Venlige visitkort

Selv om Super16 kan ses som Den Danske Filmskoles (fattige) lillebror, er den ikke den rebelske af slagsen. Der er dygtighed og et par åbenlyst talentfulde opmærksomhedskrævere blandt den alternative skoles afgangsfilm, mens andet mest er ’fint’ – i ordets fesent-venlige, håndværkskapable forstand
Selv om Super16 kan ses som Den Danske Filmskoles (fattige) lillebror, er den ikke den rebelske af slagsen. Der er dygtighed og et par åbenlyst talentfulde opmærksomhedskrævere blandt den alternative skoles afgangsfilm, mens andet mest er ’fint’ – i ordets fesent-venlige, håndværkskapable forstand
3. oktober 2012

En afgangsfilm er en tveægget satan. For elever på den alternative filmskole Super16 er den sidste mulighed for at skeje eksperimenterende ud med et velestimeret brand i panden: Den Danske Filmskoles (fattige) lillebror. Det rebelske alternativ. Men de udklækkede filmmagere skal også med deres afgangsvisitkort bevise for potentielle arbejdsgivere i den lavpraktiske tv- og filmindustri, at de kan holde stilen, balancere en historie og instruere. Det sidste kan de, viser sjette årgangs film i år. Det første – den lillebroderlige fandenivoldskhed – savner man blandt den artige dygtighed.

Blandt årgangens midtvejsfilm sidste år var den mest frydefulde udskejer instruktør Johan Knattrup Jensen, der med producer Mikkel Kastberg dokudrillede med den hallucinerende (selv)opdagelsesrejse Road To Paradise. Det cool, sorthvide åbningsskud i deres nye, markant anderledes kammerspil Verdenssøn er øjeblikkeligt opmærksomhedskrævende. Filmens vanvids- og kærlighedskraft sitrer faretruende – og stilfuldt filmet af Adam Wallensten – under en ung forfatter og hans kæreste (Iza Mortag Freund – en Anna Karina med Brigitte Bardot-lokker). Til tider er det ømt skrøbeligt, til tider kunstlet teatralsk spillet, men det er konsekvent indtagende, tjekket og smukt. Verdenssøn er også et biografisk testamente – uden at det føles vigtigt for oplevelsen. Hvor Knattrup/Kastberg næste gang bevæger sig hen, er ikke til at ane. Men hen, op, derudad skal makkerparret.

Årgangens anden opmærksomhedskræver, Sven Vinge, viste sig med sin prisvindende midtvejsfilm Ord (rimer på mord) som en syleskarp stilistikker, der også ved sin afgang udnytter kortfilmformatet stramt og begavet. Den malmrosk klingende, erindringsprægede Drengestreger fortæller ømt og indlevende om landsbykedsomhed og den slags mobbende menneskeforagt, som børn ikke selv finder på, men – præcist vist – henter fra voksenomgivelserne.

De fine

Flot eksekveret, rå og følsom, er også Andreas Thaulows Turbo om en ung mands flashback-hjemsøgte samvittighedsjag efter en dyster druknat. Og så er der en håndfuld film, som mest af alt er ’fine’ – i ordets lidt fesent-venlige, håndværkskapable forstand.

Jeanette Nordahl er med Waiting for Phil rykket til Canada i en stemningsfuldt underspillet, men også for langsommeligt drevet sorgfortælling om en huleboersk indadvendt balsamerings-læge, Phil, der mister sin hustru. Instruktør og producer Katja Adomeit har i Little Night Hunter filmet sin velcirkulerede historie om en lille drengs fadersavn i en særlig kulturs ’natterend’ i Buthan, mens Rasmus Kloster Bro i Barvalo skildrer en forfriskende provins- og gamblingvariant af det socialt forråede indvandrermiljø, vi kender fra Gå med fred, Jamil – og med unge Daniel Zarko Boc som et nyt skuespiltalent.

