Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Armener dumpet til jazzeksamen

Tigran Hamasyans danske debut druknede i overdrevet virtuoseri
Kultur
16. november 2012

Den næste Keith Jarrett« markedsførte Jazzhus Montmartre sin tirsdagsgæst som og fulgte dermed trop i forhold til gæsten, den armensk-amerikanske pianist Tigran Hamasyans, pladeselskab og, især, franske tidsskrifter, der har promoveret ham voldsomt. Efter den unge armeniers københavnske debut må man sige, at sammenligningen med Jarrett er en fornærmelse – mod Jarrett. I øvrigt vel også mod Hamasyan selv, for hvorfor skulle man ønske, at han skulle være andet end sig selv?

Bortset fra en pletfri pianistisk teknik, erhvervet gennem langvarig klassisk træning, en interesse for Hamasyans landsmand, komponisten og spiritualisten George Gurdjieff samt en vis forkærlighed for at spille fabulerende over egne impulsive indfald, er der intet, der forbinder Tigran Hamasyan med Jarrett. Først og fremmest er Hamasyans spil totalt forladt af al rytmisk nerve og plasticitet, der gør det umuligt for ham at få sit spil til at udvikle sig organisk. Det stolprede stift af sted domineret af et massiv af klassiske brokker, der væltede frem i uskøn blanding uden at tage specifikke hensyn til naturen i de tematiske forlæg.

Maltrakteringer

Man tør sige, at sjældent i Montmartres nye – og måske heller ikke gamle – historie har man hørt så store maltrakteringer af jazzstandards, som denne aftens »Someday My Prince Will Come« samt – som et græsseligt højdepunkt – første sæts »I Remember You«, som Hamasyan sluttede med en flere minutter lang kadence over de seks toner i temaets tredje- og næstsidste takt, der blev en opvisning i krampagtige banaliteter. Hvis det var lakmusprøven på legitimiteten i at præsentere Hamasyan som jazzmusiker (bemærk kursiv), må man sige: ikke bestået.

Lidt bedre gik det, da Hamasyan i andet sæt i et par titler fik følgeskab af den herboende svenske bassist Lars Danielsson i det, der ellers var en solokoncert. Dog, Hamasyan forrådte allerede efter få takter både det yndefulde og det snurrige i Danielssons lille semi-vals »Orange Market« – hvad han faktisk ikke gør på en cd-indspilning af samme i Danielssons navn og med en lidt større besætning.

Live-situationen (og, hvem ved, måske også de tilstedeværende armenieres hyldest af ham som en stjerne) var altså nok til at få Hamasyan til at ofre frit strømmende melodisk substans på alteret for hæmningsløst virtuoseri, og det smittede faktisk også af på aftenens mange stykker, der havde armensk, modal, spirituel/elegisk folketone som udgangspunkt. De fik et forceret præg, både fordi Hamasyan ikke kunne vente med, også med brug af elektronik, at udstyre dem med indfald, der kunne være klæbrige, lidt Mompou’ske eller mere kontant modernistiske. Ingen musik fik denne aften lov at leve på egne betingelser, kun på Hamasyans – og han havde fuld fart frem.

 

Tigran Hamasyan & Lars Danielsson. Montmartre tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frans Grandjean

Larsen maltrakterer fremragende Tigran for at maltraktere:
Jeg havde nær tabt både morgenkrydder og skuffen, da jeg læste Peter H. Larsens anmeldelse af Tigran Hamasyans og Lars Danielssons optræden på Montmatre i tirsdags. Selv havde jeg en fuldstændig fantastisk aften og at dømme efter ansigtsudtryk og bifald gjaldt det også de øvrige publikummer til den næsten udsolgte koncert.
Larsen lægger ikke fingre imellem, kalder Tigran ”dumpet” og den ofte fremførte sammenligning med Keith Jarrett for ”en fornærmelse”, hvilket bliver garneret med stribevis af andre nedladende betegnelser – ”det stolprede stift af sted (…) i en uskøn blanding”.
Om det virkelig er Tigran, der har givet Larsen anledning til selv at maltraktere den unge armenske musiker, må stå hen i det uvisse.
Men Informations læsere har krav på at læse andre vurderinger af denne aldeles fremragende pianist. Fx anmeldte engelske The Guardian i søndags en tilsvarende koncert i Londons Wigmore Hall tidligere på ugen, hvor Tigran var en del af London Jazz Festival (www.londonjazzfestival.org.uk )
Anmelder John Lewis giver Tigran fire ud af fem stjerner – og sammenligner Tigran med netop Keith Jarrett plus Liszt og Bartok (http://www.guardian.co.uk/music/2012/nov/11/london-jazz-festival-tigran-... ). Lewis kalder den selv samme Tigran for det modsatte af Larsen, fx ”wunderkind” med en ”sparkling right hand”, hvor ”other musicians would be wise to take note.”
Jeg kan kun opfordre Informations læsere til at konsumere Larsen skriverier med tonsvis af salt inden for rækkevidde.
Frans Grandjean, 2100 København Ø