Læsetid: 1 min.

Viceværten

25. oktober 2012

Viceværten er et rosværdigt forsøg på at gå planken ud i reaktion mod forsigtig pænhed i dansk film. Et bizart tankeeksperiment om ulækre, halvgamle mandfolk, der frelses og forsones af sex med en levende Lolita-dukke anbragt tavs og tiltrækkende i Farum Midtpunkts forstadslum.

Her tuller Lars Mikkelsen rundt som en forbitret vicevært, men efter noget på den meget dumme med den stærkt retarderede, evigt smilende sex-engel forvandles hans liv, han bliver nyforelsket og får endelig kontakt til sin kriminelle søn.

Provokationen ligger især i opfattelsen af den unge piges funktion som rendyrket kisteglad sex-maskine og katalysator for frustrerede mandfolk samt helbredende helgeninde for kvarterets syge.

Sølet socialrealisme blandes med ren fabel-magi på en måde, der dårligt kan andet end skurre slemt. Men det bør fremhæves, at filmen er bedre, end den lyder.

Instruktøren Katrine Wiedemann har gjort store fremskridt siden den helt mislykkede Fruen på Hamre og skaber med Kim Fupz’ gode replikker mange lune, velturnerede scener, bakket op af et fint hold af skuespillere, deriblandt en suveræn Lars Mikkelsen og en underfundig Nicolaj Kopernikus, der rammer plet med sin taber og pludselig en stor mand i den lokale godhedsindustri.

Viceværten. Instruktion: Katrine Wiedemann. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Dansk (Dagmar, Vester Vov Vov)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu