Læsetid: 3 min.

Hübbe i Disneyland

Balletten om tempeldanserinden er en teknisk sejr for Den Kgl. Ballet. Men Nikolaj Hübbe kan ikke få den svage historie i Petipas blæreklassiker til at blive nærværende
Dansen for Den Blå Gud var et af de heldige indslag i Nikolaj Hübbes ellers problematiske ’La Bayadère’. Her danset muskelfirkantet flot af Jon Axel Fransson.

Dansen for Den Blå Gud var et af de heldige indslag i Nikolaj Hübbes ellers problematiske ’La Bayadère’. Her danset muskelfirkantet flot af Jon Axel Fransson.

Costin Radu

13. november 2012

En bayadere er en tempeldanserinde. I den storslåede balletklassiker fra 1877 ruller bayaderen godt nok med navlen, men hun vil hellere gå i døden end at opgive sit livs kærlighed og tvinges til at gifte sig med en mand, hun ikke elsker.

Det er denne lidt aparte fortælling, som Nikolaj Hübbe har kastet sig over i Den Kgl. Ballets nye udstyrsstykke – en russisk overdådighedsballet, som Makarova og Nurejev ellers har gjort til deres pragtpræstationer i Vesten.

Lykkeligvis er La Bayadère blevet en teknisk sejr for korpsdanserne på Kgs. Nytorv. Ved premieren i lørdags stod alle 24 danserinder med strakte ben højt i luften en mindre evighed i andenakten efter deres famøse rampebalancer. Og mandsdanserne drejede luftture, som gjaldt det deres liv; smile gjorde de ikke, men rundt kom de. Også selv om tempoet svingede en del i den finske Anu Talis ellers ferme direktion af Minkus’ tjubangmusik for Det Kgl. Kapel.

Strittende ribben

Alligevel virker La Bayadère som en tam forestilling. Førsteakten er klart bedst. Her er eksotiske mindelser om Bournonvilles Basra-ballet Abdallah – med fine mimescener, som Nikolaj Hübbe har overført fra Sylfiden og Napoli. Men dansescenerne i andenakten og tredjeakten drejer sig selv svimle i udvendighed. Alt er så postuleret. Og det er ærgerligt, for Alban Lendorf springer så rovdyrhøjt og lander så poteblødt, at man stirrer på ham, som om han var en vandspejling i tempeldanserindens land.

Bayaderen blev danset af den teknisk avancerede J’aime Crandall. Det ser ud, som om hun hænger i en usynlig tråd, når hun drejer piruetter – så fuldkommen lodret holder hun sig. Men dramatisk og erotisk er hun en ret bleg scenepersonlighed. Desuden syner hendes mikroskopiske krop ikke af meget i Richard Hudsons uklædelige mavedanserindedragt, der lader hvert eneste af hendes strittende ribben komme til syne helt op til under armhulen. Mærkelig æstetik.

Pink parodi

Det samme kan siges om Hudsons scenografi. Hvor Jens-Jacob Worsaaes scenografi til Abdallah var inspireret af de solblegede farver i Mellemøsten, så har Hudson ladet sig imponere af skrigfarverne i Disneyland. Her rimer pink på parodi …

Ballettens bedste historie ligger faktisk gemt i en bramins stormende, men uigengældte forelskelse i bayaderen. Ved premieren dansede Mads Blangstrup denne muskelmand med soltintet overkrop, så hormonerne dirrede på balkonerne – og så Alban Lendorfs ikke helt så sixpacktætte torso vitterlig fik konkurrence.

Jón Axel Fransson fuldendte machobilledet med sin firkantede styrkedans i rollen som selvlysende Blå Gud. Men derudover var det kun de ’tre skygger’ – trekløveret af solodanserinderne Gudrun Bojesen, Gitte Lindstrøm og Amy Watson – der med hver deres sublime frasering gav forestillingen uimodståelige strejf af henåndet poesi og urimelig skønhed.

Hane eller tiger

Den Kgl. Ballet løfter sig i teknisk niveau under Hübbe. Men hvor hans og Sorella Englunds iscenesættelse af Et Folkesagn til Mia Stensgaards grå-sorte scenografi var et banebrydende Bournonville-bidrag, er hans og den Bolshoi-uddannede Eva Draws La Bayadère blot en nydelig Petipa-kopi.

Da Alexei Ratmansky skabte Den Gyldne Hane til Den Kgl. Ballet i september, var det en historisk verdenskreation over Fokines ballet – ret så russisk og mimespunden, men med en umiskendelig trinoriginalitet. Hübbes trin er blot efterligninger af Petipas.

Forhåbentlig vil forestillingen både løfte sig og samle sig. Ved de kommende opførelser alternerer de udpræget dramatiske og sensuelle danserinder Gudrun Bojesen og Gitte Lindstrøm som bayaderen, hvilket unægtelig lyder lovende. For det kan godt være, at La Bayadère byder på både helstegt tiger og spadserende elefant. Men uden erotik bliver der altså ingen tempeldans.

 

La Bayadère. Koreografi: Marius Petipa samt udvalgte danse af Nikolaj Hübbe og Eva Draw. Musik: Ludwig Minkus. Scenografi: Richard Hudson. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe og Eva Draw. Dirigent: Anu Tali. Den Kgl. Ballet på Gamle Scene. Kr. 740-95. Til den 15. marts. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu