Læsetid: 11 min.

Guds vagabond

Så er Eik Skaløes korte, tragiske liv blevet blotlagt i biografisk form. Han blev kun 25 år og efterlod sig kun et værk, Steppeulvenes ene lp, ’HIP’. På over 300 sider parafraserer journalisten Jan Poulsen samvittighedsfuldt, minutiøst og sprogligt slapt ikonets liv. Hvorfor vi til gengæld causerer lidt over biografien som sådan
Steppeulvene. Forfatter Jan Poulsen har skrevet en biografi om Eik Skaløe, og det kunne der snildt være kommet et mesterværk ud af, for Skaløe bar på rigtig mange niveauer tidsånden i sig. Her er Steppeulvene samlet i 1967. Fra venstre er det Preben Devantier, Eik Skaløe, Stig Møller og Søren Seirup.

Steppeulvene. Forfatter Jan Poulsen har skrevet en biografi om Eik Skaløe, og det kunne der snildt være kommet et mesterværk ud af, for Skaløe bar på rigtig mange niveauer tidsånden i sig. Her er Steppeulvene samlet i 1967. Fra venstre er det Preben Devantier, Eik Skaløe, Stig Møller og Søren Seirup.

9. november 2012

I novembernummeret af det engelske musikmagasin Mojo er der noget så sjældent som et interview med den nordirske sanger og sangskriver Van Morrison. I sig selv lidt af en sensation, thi denne 67-årige stjerne er kendt for sin modvillige – grænsende til det fjendtlige – holdning til pressen i alle dens former, med et ganske særligt had til det særegne felt, man måske tør kalde musikjournalistik. Han stiller med andre ord nødigt op og stikker slet, slet ikke for op bollemælk. Han har ned gennem årene drevet mangen en velmenende bladsmører til grådens rand med mutte enstavelsessvar og pludselige forsvindingsnumre, hvis han overhovedet gider møde frem. Hvilket givetvis har været med til at øge mystikken omkring ham, og på ingen måde synes at have skadet hans karriere. For i hans optik giver det ikke mening, at en musikers sange og plader skulle give anledning til interesse for hans personlighed, motiver eller mentale tilstand, da han skrev den ene eller den anden sang. Musikken taler for sig selv. Ikke sandt?

I nævnte interview spørger han retorisk Mojo’s udsendte: »Why would you talk about your private life? Does a carpenter? Does a plumber? Do you?« Udover at den tømrer, der kommer her i huset og reparerer ting i ny og næ, taler (upassende) meget om sit privatliv, rammer Van Morrison her ned i en central diskussion, der givetvis er pågået, siden man begyndte at skrive hhv. biografier og selvbiografier, i denne forbindelse primært om og af (rock) kunstnere – er der som sådan en sammenhæng mellem privatsfæren og det skabende menneske, mellem personen og værket? Øger det vores forståelse for et givet værk at vide, at ophavspersonen på daværende tidspunkt led af dysenteri, lå i skilsmisse for tredje gang, levede af hostemedicin og leverpostejmadder samt i øvrigt lige havde vundet 19.500 i lotto? Selvfølgelig, vil nogen sige. Overhovedet ikke, lyder det fra andre. Vi ved således f.eks. ikke synderlig meget (nok?) om, hvordan der så ud i privaten hjemme hos koryfæer som Homer og Shakespeare, men deres værker har ikke desto mindre formået at klare tidens tand uden alle mulige mere eller mindre lommefilosofiske og/eller dybdeborende psykologiske biografier, ligesom ingen af dem har oplyst verden om deres kostvaner, litterære påvirkninger, seksuelle tilbøjeligheder, barndomstraumer, yndlingsbeskæftigelser eller foretrukne rusmidler. Det har til gengæld givet lidt mere plads til værket, hvilket næppe er en dårlig ting.

Mens jernet er varmt

Hvad angår selvbiografien kan jeg tydeligt huske, hvorledes min lærer i det ærværdige fag oldtidskundskab i sin tid på Vesterbro Statskursus kaldte Julius Cæsars Gallerkrigene for »en lang reklamepamflet for ophavsmanden«. Og sådan er det såmænd også med de fleste biografier, man falder over, den skrivendes udgangspunkt er gerne en blanding af ukritisk begejstring for værket og en næsten religiøs benovelse over skaberen. Men man skal som erfaren læser ikke ret mange sider ind i et sådant værk, før man kan lugte, hvor det bærer hen og så kan man jo med god ret rette opmærksomheden mod noget andet; fugletræk, f.eks. – eller kogekunst, hvad ved jeg. Dette gælder ikke mindst inden for rock- og popkulturen, hvor der ofte skal smedes, mens jernet er varmt (dvs. mens subjektets popularitet stadig holder og derfor står som garant for et vist salg af makværket), ja, det er ikke for meget at påstå, at der decideret spekuleres i det.

Ikke desto mindre har så mange skarpe penne og hjerner været indover rockkulturen, at der efterhånden findes et pænt bibliotek af mere end læseværdige værker om såvel større som mindre koryfæer, nogle faktisk så gode at de på et niveau er mindst lige så meget kunstværker som de selvsamme, de beskriver. De bedste af slagsen perspektiverer værket og illuminerer personen og finder/skaber forbindelser mellem de to, der øger indsigt og forståelse for førstnævnte. Samt sætter det ind i nogle kontekster, såvel historiske som kunstneriske, der lader én forstå noget om samspillet mellem individet, vedkommendes samtidige samt det samfund og den historie, der danner bagtæppe for den beskrevne skæbne. Og som selvfølgelig er blændende skrevet og også gerne vender alting på hovedet, tager et rask opgør med vanetænkning og anviser nye veje ind og ud af værket. Er det for meget forlangt? Hvis da ikke bare man får en gang veloplagt og ringe dokumenteret smuds fra rock’n’roll-Babylon. Det kan såmænd også have sin berettigelse. Personligt bæller jeg gerne den slags i mig på en regnfuld mandag, det kan jo ikke alt sammen foregå på de høje nagler, ind i mellem må der være plads til det frivole for nu ikke at sige fjollede. Det er trods alt only rock’n’roll, som Stones sang engang i 1970’erne.

Der er så en bestemt type musiker, der tiltrækker folk med skrivekløe, kærlighed til rock’n’roll og trang til at omsætte samme til ord; den ’litterært’ (ja, anførselstegn fordi de pågældende som regel ikke kommer fra hverken poesi eller litteratur, men bare formår at skrive tekster – gode tekster, altså) orienterede sangersangskrivere fra Bob Dylan, Leonard Cohen, Joni Mitchell og Neil Young over David Bowie, Patti Smith, David Byrne og Tom Waits til PJ Harvey, Elliott Smith, Tori Amos og Rufus Wainwright har en særlig tiltrækning på den verbalt orienterede musikentusiast; man bør blot aldrig glemme, at hvis deres musik var crap, ville der ikke være nogen grund whatsoever til at beskæftige sig med dem. Samt at også en størrelse som Lady Gaga pr. definition er en art sangersangskriver, så feltet er slet ikke spor snævert.

Vi er i showbiz, for pokker da

De seneste par år har nogle af rockens måske allermest nøje beskrevne hovednavne så udsendt selvbiografier, og selvom f.eks. Dylans Chronicles (Volume 1, jo vist, men lad os nu se om der kommer flere!) fra 2004 omgår ’sandheden’ lemfældigt, er den stadig noget af det mest underholdende og illuminerende, man kan læse om manden. Mens Patti Smiths Just Kids fra 2010 i dén grad er med til at nuancere billedet af såvel kunstneren som mennesket. Hvor samme års Life fra Stones-guitaristen Keith Richards kun yderligere cementerede hans image som en grundlæggende hyggelig fyr, der trods livets op- og nedture havde bevaret et optimistisk livssyn og sansen for den gode (løgne) historie. Der som bekendt altid slår den kedelige sandhed med 100 længder, når vi nu er i showbiz, for pokker da. Sandheden lader vi politiet om at finde frem til, for hulen da.

