Læsetid: 4 min.

Elektrosakramenter og klangkatedraler

Der bliver hældt liv i computerne som aldrig før, og det skaber nye former for blues og gospel og nærvær i elektronisk musik. Også fra nogle af de største britiske udøvere.
Sangene på Hot Chips nye album ‘In Our‘ Heads‘ er mestendels fabelagtigt saliggørende uden helt at slippe håndbremsen. Pr-

Sangene på Hot Chips nye album ‘In Our‘ Heads‘ er mestendels fabelagtigt saliggørende uden helt at slippe håndbremsen. Pr-

Steve Gullick

28. november 2012

Det er ikke folkekirken, man træder ind i, når den britiske kvintet Hot Chip slår dørene op til deres spirituelle musik. Men det kan minde om det. Det er i hvert fald et rum for troskab og fællessang. Og et rum for kropslighed. Og sakramentet fejres ikke i kirken, men i klubber og til raves, det findes programmeret i fire årtiers elektronisk musikarv.

Fra discoens tilgang til kroppens sensualitet som en koreograferet ekstase over house-musikkens mere rent hedonistiske lyst til electronicaens muligheder for at skabe nye forestillinger og fantasier og udfrielser. Alt sammen med et spirituelt potentiale, som Hot Chip i hvert fald over deres seneste udgivelser har stræbt efter. Og fundet.

»A church is not for praying/It’s for celebrating the light that bleeds through the pain.«

Deres femte og fremragende album In Our Heads er gennemvævet af klubmusikalske, elektroniske referencer, der får gruppen til at virke mere lystig og legende og frit fabulerende end tidligere. Fra »Motion Sickness«, der både leger med acid house-forskruede basgange. Mens »How Do You Do?« leger med technopop, der kan minde om Yazoo.

»Night and Day« lyder lidt som en lysten opdatering og en kæk videreudvikling af belgiske Technotronics hip-house-prototype »Pump Up The Jam«. Og en af mine favoritter »Ends Of The Earth« åbner med en smukt changerende synth-arpeggio, der virker inspireret af The Knife.

Sangene er mestendels fabelagtigt saliggørende uden helt at slippe håndbremsen, en form for stiff upper lip-gospel – og måske derfor så tiltrækkende for en middelklassedreng som undertegnede med en vestsjællandsk opdragelse og en løbende diskussion med de protestantiske rødder. Denne kropslige stivhed, denne besværede hedonisme finder et smukt glødende og kærligt blødgørende soundtrack i In Our Heads.

På en mere olm dag kunne man også kalde Hot Chip for grandpa house, altså dansevenlige oder til det satte liv, en form for sofa-ekstase. I hvert fald hyldes tosomheden (deres forrige album hed One Life Stand), og man kan finde lamme tekster som

»When you wake me in the morning/That is my favourite thing.«

In Our Heads giver os en sindig dansemusik, som vist ikke kan fornærme nogen. Men i denne anmelders ører er den samtidig så sygeligt beåndet og velgørende, at det ville være noget pjat at lade sig skræmme af den ro, som emmer fra albummet. Og med en fabelagtig forsanger som Alexis Taylor ved mikrofonen, ser jeg ingen grund til at rynke på næsen af det, der lyder som en accept af tilværelsen.

Strøm til musikken

Engelske Radioheads Thom Yorke er også en fabelagtig forsanger. Siden 2000 har han sunget i karambolage med elektronikken. Da det skete for første gang, blev der ikke skreget »Judas«, som der gjorde mange år tidligere, da Dylan satte strøm til.

Men bagstræberiske rockister – såsom Nick Hornby – udtrykte deres væmmelse ved, at et band med så store spirituelle kvaliteter gik om bord i noget så koldt og dødt som elektronik.

Dén diskussion er heldigvis for længst død, ikke mindst takket være Radiohead og en hel generation af rockmusiker, der som det mest naturlige inkluderer laptoppen i deres udtryk.

Nå, men Thom Yorke er i gang med et nyt band, britisk-amerikanske Atoms For Peace, og dets nye single Default er endnu et smukt eksempel på at man kan fortælle om sine personlige problemer, mens man er viklet ind i maskiner. Faktisk med samme effekt som mange gode rocksange: Som om instrumenterne muliggør bekendelserne, at de både rytmisk og harmonisk og melodisk animerer til at lade ordene flyde.

Her: »The will is strong/But the flesh is weak/Guess that’s it/I’ve made my bed/And I’m lying in it.«

Default er en dunkel, sitrende, boblende, kølig elektronisk perle, der lover godt for Atom For Peaces kommende album. Også selvom det her på singlen kan være svært at høre, at bandet ud over Yorke består af Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea, Radiohead/Beck/McCartney-produceren Nigel Goodrich på guitar, multiinstrumentalisten Mauro Refosco og percussionisten Joey Waronker (okay, han kan måske anes).

Os og teknologien

Men sådan går det jo nogle gange, når maskiner byder sig til: De tager over. Men skaber i processen nye rum for vores skrøbelige kroppe og følelser – og åbner dermed for en diskussion om forholdet mellem os og teknologien. Og dén bør aldrig gå i stå.

Det har Londons dubstep-mester William Bevan alias Burial (som Yorke helt sikkert er fan af) sikret fra begyndelsen af sit forunderlige virke. Med sine verdener af fremskrevet forfald og fremtidsblues har han været en både uhyggelig og inderlig udforsker af elektronikkens psyko-akustiske geografier.

Det sker ikke mindst fordi, sangstemmerne i disse klanglige post-civilisationer synes at optræde i genfærdsagtige former: I en stærkt stilskabende manipulering af r&b- og soulvokaler, der løsriver stemmerne fra kroppene, giver dem en fornemmelse af dødens resignation, men også noget serafisk, drømmende.

I hvert fald er det her fraværet af genkendelig menneskelighed, der får en til at være en nærværende lytter.

Den opererer Burial stadig med på sin seneste, strålende ep, den tre numre og over en halv time lange Kindred, hvor metronomiske techno-beats, eurodance-arpeggio og enkle klaverfigurer kommer ind og diskuterer med de synkoperede rytmer og manipulerede klange.

Der er således blevet plads til genkendelige akustiske rum, simulerede hjerteslag og popkultur. Men det er stadig umiskendeligt Burials helt egen dystre klangkatedral, vi befinder os i. Og dén kan være svær at forlade i al sin gruopvækkende skønhed.

 

Hot Chip: In Our Heads (Domino/Playground)

Atoms For Peace: Default (single)(XL Recordings/hørt på YouTube)

Burial: Kindred EP (Hyperdub/download)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

uhh!

må indrømme at hver gang i laver en musik anmeldelse I indformation sidder jeg og basker med vingerne.

afligevel kan jeg lade være med at slubre de brugte fraser i mig i den som regel, super velskrevene artikel samtidig med jeg bare ryster på hovedet, i uenighed. Burial laver som udgangs punkt ikke dub-step,. da det rent rytmisk læner sig meget mere og af "garage" og "house" elementer. I nævner heller ikke den sang Burial har rmxèt af Thom York (Thom Yorke - And It Rained All Night (Burial Remix))
Ikke at forglemme Bjørk har brudt alle de musiske former med sit udspil her i 2012 der hedder "Björk - Biophilia Remixes"