Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Mine glade dage i flygtningelejren

Som niårig kom den palæstinensiskfødte filminstruktør Mahdi Fleifel til Danmark sammen med sine forældre. Sine sommerferier tilbragte han dog hos venner og familie i en flygtningelejr i Libanon. I den både morsomme og bevægende ’A World Not Ours’ – der i aften kan ses på CPH:DOX – fortæller Mahdi Fleifel om den mere end 60 år gamle lejr og om sin bedstefar, onkel og bedste ven, som stadig bor i den
Familie. Instruktøren Mahdi Fleifel tilbragte de fleste af sine sommerferier i en flygtningelejr, der nok var et mærkeligt sted, men for ham også var et paradis, fuld af eventyr og glade dage. Manden på stolen i midten er  Mahdi Fleifels, far. Her er omgivet af familien.

Familie. Instruktøren Mahdi Fleifel tilbragte de fleste af sine sommerferier i en flygtningelejr, der nok var et mærkeligt sted, men for ham også var et paradis, fuld af eventyr og glade dage. Manden på stolen i midten er Mahdi Fleifels, far. Her er omgivet af familien.

Kultur
8. november 2012

»Jeg tror virkelig ikke, at jeg havde noget valg,« siger Mahdi Fleifel og stikker mig et af de brede smil, den 33-årige filminstruktør synes at have mange af.

»Når jeg ser tilbage, har det hele tiden været meningen, at jeg skulle lave den her film. Helt tilbage fra før jeg selv var bevidst om det.«

De første år af sit liv boede Mahdi Fleifel i Dubai sammen med sin mor, far og bror. Da han var ni, kom familien til Danmark. Og de seneste 10 år har han boet, studeret og arbejdet i England. Nu har han så lavet dokumentarfilmen A World Not Ours om den enorme flygtningelejr Ain el-Helweh der siden staten Israels oprettelse i 1948 har ligget i Libanon og i dag huser mere end 70.000 stats- og rettighedsløse palæstinensere, blandt andre Mahdi Fleifels bedstefar og onkel og instruktørens bedste ven, Abu Iyad.

Et mærkeligt sted

Som barn tilbragte Mahdi Fleifel de fleste af sine sommerferier i lejren, der nok var et mærkeligt sted, men for ham også var et paradis, fuldt af eventyr og glade dage.

»Det var et sted, vi tog tilbage til hver sommer,« siger han.

»’Er det vores hjemland? Vi er palæstinensere, er det Palæstina?’ ’Nej, det er Libanon, men de folk, der bor her, er palæstinensere.’ Det var rodet og forvirrende, og det var bare en ting, vi gjorde, indtil jeg kom til Danmark, hvor det blev endnu mere mærkeligt. Når mine klassekammerater tog på sommerferie, tog jeg derned. Og når jeg så kom hjem og skulle fortælle dem om det her sted, var det vildt svært. De kunne ikke forstå, hvad jeg snakkede om, og jeg kunne ikke forstå, at de ikke kunne forstå, hvad jeg snakkede om. ’En flygtningelejr? Er det ligesom i Sydamerika?’ ’Nej, nej, det er slet ikke ...’ ’Det lyder da vildt sørgeligt.’ ’Nej, det er det bedste sted i verden, og jeg løber rundt i bare tæer og klatrer i figentræer. Det er vildt sjovt.’ Jeg kæmpede med at forklare dem det. Og når jeg kom hjem til Danmark efter ferien, blev alting pludselig kedeligt. Nu skulle jeg til at bestille tid for at lege med Lars efter skole. ’Du er nødt til at tage hjem nu. Du kan ikke spise med, for vi har ikke planlagt det.’ Den kultur kendte jeg slet ikke. I lejren legede vi bare og spiste med hos hinanden. Det var kaotisk, men havde en befriende harmoni over sig.«

En nødvendig historie

Op gennem Mahdi Fleifels teenageår blev det hele en smule mere kompliceret, når de naturlige spørgsmål om identitet og tilhørsforhold meldte sig, og han samtidig i gymnasiet blev undervist i Anden Verdenskrig, og alle hans kammerater syntes, at det da var rimeligt, at jøderne fik deres eget land.

»Men det har altså betydet, at min bedstefar har boet i en flygtningelejer lige siden. Det kunne jeg aldrig forklare. Det har betydet, at jeg har en del familiemedlemmer og venner, som ikke er lige så privilegerede som mig og ikke har fået lov til at komme her og studere, og som stadigvæk er dernede. Jeg kan kun se dem, hvis jeg tager derned. De kan ikke rejse nogen steder. Efterhånden blev det sådan lidt, at ’jeg kan da ikke dø uden at have fortalt nogen om det her. Så har jeg forrådt mig selv.’ Så bliver det nærmest en byrde, der hænger på én. ’Hvis jeg ikke fortæller det her, hvem kommer så til det?’«

Sjovt, politisk, dynamisk

Mahdi Fleifel er uddannet fiktionsinstruktør på filmskole i England, og det var aldrig meningen, at han ville lave en dokumentarfilm. Til at begynde med prøvede han da også – inspireret af den amerikanske filminstruktør Spike Lees Do the Right Thing, der handler om raceuro i Brooklyn en hed sommerdag – at skrive en spillefilm, der foregik i flygtningelejren.