Herhjemme har vi så ikke ret mange rockkunstnere på niveau med de nævnte, mestendels fordi genren trods sin stadigt stigende internationalisering altså udgår fra den engelsktalende verden, hvor den også både undfangedes og fandt sine mange udtryksformer. Med undtagelse af en håndfuld, der har skabt et originalt udtryk ved at benytte modersmålet som sangsprog – Gasolin, C.V. Jørgensen, Sebastian, Jens Unmack og ganske få andre – er vi aldrig rigtig kommet over eftersnakkeriet herhjemme. Nogle ganske få bands (såsom Savage Rose, Sort Sol og Efterklang) har momentvist vist sig i stand til at skabe en identificerbar stil og få sig et vist renommé i udlandet, men størst hul igennem har altså bubblegum-gruppen Aqua fået, hvad enten De bryder Dem om det eller ej. Men skulle man forsøge at fastnagle det tidspunkt, hvor dansk rock ligesom lagde kopimanien til side og forsøgte at finde et nutidigt og selvstændigt udtryk, er det svært at komme udenom syrebeatgruppen Steppeulvene, hvis eneste lp HIP fra det herrens år 1967 godt nok på det voldsomste gennemsyres af inspirationen fra Bob Dylan, men via den tidligt afdøde forsanger Eik Skaløes frodige, viltre og originale sprogbegavelse alligevel blev noget ganske unikt og aldrig hørt før, og pladen har stadig en særlig position inden for det relativt smalle felt, der hedder uomgængelige dansk (sproged)e albums. Men herregud, er i alt otte sange på en enkelt lp og et aldrig klarlagt (om end voldsomt myteomspundet) selvmord i Indien i en alder af 25 nok til et digert værk på 320 sider om benævnte Skaløe? Ja. Og nej.

Det korte af det lange er, at et sådant har journalisten og forfatteren Jan Poulsen nu altså begået under titlen Eik Skaløe. Spejder og steppeulv. Det kunne der snildt være kommet et mesterværk ud af, for Skaløe bar på rigtig mange niveauer den del af tidsånden i sig, som i kølvandet på det af højkonjunkturen skabte ungdomsoprør, valgte euforiens vej, og hvis aktører af samme årsag kom så grumme galt af sted. Derudover var han en voldsomt brevskrivende kosmopolit, der som så mange andre udforskede det såkaldte Hippie Trail, hvis endemål var det forjættede Nepal. Det skader ikke sagen, at han til det sidste gik med en uforløst digter/forfatter/journalist i maven, var et topbegavet nervemenneske og at hans transformation fra entusiastisk læsehest og drengespejder til en godt nok hip, men i sidste ende også dybt tragisk eufoman også bærer en hel generations historie i sig. Ikke at disse aspekter forløses i bogen, som hele vejen igennem nægter at løfte sig fra det jævne, men i hænderne på en mere visionær og velskrivende biograf kunne dette have udviklet sig til af de uhyggeligt få læseværdige danske rockbiografier i omløb.

Sober og solidarisk

Nuvel, bogens forfatter, Jan Poulsen (født 1962), er ingen novice udi biografiens kunst; han lagde ud for 10 år siden med den grundigt researchede, men stilistisk set lidet ophidsende Under en Sort Sol. Fra Pisserenden til Statens Museum for Kunst, hvor han redegjorde for rockgruppens Sort Sols karriere, som han i øvrigt havde fulgt på første hånd. Værket er fremragende i detaljen og helt uundværlig i kategorien ’Hvornår var det nu, det var?’, men i øvrigt svært at blive ophidset over på grund af ophavsmandens elementært manglende sans for skrivekunstens discipliner; hans bibliotekarsjæl gennemlyste bogens fladtrådte prosa og var en lang forspildt chance. I 2006 udgav han en mindst lige så grundig og knastør biografi om David Bowie, Station til station, men det var med Something Rotten! Punk i Danmark. Maleri, musik og litteratur Poulsen i 2010 med ét for alvor viste tænder. Og klasse.

Grunden til værkets succes skal søges i metoden, thi Poulsen (som selv var en del af bevægelsen og derfor fik god adgang til epokens shakers and movers) havde interviewet en ordentlig røvfuld af scenens hovedpersoner. Plus et par bipersoner. I dybden, vel at mærke. Jo, jo, der var et par udeladelsessynder, men det mener jeg nu, er den skrivendes ret; det var og blev et miljø, hvor meget stærke følelser regerede, og her blev grundlagt livslange venskaber såvel som det modsatte. Genistregen bestod i Poulsens kæmpemæssige redigeringsarbejde, hvor han skrev sig selv ud af teksten og udelukkende lod de involverede komme til orde. Resultatet blev den til dato bedste bog om det æstetiske oprør, der fandt sted i årene 1977-1985, et essentielt skrift, der overskred grænserne for sit tema og som stort set ville kunne læses af enhver med blot den mindste smule interesse for såvel tidsperioden som kunsthistorie (og rock) i øvrigt. Om end der sikkert skal googles lidt, for et egentligt noteapparat findes ikke. Det skader heller ikke, hvis læseren holder af en god røverhistorie, for dem er værket proppet med. Det er både underholdende og oplysende og der er tryk på det sproglige, de fleste af bogens stemmer har noget at sige og et sprog at have det i.

Hvilket bringer os til Jan Poulsens Eik Skaløe. Spejder og steppeulv. 320 tætte sider om alle tiders største danske rockikon. Jeg kan rigtig godt lide, at Poulsen er så både sober og solidarisk med såvel sit subjekt som de mange samtidsvidner, der er indforskrevet og hvis formuleringer, som gengivet i bogen, man kan være bombesikker på er gengivet med næsten pinagtig akkuratesse. Igen viser Poulsen flair for at lade folk tale med egen stemme og lader derfor skægge, personlige formuleringer stå uden at forsøge at rette dem til kedeligt og journalistisk korrekt normaldansk. Vidneudsagnene og de mange, mange citater fra Skaløes umådeligt omfattende korrespondance med både familie, kæresten Iben og udvalgte venner er med til at give bogen drive og mening. Jeg vil forsigtigt (velvidende hvor stort et arbejde, det er) mene, at bogen ville have fået langt større vingefang, hvis historien som i Something Rotten! var blevet lagt ud til samtidsvidnerne – godt nok med det aber dabei, at næsten alle Skaløes stof- og rejsekammerater altså er døde.

Lær Eiks mor at kende

Men det er den ikke. Den er tværtimod skrevet som en sprogligt flad referatstil af Skaløes liv, der parafraseres ned til mindste detalje. Sober, jo. Spændende, nej. Poulsens leverpostejsprosa løfter sig på intet tidspunkt bare i nærheden af hverken subjekt eller epoke og der findes ingen sproglig kliché for træt eller slidt til ikke at kunne finde et trygt hjem i bogens pauvre vokabularium. Jeg arbejdede mig troligt igennem værket, for såvel Skaløe og Steppeulvene som tidsepoken interesserer mig, og på grund af Poulsens omhyggelige og troværdige research fik jeg svar på mange spørgsmål, der har naget mig. Og jeg lærte også Eiks mor Ruth at kende og kom til at holde af hende lige såvel som kæresten Iben, idet de to udgør hovedvidnerne til hhv. spejderen (den unge Skaløe brugte 10 år af sin barn- og ungdom som spejder) og steppeulven i fuld vigør og frit fald. Det er i øvrigt Skaløe selv, som i et brev døber sig »guds vagabond«, men spørgsmålet er vitterligt, om fanden ikke havde en finger med i spillet?

Jeg ville også nødig være foruden mange af de oplysninger, der findes i bogen, som hører hjemme i reolen ved siden af samme forfatters bog om Sort Sol, thi heri kan man finde en masse troværdige facts og havde vi talt opslagsværk, ville der ikke kunne sættes en finger derpå. Men desværre ejer værket hverken sproglig nerve, intellektuel veloplagthed, kunstnerisk indsigt eller overraskende perspektiveringer. Overhovedet. Hvilket er synd og skam, når nu både forlag (udstyret er smukt og billedsiden uangribelig) og forfatter har lagt så meget i, hvad der burde være det definitive værk om denne sære og tragiske figur, hvis lillebitte produktion stadigvæk fylder så meget i landskabet. En trist og spildt chance.

Eik Skaløe. Spejder og steppeulv af Jan Poulsen, Gyldendal, 320 sider, 349,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu