Læsetid: 4 min.

Ideologkritik, død og faderopgør

I sit andet perverst underholdende filmiske foredrag dissekerer Slavoj Zizžek ideologiens væsen, chilenske ’The Last Station’ fører os billedskønt ind i dødens mørke venteværelse, mens den svenske instruktør Martin Widerberg pendulerer narcissistisk mellem faderopgør og sønnesvigt. Det er tre af de hundrede gode grunde, der er til at se flere film på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX
Endestation. Gennem lange, billedskønne plateauer – sarte, mørke og med mindelser om Vilhelm Hammershøis rygvendte eksistenser i trist, gråt lys – følger vi livet for en håndfuld gamle på et chilensk plejehjem i filmen ’The Last Station’.

Endestation. Gennem lange, billedskønne plateauer – sarte, mørke og med mindelser om Vilhelm Hammershøis rygvendte eksistenser i trist, gråt lys – følger vi livet for en håndfuld gamle på et chilensk plejehjem i filmen ’The Last Station’.

8. november 2012

Hvad laver den let kluntede, slovenske filosof Slavoj ŽZižzek i en båd en frosttåget nat, omgivet af kuldestivnede lig? Hvad fabler han om blot et stenkast fra overklassepigen Rose, der til underklassedrengen Jack i katastrofeklassikeren Titanic siger: »I’ll never let go, I promise,« før hun så netop lader ham glide ned på havets grumsede bund?

ZŽizžek, aktuel i en ny film på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, demonstrerer en basal pointe om ideologi. Naturligvis. Ideologi er ifølge hans kritiske, aldrig svargivende, virke en tom beholder, åben for alle typer meningsdannelse. Og det er denne overfladiske mening, i Titanic iscenesat som klasseskelsoverskridende kærlighed, som man skal vende om og kritisere. Rose giver jo netop slip på den fattige dreng. Den slags populærkulturelt eksemplificeret kritik bedriver han som ingen anden i intellektualismens historie – og på film gør han det på en perverst underholdende og selvinvesteret måde, som bringer hans marxistisk og psykoanalytisk inspirerede teori ud til flere.

Som en formidlingskunstens antitese til DR2’s tørre, akademiske foredragsrække, Danskernes Akademi, er britiske Sophie Fiennes farverige dokumentarfilm The Pervert’s Guide to Ideology hermed en værdig, omend i formgrebet identisk opfølger til hendes og ŽZizžeks filmiske foredrag, The Pervert’s Guide to Cinema. Hvor denne i 2006 dissekerede Hollywoodfilm ved hjælp af moderne psykoanalyse med eksemplificerende filmklip og i fjollede, rekonstruerede kulisser, går ZŽižzek på den anden side af kapitalismens krise til de store religiøse og politiske ideologier i det 20. århundrede og nu.

Starbucks og Breivik

Titanic-analysen er en af de klareste i det to timer og 16 minutter (rigeligt) lange filmforedrag: Den naive fremstilling af ond, kold overklasse versus livsglad underklasse er ifølge Žižek latterlig »Hollywood-marxisme«. Og på et dybere niveau giver filmens katastrofe – Jack, der dør, mens kærligheden (derfor) vil vare for evigt – anledning til, at overklasse-Rose suger tom livsbekræftelse ud af den romantiserede fattige: God tur ned, Jack.

Den amerikanske kaffebarskæde Starbucks står som et, for Žižekianere velkendt, eksempel på senkapitalismens smarte logik: Før skulle vi sone med velgørenhed for vores forbrug. Nu soner vi samtidig med forbruget, og fordi vi sipper dyr Fairtrade-kaffe. Beethovens 9. symfoni brugt i A Clockwork Orange, fremlægges overbevisende som et typisk tomt ideologisk tegn, der forekommer i et utal af politiske, helt modsatrettede, sammenhænge. Og så videre, videre, Breivik, Batman, Kinder Æg og videre.

Trods det rappe eksempelbombardement er The Pervert’s Guide to Ideology, fordøjet i én kæmpe mundfuld. Tung kost, men den er stærk som en øvelse i at skærpe blikket for films ideologiske underlag og paradokser – inklusive den geniale underholdningsfilosofs egen perverst tilfredsstillende entertainment-værdi.

Far har far er søn

Og så – uden ZŽižzek elegante spring fra den ene film til den anden:

I et gammelt tv-interview siger Sveriges legendariske filminstruktør Bo Widerberg i mistrøstigt humør, at alle hans film basalt set handler om den samme konflikt: Hvor meget kan du realisere dig selv uden at såre andre?

Svaret er for sønnen Martin ikke optimistisk – hverken på sin nu afdøde fars vegne eller på farfarens, kunstmaleren Arvid Widerberg vegne, men heller ikke på sine egne. I Martin Widerbergs komplekse og intime film-om-at-lave-film, Everyone Is Older Than I Am, er faderopgør og sønnesvigt en pendulerende smertekile.

Martin bruger Bos urealiserede plan om at lave en film om sin far, Arvid, til at lave sin egen film om Bo – og herved fordrive et nedarvet fadersvigt. Imens forsømmer han, ironisk nok, sin egen søn. Gamle, ubrugte optagelser og klip fra Bo Widerbergs svenske mesterværker fra 1960’erne, den personligt inspirerede Ravnekvarteret, Elvira Madigan og Oprøret i Ådalen, underbygger denne evige forhandling mellem opfyldelsens lykke og andres emotionelle gidseltagning.

Det er interessant og modigt, med smukke penduleringer mellem de mange filmlag, men Everyone Is Older Than I Am er også lige så kringlet som her fremstillet. Og tematisk indrammet af et lidt for iscenesat interview mellem far Martin og hans mutte teenagesøn bliver der også noget fortænkt i den intellektuelle, psykoanalytisk ladede idé om faderopgør. Og så undslipper filmen ikke instruktøren egen selvoptagethed – som også findes på et plan, filmen vist ikke selv er klar over.

Dødens venteværelse

Cristian Soto og Catalina Vergaras chilenske The Last Station er en helt tredje type tankevækkende film fra CPH:DOX’ overvældende udvalg. Gennem lange, billedskønne tableauer – sarte, mørke og med mindelser om Vilhelm Hammershøis rygvendte eksistenser i trist, gråt lys – følger vi livet for en håndfuld gamle på et chilensk plejehjem.

Mest af alt fremstår stedet som dødens triste venteværelse. Men instruktørerne udviser livsbekræftende sympati for, og øm og mildt humoristisk, indsigt i sine karakterer. Beboeren Juan hører sin egen minilokalradio på hjemmet og reflekterer efter (endnu) et dødsfald over de pårørendes forsømmelse: »Efterlader de os her, eller smider de os ud?« Og han tager ud i naturen og optager lyde på sin båndoptager, så hans medbeboere kan få færten af liv igen. Den iscenesatte dokumentarfilms tempo mimer plejehjemmets, men overgiver man sig til denne langsommelige tristesse, er The Last Station en smuk og menneskenær filmøvelse i empati – med døds- og alderdomsangst som et ekstraømt bonusklem om hjertet. Ak.

»My heart will go on,« løj Celine Dion dengang i Titanic. Men CPH:DOX og det suveræne, udfordrende filmprogram længe leve.

 

 

The Pervert’s Guide to Ideology. Instruktion: Sophie Fiennes. Vises lørdag den 10. november, kl. 14.30 i Malmö Kunsthall og kl. 15.00 i Empire Bio

The Last Station. Instruktion: Cristian Soto og Catalina Vergara. Vises i dag kl. 14.20 i Dagmar Teatret, fredag den 9. november kl. 19.00 i Grand Teatret og søndag den 11. november kl. 14.20 i Dagmar Teatret

Everyone Is Older Than I Am. Instruktion: Martin Widerberg. Vises fredag den 9. november kl. 12.00 i Dagmar Teatret og lørdag den 10. november kl. 14.20 i Grand Teatret

www.cphdox.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu