Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Blodige julefilm

En miniguide til obskure og alternative julefilm – fra det makabre over det mystificerende til det hjertevarmende ubehjælpsomme
Gys. Én efter én myrdes en gruppe canadiske studiner i gyseren ’Black Christmas’ fra 1974, som har en vis filmhistorisk signifikans. Den er nemlig – ifølge nogle – den første såkaldte slasher-film. Her er det et billede fra 2006-genindspilningen af filmen.

Gys. Én efter én myrdes en gruppe canadiske studiner i gyseren ’Black Christmas’ fra 1974, som har en vis filmhistorisk signifikans. Den er nemlig – ifølge nogle – den første såkaldte slasher-film. Her er det et billede fra 2006-genindspilningen af filmen.

Fra filmen

Kultur
29. november 2012

I de senere år har anti-julefilm som Bad Santa og Rare Exports fundet et publikum. Men også meget længere tilbage i filmhistorien er den sædvanligvis så hyggelige højtid blevet skildret på utraditionelle måder.

»Når du ser et stjerneskud, så ser julen blodig ud.«

Således lyder den inciterende slaglinje til gyseren Black Christmas fra 1974, som faktisk har en vis filmhistorisk signifikans. Den er nemlig ifølge nogle den første såkaldte slasher-film og var fire år senere en af inspirationskilderne til John Carpenters Halloween, som skulle blive langt mere kendt.

I centrum af Black Christmas er en gruppe canadiske studiner, og filmen har bestemt et strejf af den konservative moraliseren, man finder i flere senere slasher-film. En midaldrende kvinde bemærker, at pigerne »ville bolle det skæve tårn i Pisa, hvis de kunne«, og den mindst ladylike af dem har formastet sig til at pynte sin julekrans med miniaturesprutflasker. Næppe tilfældigt dræber morderen hende med en fallosformet genstand i en seng, der sikkert har set sin fair share af uforpligtende og alkoholomtåget seksuelt samkvem. Også størrelser som pejse og ildragere, som vi normalt forbinder med julehygge, forekommer her i nye, skumle sammenhænge.

Keepin’ it kosher

Amerikanske jøder af hankøn har ikke ry for at være streetwise badasses, men det gør The Hebrew Hammer fra 2003 noget ved. Der er tale om en parodi på både blaxploitation-genren og film noir-konventioner, idet titelpersonen (en velcastet Adam Goldberg) er en sexy-hårdkogt, ortodoksjødisk privatdetektiv, hvis verbale arsenal rummer sager som »Shabbat shalom, motherfuckers!«

Da julemandens psykopatiske søn Damian kupper sin velpolstrede kendisfar ved at vende hans egne rensdyr imod ham (!), er vor helt den eneste, der kan redde den jødiske lysfest hanukkah fra at blive udslettet af ikkejødernes mere kommercielt slagkraftige højtid.

Et afgørende punkt i Damians diabolske plan er at omvende jødiske børn via gratis videoeksemplarer af juleklassikeren Det er herligt at leve, der som bekendt har den vel nok ultimative WASP-type Jimmy Stewart i hovedrollen.

The Hebrew Hammer er en bumlende blanding af begavet jødisk selvironi, latrinære tåbeligheder og spøjse visuelle detaljer, som nu den guld-Uzi, vor hårdtslående hovedperson bærer i en kæde om halsen. Ved billetlugerne gik filmen ned som en cementfyldt zeppeliner, hvilket kan undre, når den tilmed rummer en sort dværg, som – flankeret af ludere og iført et nydeligt grønt nissekostume – taler supersvedig afro-amerikansk slang.

Knaldrød nemesis

Science fiction-filmen Christmas on Mars (2008) er skabt af rockgruppen The Flaming Lips og er så sær og psykedelisk, at den nok primært er for fanskaren. Blandt de kuriøse visuelle indslag skal nævnes et julemandskostumeklædt lig stivnet i en groteskkomisk positur og det betydningsladede stednavn »Bethlehem« skrevet med kæmpebogstaver i den industrielle og radikalt ikke-hyggelige Stencil-skrifttype.

Vi bliver på den røde planet og i science fiction-genren: Santa Claus Conquers the Martians er fra 1964 og falder i »So bad it’s good«-kategorien. Præmissen er, at børnene på Mars længe er blevet nægtet en barndom, som vi kender den, og nu så småt har fået nok. For at afværge et generationsopgør beslutter de voksne marsmænd at slå et smut forbi jorden og kidnappe julemanden.

Marsmændene ligner blot homo sapiens med tåbelige hovedbeklædninger, skuespillet er stift, dialogen kluntet som Bambi på isen og scenografien bedårende uoverbevisende.

Fjollet plot

Meget større er de filmkunstneriske kvaliteter ikke i den minimalistisk betitlede Santa Claus (1959), der hidrører fra Mexico og ligeledes byder på et fjollet plot: Titelfiguren, der har base i det ydre rum, er oppe imod en rød djævel, som på Lucifers ordre skal få børn til at begå onde gerninger. Gæt selv, hvem der vinder.

Alle de nævnte (mak)værker kan fås på dvd eller findes på YouTube.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Nielsen

En nyere af slagsen er den finske "Rare Exports" http://www.youtube.com/watch?v=9RQlikX4vvw

Anders Sørensen

Du sprang første linje af artiklen over?