Læsetid: 6 min.

Man skal altid gå tilbage til en fuser

Center for Vild Analyse leverer et forsvar for en permanent og tøvende revolution. Anliggendet er varmt og smukt, men batter de håbefulde tanker i en verden fuld af ulighed, ufred og ufrihed?
Særklasser kan skabe politiske og sociale forandringer bl.a. gennem demonstrationer. Men er de for flygtige? Arkiv

Særklasser kan skabe politiske og sociale forandringer bl.a. gennem demonstrationer. Men er de for flygtige? Arkiv

Pavel Lara Lozada

6. november 2012

I 1955 nægtede den sorte kvinde Rosa Parks at flytte sig fra sin plads i den ende af bussen, der ellers var forbeholdt hvide passagerer. Modstanden bundede i et dagligt tilbagevendende ubehag og i en opfattelse af, at enhver bør kunne sidde, hvor man vil i bussen. Få år efter havde den amerikanske borgerrettighedsbevægelse ændret verden til ukendelighed. Sæderne blev sat i spil, og der blev åbnet for nye forbindelser mellem mennesker på tværs af farveskel. Det blev helt utænkeligt at tale for særrettigheder for ’whites only’ i det politiske og sociale liv – også langt uden for transportsfæren.

Dengang var det simpelthen blevet for meget for Parks at følge de rigide og diskriminerende regler. Protesten bredte sig overalt i USA, og den sociale, politiske og symbolske orden blev forandret for altid. Ideen tog form i og af en særklasse, hvor en gruppe af individer kom i ’en klasse for sig’. Parks og de medaktionerende opdagede, at de kunne meget mere, end de havde forestillet sig. De begyndte at tænke, stille kritiske spørgsmål og søge svar. Den begyndende revolution dannede en særklasse, der endte med at blive en verdensklasse. En hændelse antændte et civiliserende tøbrud.

Således lyder den opmuntrende og løfterige rammefortælling, der indleder bogen ’Særklasse. Den tøvende revolution’, sendt på gaden af Center for Vild Analyse (CVA), der er blevet en institution i den danske offentlighed. Hver lørdag-søndag kan man sidst i Informations tillæg Moderne Tider nyde deres skæve og begavede analyser af kulturelle og politiske fænomener skrevet efter parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, og oftest med inspiration fra psykoanalysen og filosofien. Siden de fem herrer, der nu toner frem med navns nævnelse, etablerede sig som en gruppe af utæmmede tænkere i omegnen af Aarhus Universitet i august 2006, har de bl.a. vist sig at være storforbrugere af tanker fra Alain Bourdieu, Jacques Rancière, Jean-Paul Sartre, Peter Sloterdijk og ikke mindst af Jacques Lacan og Slavoj Žižek.

Sære og mirakuløse momenter

Normalt forestiller vi os ifølge CVA, at politiske og sociale forandringer skal komme nedefra, oppefra, indefra eller udefra. De fire muligheder kan have en række aktører og løftestænger: Manden på gulvet eller de undertrykte klasser, lederen eller det revolutionære parti, dig selv eller det psykiske apparatur, og endelig kan de steder, vi bor og lever, ændres og forfines, så de ophører med at være ikke-steder. I modsætning til disse lokaliseringsforsøg, fremhæver CVA, at forandringerne kommer ’mellemfra’. Særklassen har ingen fast plads. Det vigtige er ikke, hvor man kommer fra, eller hvem man er. Alle kan være med i særklassen. Det vigtige foregår mellem os i det inter-subjektive. Det er så at sige hændelsen, der hvirvler os ind i et socialt felt båret af og ladet med en ikke-lokalisérbar – eller blot privat – vilje til noget mere, anderledes og ofte ganske ukendt. »Vi kan hvile i vores forskelle og samtidig forstå hinanden,« skriver CVA. Et nyt fællesskab opstår, og begivenheder tager form. Ligheden er en forudsætning for, at det kan ske. Særklasser sker og kan ske igen.

»Særklassens moment er det sære og mirakuløse, der kan ske alle steder og til alle tider.« I et øjeblik samles en gruppe og ændrer på betingelserne for, hvordan mennesker kan mødes og være sammen netop dér. Særklassen »indstifter glæden ved ligheden«. Der tøves. Man kigger på de andre. Og pludselig handler man. De andre tænkte åbenbart noget af det samme som én selv: »Tøven er noget, man kan gøre i fællesskab. Venten derimod er noget, man gør alene.« Det er dumt at bruse frem uden at se sig om og ikke mindst til siden. Fornemmer man, at de andre også er med, står man langt stærkere. Vi’et artikuleres som mere end en sum af adskilte individuelle jeg-atomer.

Yes we can – again and again

Bogen indeholder en hyperaktuel analyse af den særklasse, som Barack Obamas præsidentkampagne i 2008 og den massive folkelige mobilisering genererede. Folkemængden lod sig rive med af Obamas tale og råbte entusiastisk »Yes we can!«. Som bekendt blev han valgt; men sidenhen døde begejstringen, og politikken kom til at minde om business as usual. Det hele lignede mere og mere en fuser. Nu er det så, at CVA opfordrer os til »altid at gå tilbage til en fuser«, dvs. »at genopfinde det frigørende moment af lighed, som udgjorde særklassen. Før den fusede ud, og gentænke det på ny i den situation, man selv står i«.