Årgangens to skæverter tæller Christina Christensen, der med Versioner afslutter en kreativ kortfilmtrilogi, der sætter virkelige liv ind i en gøglet, drømmeagtigt stiliseret para(film-)virkelighed. Hovedpersonen (filmens producer, Christina Jul Gregersen) er en kærlighedshungrende narkoleptiker, der zzzzøvndrukkent falder ind og ud af versioner af sig selv. Og mens filmens flakkende klip (jump cuts) til tider føjer til den intenderede forvirring, virker den andre steder klodset. Her er markant stilbevidsthed, men ikke -sikkerhed til helt at overbevise.

Gå amok!

Det samme kan siges om Kristian Sønderbys The Load – et slags eventyr om Den Moderne Mand (utålmodigt stressjaget med 90’er-look), der mod sin vilje konfronteres med skovens dybe (indre) ro. I det tematisk overtydelige, her lidt søgte kortfilmsformat, som alle afgangsfilm artigt holder sig til, savner man den anarkistiske galskab fra Sønderbys (ikke gode, men forfriskende modigt-dårlige) midtvejsfilm, Manden der ønskede sig et spejl.

Fordi: Hvor er mockumentary-eksperimenterne? Hvor er de vilde formater, de rebelske spark fra en filmkravlegård, der blev stiftet som alternativ til en, påstås det, mere reaktionær filmskoleinstitution? (Og hvor er i øvrigt dokumentarfilmene?)

Piveriet mindskes måske til Super16’s premiere i dag, hvor den tidligere Cannes-hyldede Daniel Borgman (næste år spillefilmaktuel med The Weight of Elephants) og producer Mads Damsbo live-opfører deres teatralske filminstallation How To Say Goodbye. Som Damsbo over telefonen forklarede, er det store publikum, som Super16-filmene tiltrækker, og den støtte, de får til afgangsfilmene, en perfekt anledning til at formeksperimentere. Vildt. Og amen for det. Giv branchen en forfriskende patvrider, Super16. Gå amok!

Fie Ørnsøs Imellem Sort & Hvid nåede ikke dvd-udgivelsens deadline.

Der er premiere på Super16’s sjette årgangs afgangsfilm i dag i Empire Bio i København.

 

Mere info her

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Super16 er en foreningsbaseret filmuddannelse i København, grundlagt i 1999 som alternativ til de eksisterende filmskoler. Siden 2011 har skolen årligt optaget seks instruktører, seks producere og fire manuskriptforfattere.

Uddannelsen varer tre år og er struktureret omkring førsteårsfilm, midtvejsfilm og afgangsfilm samt linjeorienteret og fælles undervisning i filmproduktion.

Foruden et lille medlemskontingent finansieres skolen af private bidrag fra filmbranchen, bl.a. Nordisk Film Fonden og Det Obelske Familiefond.

Spillefilminstruktører uddannet på Super16 tæller Christina Rosendahl (’Stjernekigger’ fra 2002, ’Supervoksen’ fra 2006), Carsten Myllerup (tv-serierne ’Anna Pihl’ og ’Sommer, Midsommer’ fra 2004 og ’Oskar og Josefine’ fra 2005), Morten Hartz Kaplers (’AFR’, 2007), Mads Matthiesen (’Ti Timer Til Paradis’, 2012) og Kaspar Munk (’Hold om mig’, 2010), der er biografaktuel med den roste film om ungdom, ’You & Me Forever’ (2012).

Kilde: www.Super16.dk

Forsiden lige nu

  • Den forbandede forbindelse

    Idag slutter fristen for at klage over de miljømæssige konsekvenser af Femernforbindelsen. Lokale aktivister på Femern håber på enten at stoppe den faste forbindelse til Danmark eller i det mindste at drukne den i så mange miljøklager, at byggeriet udsættes i yderligere flere år. Sker det, kan det koste de danske bygherrer kompensationer på op mod 1,8 milliarder kroner
  • I skilsmissesager er kampen mellem mor og far blevet stadig mere radikal de seneste år. Model

    Fars ensomme kamp om børnene

  • Skat skal oprustes med 1000 medarbejdere i 2020 som led i plan, der skal rette op på problemerne i Skat

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu