Læsetid: 2 min.

Vennerne og vejen

Skildringen af det lange tilløb til lynfødslen af den legendariske generationsroman ’On the Road’ har glimrende takter, men beskeden dybde
4. oktober 2012

»I think of Deeeean Moriarty«. Den måde, som skuespilleren Sam Riley siger disse fem ord på til allersidst i filmen, er næsten hele turen værd. På tre sekunder rammes her rent den sans for erotisk rytme, der drev beatpoeternes projekt fremad.

Riley spiller Sal Paradise, beatforfatteren Jack Kerouacs alter ego. Vi er i de tidlige efterkrigsår, og i en af filmens første scener sidder Sal og vennerne på en bar, og beklager sig over, at der ikke sker en skid i samtiden. Det gjorde de så noget ved, og efter nogle år på vejene med sex, stoffer og franske inspirationskilder som Proust og Céline, fandt Kerouac sine noter frem, trykkede det kreative søm i bund og forløste On the Road på rekordtid.

Hul hedonisme

Via især dynamisk klipperytme og ditto kameraføring gør instruktør Walter Salles et behjertet forsøg på at yde forlægget retfærdighed, men han formår alligevel kun i glimt at indfange den desperadoenergi, der banker rundt i kroppen og knoppen på de kommende litterære legender (udover Kerouac også Allen Ginsberg). Navnlig Sal forbliver et noget blegnæbbet bekendtskab.

Det skal med i vurderingen, at der er tale om en notorisk svært filmatisérbar bog, og projektet har da også været undervejs i årtier. Men man havde håbet, at On the Road på sine 137 minutter kunne komme mere i dybden med nogle af de spændende emner, den slår an. Såsom hvide intellektuelles fascination af afro-amerikansk kultur, og spørgsmålet om, hvorvidt beatpoeternes altkneppende muse, den førnævnte Mr. Moriarty, er gak, genial eller begge dele.

Skønt der er smukke kvinder i deres liv – spillet af Kristen Stewart og Kirsten Dunst – er der også homoerotiske gnister mellem Sal og Dean. Han spilles af Garrett Hedlund, og hed i virkeligheden Neal Cassady. Neal/Deans måske mest betydningsladede scene er den, hvor han med frenetisk fremdrift beretter om (endnu) et orgie, for så at løbe tør for fortællegejst før historien har nået sit klimaks. Hedonismesuset nærmer sig tydeligvis sin udløbsdato.

Af andre kvaliteter skal nævnes stemningsfulde totalbilleder af den amerikanske udørk og en generelt spændende periodedetalje: Storbyen Denver fremstår næsten som en mellemting mellem det vilde vest og vores tid. Det ligner et land, som stadig er jomfrueligt nok til at rastløse ildsjæle kan sætte deres aftryk på det.

 

 

On the Road. Instruktion: Walter Salles. Manuskript: José Rivera. Fransk, britisk, amerikansk og brasiliansk (Grand, Dagmar og Empire i København samt fire biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu