Læsetid: 4 min.

Forføreren, ægtemanden og ofret

Dostojevskij som tragikomisk fortæller
30. november 2012

Skriveskolernes gængse råd til forfatterspirer går ud på, at de skal ’vise, ikke fortælle’. Det er imidlertid frydefuldt, når realismens store fortællere kaster sig ud i omfattende beskrivelser af deres figurer, hvis indre og ydre særpræg lægges frem i farverige detaljer, som kun den suveræne fantasi kender til, og fra hvilke stofdepoter deres handlinger så udspringer. Derefter kan en i enhver henseende så alvidende fortæller som Dostojevskij gerne træde et par skridt tilbage og puffe sine skikkelser på scenen og ind i diverse konflikter, så at de kan tale deres egen sag i vidtløftige skænderier og lidenskabelige fortalelser eller gensidige forsikringer. Det er ekspositionen og den videre struktur og komposition, der kalder konklusionen frem, ikke en stillingtagen eller moralsk vurdering fra forfatterens side.

Polyfon eller dialogisk skrivemåde kaldes den metode, som Dostojevskij er berømt for, og som fejrer en triumf i hans lille, intense roman fra 1870, skrevet mellem de store romaner, lige efter Forbrydelse og straf og Idioten. Selv om den drejer sig om to mænds opgør, hedder den – måske som en reminiscens af forfatterens egen bitre erfaring – Den evige ægtemand. En tematitel, der med god grund allerede antyder karakteren af komedie. Med en klang af Molière. Dens sytten replikstærke kapitler med vejledende overskrifter ligner da også akter eller scener med overskrifter som de tre sidste, der som kulmination lyder: ’Opgøret’, ’Analysen’ og ’Den evige ægtemand’. ’Hanrejen og Forføreren’ kunne være et andet bud på figurkonstellationen, den magtkamp, som her er tilrettelagt med Petersborg og omegn som sommervarm kulisse. Den sprogligt krævende russiske sfære virker godt gengivet på dansk i Ole Husted Jensens nyoversættelse.

Mandskrise

Den 40-årige Veltjaninov er en ganske velhavende lediggænger, der befinder sig i en nervøs krisetilstand, indviklet i en truende retsstrid. Lettere derangeret er han og lidt faldet ud af det elegante selskabsliv, som han ellers har excelleret i med sine forførende egenskaber. Hans »manerer var selv nu utvungne, selvsikre, ja, ligefrem elegante trods hans vel-erhvervede oppustethed. Og selv nu var han opfyldt af den mest urokkelige, uforskammede, verdensmandsagtige selvbevidsthed, som han muligvis selv ikke engang anede omfanget af, på trods af at han ikke blot var et forstandigt menneske, men undertiden ligefrem skarpsindig, nærmest kultiveret og med ubetvivleligt gode evner«. Det kommer nu på en eller flere prøver.

En nat ved tretiden invaderes hans midlertidige lejlighed af en stærkt beruset fremmed, iført hat med sørgebind. Veltjaninov har flere gange bemærket ham med dette udstyr i gadebilledet og genkender ham nu pludselig som en gammel ven, han for en halv snes år siden boede hos i byen T. Denne Trusotskij anede og alligevel ikke, at Veltjaninov havde et lidenskabeligt erotisk forhold til hans hustru Natalja. Det havde stået på et år, hvorefter den selvrådige kvinde just på højdepunktet afskedigede ham til fordel for flere følgende elskere, mener han, men med den begrundelse, at hun var gravid. Trusotskijs ærinde er at meddele, at hans ærbare hustru er afgået ved døden, og at han har sin niårige datter Liza med her til byen, en syg og forsømt pige. Og dermed sættes en dobbelt række minder i gang.

Så udspiller sig den første af et antal vanvittige samtaler mellem de to mænd, fulde af halvkvædede viser, insinuationer, hadefulde aggressioner og sentimentale udbrud med et vidt register af raseri, vold, smerter, sygdom, druk, medynk, jalousi, rollespil i lange baner. Det særlige i dialogen er underteksten, den uudtalte viden eller uvidenhed om tingene, som de gensidigt svarer på med andre ord i et temperamentsfuldt mummespil, der veksler mellem spot og venskabserklæringer og efterhånden klæder dem grundigt af i storladen ynkelighed. Bogstaveligt og voldeligt. Som et kampens offer dør den unge Liza midt i det hele i tvivlen om, hvem der er far til hende.

Forføreren

Nu har Trusotskij også et andet ærinde. Han tror selv, at han er forlovet med en sekstenårig gymnasiepige, og trygler Veltjaninov om at tage med på besøg på hendes forældres landsted. Og det bliver en rædselsfuld dag, hvor hans forføreriske ven tager hele billedet og ganske charmerer denne Nadja og hendes søstre, veninder og familie. De leger bl.a. skjul, naturligvis, hvor Trusotskij naivt gemmer sig på pulterkammeret og de straks låser ham inde, så han kan sidde og kukkelure, mens vennen udfolder sig med klaverspil og romancesang og får til opgave at tilbagelevere et smykke, som Nadja har fået påtvunget. Yderligere dukker dagen efter en flabet ung mand op og håner truende den forsmåede bejler, da han selv hævder at have patent på Nadja. Ydmygelserne synes uden ende. Opgøret mellem de to mænd afklares i et sceneri to år senere på en jernbanestation, mens mindet om den tredje part, barnet Liza, må hænge som en skyldbyrde over dem begge. Det kaster også tragediens lys over den groteske komedie med dens uimodståelige kvaliteter og stilistiske raffinementer, skarpe som den barberkniv, der optræder som en livsfarlig rekvisit i det petersborgske drama.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu