fortælling med den store historie og omdanner det til litteratur. Det er kroppen, der møder naturen, der bliver til skrift. For styrken ved fodrejsen er netop, at Historien bliver konkret, og den vandrende forfatter bliver klar over, at han (for det er stort set kun mænd) bliver fanget i mønstre af historier, fordi han er til stede i verden. Det kan måske lyde ganske vidtløftigt, men ifølge lektor ved Aarhus Universitet Dan Ringgaard, der blandt andet har skrevet bogen Stedsans, kan den litterære tendens ses som en modreaktion mod det, han kalder deterritorialiseringen. Det forhold, at vi i stigende grad oplever verden og historien i virtuelle rum. Det konkrete sted forsvinder ganske enkelt i takt med, at vi hele tiden kan være virtuelt til stede overalt. Og så er der et behov for at finde tilbage. Ikke blot til stedet, men også til den historie, som stedet gemmer på.

Lavt tempo, høj refleksion

Når Wolfgang Büscher går hele vejen rundt langs grænsen til Tyskland, bliver noget så uhåndgribeligt som en nation gjort konkret, ligesom Bjørn Harvigs kommende bog med en vandring gennem Kaukasus bliver til konkrete fortællinger om steder og de mennesker, der bor der. Han går ganske enkelt oven på historien, og på den måde bliver den nærværende og samtidig. En mere ligefrem udlægning af fodrejsens opblomstring er tempoet. I sagens natur går det jo temmelig langsomt, når man kun kan bevæge sig frem ved kroppens egen hjælp. Det går ganske godt i spænd med modefænomener, der kredser om ’slow living’ og Bonderøvens simple liv.

Forestillingen er, at når tempoet er lavt, kommer refleksionen i højsædet. Fodrejsen kan have en meditativ, næsten terapeutisk effekt på vandreren og giver gode betingelser for at tænke.

Sådan er det hos den norske forfatter Tomas Espedal, der i sin bog fra 2007 Gå. Eller kunsten at leve et vildt poetisk og liv har indset vandringens velsignelser og går i dialog med prominente vandrere i litteraturhistorien som Rousseau, Kierkegaard, Rimbaud og Baudelaire, mens han selv er undervejs i Europas byer, på Norges fjelde eller langs strandene i Grækenland. Forbillederne betonede netop, at de fik deres bedste ideer og erkendelser, når de gik til fods. I byen eller i naturen.

Ud for at finde ind

Den stærkt udskældte – men megasælgende – brasilianske forfatter Paulo Coelho har formet sine litterære papmachéfigurer ud i livsvisdommens banaliteter på baggrund af en lang pilgrimstur, der er skildret i bogen Pilgrimsrejsen. Mens den traditionelle pilgrim var på bods- eller takkerejse i forholdet til Gud eller ganske enkelt bare ude på at slippe væk hjemmefra, er den moderne fodrejsende ude i et personligt projekt. For fodrejsen er altid også en personlig rejse. Lidt populært siges det, at man rejser ud for at finde ind til sig selv. Og erkendelsen ligger og venter et helt andet sted, end man havde forestillet sig. Gamle sandheder og både hele og halve klicheer står ofte i kø, når rejsen skal sættes på eksistentiel formel – det er vejen og ikke målet, der er det afgørende, eller vandringen er en sjælens rejse.

Stedernes historie

Ingen af de aktuelle fodrejsebøger forfalder dog til disse udlægninger. For selv om forfatterne alle selv er i centrum for deres vandring, skriver de sig selv ind i stedets historie og er nærværende lige netop der, i stedet for at bruge det som afsæt for personlig udvikling.

Og så må man ikke glemme kroppen. Det er den, der fylder mest, når forfatterne går, selv om den måske ikke er så tydelig i bøgerne.

»Meget af det at gå handler kun om selve gangen. Det er ikke sådan, at jeg får en frygtelig masse tanker, mens jeg går, og hele tiden gør notater og får litterære indfald. For en stor del handler det kun om at gå videre,« sagde Wolfgang Büscher i et interview, da Berlin-Moskva var udkommet på dansk. Og det er heller ikke nødvendigvis en udelt fornøjelse. Det gør jo ondt i fødderne, hvilket også Lars Skinnebach fandt ud af, var drivkraften i Kærlighed til fædrelandet:

»Årh, hvor har jeg fortrudt det her Blicherprojekt og skoene er allerede ubehagelige at gå i. Lars synger, fordi verden ikke rigtig viser ham noget. Du synger for at vise verden at du er her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her