Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Genboer i nød

Vita Andersens nye roman ’Sig det ikke til nogen’ er en modig, skånselsløst smuk beretning om at overleve det værste på den værste måde
Kultur
9. november 2012
Vita Andersens nye roman ’Sig det ikke til nogen’ er en modig, skånselsløst smuk beretning om at overleve det værste på den værste måde

Vita Andersen har helt sin egen stemme i dansk litteratur. Sætningerne står åbne som sår, og for hendes personer er psykisk smerte et næsten fysisk vilkår, som korte ben eller en grim næse. Man lever med det og ved, at det ikke kan være anderledes.

Sådan er det også for de to kvindelige hovedpersoner i Andersens aktuelle roman, Sig det ikke til nogen. Claire og Laura er genboer i et pænt kvarter på Østerbro. En aften ser fotografen Claire ud gennem vinduet kokken Laura få bank af sin mand, Simon. Claire kan ikke nære sig for at tage billeder af det spændende motiv, og tilmed begynder hun at belure og stalke Laura med sit kamera, på gaden og ind ad vinduerne i restauranten, hvor Laura arbejder. Projektet skal genoplive Claires karriere som kunstfotograf, mens hun supplerer indtægterne ved at gøre rent i kontorlandskaber tre aftener om ugen.

Vita Andersens nye roman Sig det ikke til nogen fletter de to genboers liv sammen, mens begges tilværelse går i opløsning. Laura prøver at gøre den psykisk skrøbelige Simon tilpas med delikatesser, som hun stjæler på sit job, men forgæves. Simon er advokat, flot og tjekket, bortset fra at han kommer i klammeri med kunder og klienter. Vreden går ud over Laura, der flytter på krisecenter.

»Sikkerhed i dette liv, det fik hun kun ved at blive hos ham,« ræsonnerer Laura, efter at Simon har ladet hunden spore hende gennem byen, har slæbt hende hjem i bevidstløs tilstand og har låst hende inde i badeværelset i adskillige døgn.

Claire lever en tilsyneladende harmonisk middelklassetilværelse med arkitekten Adam og datteren Zarah på 15 år. Men Zarah er et grænseoverskridende barn, der bager utvetydigt på stedfar Adam. Præcis som Laura er Claire nemlig ude af stand til at sætte grænser. I sin angst for at støde datteren fra sig, er det præcis, hvad hun gør. Eller snarere, hun tillader, at datteren tramper på hende, uden at se at pigen hamrer de samme stiletter gennem sin egen selvrespekt. Claire ved også, at hun i høj grad skylder Zarah sin tidligere succes, da Zarah som lille pige grinende poserede i mors tøj på en række præmierede fotografier. Og kan hun så stille krav?!

De to kvindeliv er med andre ord fulde af vaskeægte Andersen’sk smerte og selvoptagethed. Begge kvinder er besat af drømmen om social tryghed, og sluger mange ydmygelser for den helt rigtige espressomaskine og en sexet mandlig beskytter, fordi de i bund og grund er usikre på de sociale spilleregler. Som Laura på et tidspunkt tænker om sine kolleger:

»Laura havde det som hun førte en samtale med en sko, en opvaskemaskine, et køleskab. De havde ikke noget fælles sprog.«

Både Laura og Claire søger et sprog for deres følelser, men finder det ikke. Ingen af dem bliver klogere, og det falder dem aldrig ind at tage andre mennesker så alvorligt, at de kan overleve med kærligheden i behold. I stedet oplever de en sær masochistisk fryd over at få ret i de katastrofescenarier, de hele tiden har set for sig.

Bogen ender så galt som det kan gå – eller? Claires fotografier kan bruges som bevismateriale for Laura, der omsider samler mod til at afslutte forholdet til Simon. Hvordan det foregår, er noget af det mest sindsoprivende, jeg mindes i dansk prosa, men fortalt med så cool en humor, at man næsten kommer i tvivl, om man nu har læst rigtigt. Lad det blot være sagt, at Laura får brug for sin kokke-ekspertise.

Vita Andersen er en sjælden og uundværlig stemme i dansk litteratur. I 1970’erne blev hun sammenlignet med Tove Ditlevsen, og den forbindelse ser jeg stadig. Ingen anden nulevende dansk forfatter har Andersens evne til at vise de blodige spor af ren overlevelse, om nødvendigt på andres bekostning. Hun er minken i litteraturens hønsegård, en stille dræber, der afslører middelklassens blide værdier som et overskudsfænomen, ikke alle har råd til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her