Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Djævelen og vidunderet i Chicago

Erik Larson gør det igen og igen. Skriver vidunderlige romaner bygget på den skinbarlige virkelighed. Der i øvrigt er rigeligt oprivende. Hans bestseller fra 2003, ’Djævelen i Den Hvide By’ er endelig udkommet på dansk, og den tegner på en gang et storslået og mørkt tidsbillede af starten på det moderne Amerika
Kultur
9. november 2012

Der er mange gode grunde til, at Erik Larson er USA’s bedst sælgende drama-dokumentariske forfatter.

Først og fremmest er der hans enestående evne til i et dramatisk og smukt sprog at fusionere historieskrivning med fiktion på dokumentarens præmisser. Der er således intet i fortællingen, der ikke har fundet sted i virkeligheden, uanset at hans bøger læses som romaner.

Dernæst er der det faktum, at det er ham alt om at gøre – som han ved flere lejligheder har fortalt ovenstående anmelder – at hans værker ikke bare fungerer som spændende historielæsning, men at de også er solidt funderede i egen research.

Således ynder han at besøge alle kildesamlinger, biblioteker og eventuelle interviewofre personligt. Han benytter sig hverken af internet-research eller af andenhåndskilder. Ej heller af assistenter eller studerende til at gøre det hårde arbejde for sig.

Det giver hans udgivelser en særlig prægnans. I Ondskabens Have om den amerikanske ambassadør Dodd og dennes familie i Hitlers Berlin, der udkom i foråret på dansk, og Djævelen i Den Hvide By, der nu også er udkommet her i landet på det lille kvalitetsforlag Turbulenz, har i samlet syv år ligget på New York Times’ bestsellerlister.

To fikspunkter

Djævelen i Den Hvide By handler om to »dramatiske begivenheder, der faldt sammen både tidsmæssigt og geografisk« i slutningen af forrige århundrede. De to fikspunkter er Verdensudstillingen i Chicago i 1893 og fremkomsten af Amerikas første moderne seriemorder i form af dr. Henry H. Holmes, som benyttede messen til at operere under dække af hoteldrift. Holmes, som var uddannet læge, byggede op til udstillingen et veritabelt Ondskabens Hotel, komplet med gaskammer, grave, operationsstue, krematorium og andre faciliteter, hvor han ombragte, torterede og endelig begravede adskillige, dog ikke alle, sine ofre, der mestendels var yngre kvinder, men som over en årrække også inkluderede et antal mænd, og – næsten ubærligt at læse om – et antal små børn, som disses forældre intetanende havde overladt i psykopatens varetægt.

Elegant

Larson hopper i sin 437 sider lange tekst elegant frem og tilbage i perspektiv mellem verdensudstillingens storslåede arkitektoniske bedrifter, som fremviste noget af det ypperligste ingeniørkunst, datiden havde set, og så Holmes’ uhyrlige, dødelige planer. Men det er ikke kun perspektivet, der skifter undervejs. Det gør fortællevinklen og tidsformerne også. Og Larson skriver vidunderligt (her taget fra den engelske udgave): »Holmes tilbad Chicago, han elskede, hvordan røgen og larmen formåede at indhylle en kvinde og skjule enhver antydning af, at hun nogensinde havde eksisteret, måske bortset fra papirtynde spor af parfume midt i stanken af møg, antracit og forrådnelse.«

Mange lag, der taler sammen

Resultatet er en dynamisk og alarmerende bog med et drive og en fortælling, der gør den svær at lægge fra sig. Larson fortæller på den ene side historien om seriemorderen som en kuldslået krimi, hvor forbryderen til sidst får sin straf – opklaringsarbejdet var også det største stykke detektivarbejde, som USA nogen sinde havde set, og jagten på morderen fyldte i årevis i spalterne i datidens aviser. Men samtidig fortæller han et væld af andre historier f.eks. om den eskalerende industrialisering, om USA’s rolle i verden, om økonomi, arkitektur og om kvindernes begyndende emancipation – en udvikling, som Holmes benyttede sig af med tragisk udfald for de kvinder, han mødte. Det var historisk helt nyt, at enlige kvinder rejste rundt uden ledsagelse af en mand, men uheldigvis for dem, Holmes mødte, stødte de altså ind i en psykopatisk drabsmand.

Pariserhjul og store oste

Og parallelt med beretningen om verdensudstillingens tilblivelse og seriemorderens onde gerninger kaster Larson generøst underholdende detaljer ud til sin læser. Messens besøgende fik tilbudt smagsprøver fra en 22.000 pund tung ost, ligesom verdens første pariserhjul og Chicagos første mavedanser også figurerede blandt udstillingens tilbud – om end bordet »Ferrishjulet« ikke fungerer på dansk. Det er det engelske udtryk, og i det hele taget gør den danske oversættelse ikke Larsons elegante engelske mange tjenester.

Men uanset oversættelsen, så fungerer den grundlæggende idé. Under et møde i New York for nylig sagde Larson til denne anmelder, at han var fascineret af tanken om, at noget af det »skønneste og noget af det mest frygtelige« kunne udspille sig samtidig og på samme sted, og at ambitionen med bogen var at forbinde de to ting »som en metafor for de kræfter, der kom til at forme det 20. århundrede: en tidsalder med monumentale tekniske præstationer og en samtidig uudgrundelig ondskab«. Den kulturhistoriske ambition er indfriet, og danske Larson-fans kan roligt købe ind til de tidlige julegaver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her