Drømmen om et radikalt andet politisk system og et meget mere retfærdigt og lighedsorienteret samfund er endnu ikke blevet indfriet. For at en særklasse skal blive til en verdensklasse, kræver det, at en historisk uforløst kraft bliver genvækket, så en fremtid kan gøres mulig. CVA citerer den tyske filosof Walter Benjamin: »Berøres vi ikke af den samme brise, der var blandt det, der kom før os?«

Eller med en anden formulering af CVA og med bogens bærende fortælling in mente: »Rosa Parks levede ikke forgæves.« I vores nutid er vi forpligtet på at fortsætte hendes kamp for at indløse borgerrettighedsbevægelsens ambition »om at skabe frihed og retfærdighed for alle«.

De fem herrer trækker på psykoanalysens opdagelse af det ubevidste. Således hævder de, at mennesket aldrig er eller kan være identisk med sig selv. Vi er i radikal forstand fremmedgjorte for os selv. Det ubevidste findes, og det kan subjektet ikke (be)styre. Der er noget i subjektet, som ikke er subjektet selv, hvilket vil sige, at subjektet er spærret for sig selv. Vi har således aldrig helt styr på, hvad vi tænker, føler, siger eller drømmer. Særklasser sker ikke ved, at hele mennesker bestemmer sig for at mødes og finder ud af, at de passer godt sammen, men derimod ved, »at der er noget, der overgår dem, og som river fat i dem der, hvor de ikke på forhånd er på det rene med det, de er«. Således består særklasser ikke af suveræne fornuftsstyrede subjekter, men snarere af letantændelige, splittede og ikke-identiske mennesker, der uden en fast dagsorden lader sig rive med af en kraft til forandring. Særklassen lader sig slet ikke beskrive eller tænke, før den er sket.

Det er meget muligt, at femkløveret med rette endnu engang likviderer illusionen om det myndige og fornuftige subjekt; men hvordan skulle det kunne lade sig gøre for flygtige særklasser at gøre op med uligheden, ufreden og ufriheden i verden uden at trække på en langsigtet, nogenlunde immun og både argumentativ og emotionelt ladet individuel og kollektiv fornuft. En fornuft, der ikke blot kan vente på, at sær- og verdensklasser opstår spontant, når ellers lige ‘det ubevidste’ måtte tillade det? Hvordan skulle en tøvende revolution kunne ændre på, endsige matche, den dramatiske og skændige ulighed i verden, kapitalismens udbredende udbytningslogik og den anmassende vareliggørelse af viden, natur og socialitet, krigsherrernes forfærdende våben og ditto handlinger, miljøpolitikkens underdrejethed og New Public Management-regimernes vedvarende hærgen? Jeg har stor sympati for den visionære tankekraft, der udgår fra d’herrer; men det forekommer mig, at de er langt bedre til at tænke mikrosocialt og håbsladet end makropolitisk og magtrealistisk.

Ekkoende en elegant formulering fra Lacans berømte 21. seminar ebber bogen ud med en lang meditation over, at »De ikke-duperede tager fejl«. CVA vil nok kalde min kritiske og skeptiske attitude for kynisk, men de positiverende og sympatiske tænkere formår desværre ikke helt at dupere mig til trods for deres hyldest til de elegante og skrøbelige ballettrins muligheder.

At kunne dupere eller ej er én ting, at formå radikalt at forandre den magtfulde samfundsmæssige ufornuft er noget andet og langt mere krævende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Myten om eneren der forandrede verden er en konstruktion også i Rosa Parks tilfælde. Den samme fortælling kunne berettes på mange andre måder og med andre vinkler og perspektiver f.eks. kunne man i stedet for, at fremmane det unikke ved Rosa Parks handling, forklare samme handling ud fra generelle tendenser som kendetegnede tiden. Myten om eneren dækker også automatisk over de tusinder for hvem det aldrig lykkedes og det er denne mytes egentlige ærene, nemlig at tilsløre de faktiske sociale og økonomiske vilkår i verden. Det er en naiv indstilling af alle kan være med i særklassen – spørger man mig, vil jeg sige det er en bunke borgerlig filosofisse som ingen kan bruge til noget!

Michael Kongstad Nielsen

Jeg bryder mig ikke om ordet "særklasse", - der er
noget konkurrencementalitet og noget snobbisme over det. De, der hopper med på vognen, Yes wee can! - heppekoret, som elsker sig selv for at være de forreste til at heppe, at være blandt "særklassen". En aflægger af begrebet "avantgarden".Men i dette tilfælde den lette ende, kan forveksles med "medløberne".

Når man ikke skal gå tilbage til en fuser, er det fordi den alligevel kan sprænge i luften. Idéen er måske meget god, at gå tilbage til Obama, men showet og den nærmest hysteriske begejstring omkring ham, som heppekoret leverede i front, var den egentlige fuser, for opbakningen burde være fulgt op med krav om, at han levede op til forventningerne..

Men når de rette betingelser er tilstede, kan en lille begivenhed sætte bevægelsen igang, som fører til revolution. Det kom i Tunesien, i Egypten, det kan komme i Kina. Men ikke i USA i øjeblikket, dertil er kapitalen og de eksisterende undertrykkelsesmønstre for stærke.

Modmagt er dokumentation af konstante konfronteringer af magten. Latterliggørelsen af magtens metoder er våbenet ...og det vokser sig større og større.

Pussy Riot er et af de seneste eksempler i klasse med Rosa Park. (...dog uden samme umiddelbare politiske succes).

En dag vil autocencuren ala Appel tvinge os til at rundkaste dokumentationen på undergrundsnet ...og så bliver det virkelig morsomt.

Så fik Occupy Wall Street alligevel sin skalp...

...magien hos finansspekulanterne er væk - Mitt Romny tabte i pengenes eget land.

Tillykke.