»Do the Right Thing-filmen gav mig virkelig lyst til at lave film. Jeg ville gerne lave det samme som ham: Sjovt og politisk og dynamisk,« siger han.

Mahdi Fleifel kunne bare ikke få historien til at fungere, og i 2010 besøgte han lejren i den hensigt at ville lave en kortfilm. Den blev dog heller ikke til noget, men ideen til dokumentarfilmen manifesterede sig, og de mange timers filmet research med familie og venner fra flygtningelejren blev til A World Not Ours, hvor instruktøren fortæller den på én gang personlige, universelle, morsomme og tragiske historie om sin barndom i lejren, og hvordan han som voksen oplevede den helt anderledes og så, hvilke konsekvenser det udsigtsløse lejrliv har fået for beboerne, ikke mindst Mahdi Fleifels onkel og bedste ven. »Processen var ret organisk« siger Mahdi Fleifel, der i 2009 blev færdig på filmskolen.

»Jeg føler virkelig, at det er blevet den film, jeg gerne ville lave. Jeg lærte meget om mig selv rent personligt og kreativt – hvad det vil sige at lave film. Jeg føler, at jeg blev unplugged som en musiker. Det var virkelig et onemanband. Det var mig og et kamera, og jeg tænkte: ’Nu går jeg bare til den, og så må vi se, om jeg virkelig kan fortælle en historie.’«

Gal med film

A World Not Ours er en morsom og varm film, og i stedet for for eksempel at bruge arabisk musik ledsaget af en salvelsesfuld fortællestemme, har Mahdi Fleifel grebet udtrykket og tonen i filmen mere humørfyldt og lidt usædvanligt an. Musikken er hentet fra blandt andet Woody Allens film og tv-serien Mine glade 60’ere, og Fleifel, der selv agerer fortæller på engelsk – det er jo også hans historie – taler med amerikansk accent.

»Min far var helt gal med film,« siger han.

»Jeg så alt. Som femårig havde jeg set Jaws og Terminator og alle mulige kupfilm. Jeg kan ikke huske titlerne på dem, men jeg kan se billederne for mig. Noget af det første, min far lærte mig, var, hvordan jeg kunne kopiere fra tv til videomaskine. Allerede som femårig kunne jeg finde ud af alle de her maskiner. Det var det eneste, jeg lavede efter skoletid i Dubai, det var min hobby. Man kunne ikke rigtig andet. Folk boede i de her aircondition-bobler, og det var for varmt til at lege udenfor. Det var Eddie Murphy og Pacino, der lærte mig engelsk. Folk undrer sig, når de hører mig tale: ’Are you American? Canadian?’ ’Nej, jeg er faktisk palæstinenser, og jeg har boet i England i 10 år.’«

Magien kommer frem

Film er en livsstil for Mahdi Fleifel, og det var naturligt for ham at vælge musik fra sine yndlingsfilm til lydsporet på A World Not Ours.

»For eksempel fra Radio Days af Woody Allen og fra tv-serien Mine glade 60’ere. Jeg ser min film som et langt afsnit af Mine glade 60’ere. Det var en af de første ting, jeg sagde til min klipper. Den serie var en af de første ting, jeg så på tv, da jeg kom til Danmark. Vi fik et sommerhus i Dronningmølle efter Sandholmlejren, og der var ikke en skid at lave. Vi kendte ikke nogen. Men der var Mine glade 60’ere i fjernsynet, og det var en verden, jeg ... jeg levede for den her serie. Jeg ville være fortælleren, jeg ville være Kevin Arnold. Og så kom det helt naturligt, at jeg lod mig inspirere, da jeg skulle fortælle min egen historie.«

Instruktøren kalder også A World Not Ours en mytologisk film.

»Der sker noget, når man begynder at se en virkelighed, man kender, gennem et kamera. Det bliver noget andet, det antager en form. ’Det er min bedstefar, men det er også en 82-årig mand, der i 60 år har levet i en flygtningelejr.’ Jeg begyndte at se ham på en anden måde. ’Det her er min rigtig gode barndomsven, men takket være filmens form, bliver han også en person i en historie.’ Når man sætter et kamera mellem sig selv og virkeligheden, kommer magien frem. Jeg ser ikke A World Not Ours som en dokumentarfilm. Det er en historie. Jeg er historiefortæller, og så bruger jeg det værktøj, jeg har til rådighed.«

 

 

A World Not Ours kan i aften ses på CPH:DOX. Spilletid og -sted på www.cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

FANTASTISK DOKUMENTAR. SE DEN!