Intimiderende intimt

Rihanna, der hermed udsender sit syvende album, fornemmes som en vekselvirkning. Et tilsyneladende vedvarende besnærende og bizart bekendtskab, men sjældent begge dele på samme tid. Alene det at titulere hende korrekt er svært. For eksempel er den 24-årige kvinde fra den caribiske østat Barbados ikke en hitmager, men en hitsangerinde. Ikke sangskriver, men sangerinde.

Det koncept er selvfølgelig set og hørt mange gange før, men i Rihannas tilfælde synes det paradoksalt, eftersom ’hendes’ omfattende materiale udvikler sig stadig mere intimt på den intimiderende måde. At hun hverken skriver eller komponerer sine sange er således svært at begribe. Unapologetic, som det nye udspil hedder, er sine steder så grænseoverskridende en oplevelse at lægge ører til, at lyrikken kun burde kunne fosse fra Rihannas egen martrede sjæl. En sjæl, der i stedet må være leaset til djævlen – og er målet for betragtelig spekulation fra diverse sultne sangskrivere, der (også) gerne vil gøre sig kloge på hendes traumer og tilsyneladende dybt komplicerede følelsesliv.

Desværre ender den groteske sanglyrik med at overskygge de mange øjeblikke af mere end almindeligt solid pop – pop, der med et mindre vanvittigt tekstunivers ville udgøre rygraden på Rihannas bedste og mest gennemarbejdede album siden 2007-gennembruddet Good Girl Gone Bad.

Voldsoffer med voldsfantasier

Unapologetics uomgængelige akilleshæl er skæring nummer 10, »Nobody’s Business«. Albumcoveret proklamerer kækt, at Chris Brown optræder som gæstesolist på sangen, og herfra aner de fleste med kendskab til Rihannas foreløbige karriere, at helvede er løs. Teenidolet Brown er sangerindens skandaliserede ekskæreste. Ham, der i foråret 2009 gennembankede hende i en grad, så den kønne sangerinde efterfølgende var så godt som uigenkendelig på politiets fotodokumentation – med hævelser, forslået og lappet sammen.

Chris Brown fik efterfølgende en betinget fængelsesstraf og et polititilhold. Rihanna fik slikket sine sår og høstede masser af sympati fra fans og kolleger. Men allerede på det næste album, Rated R, sprang den gode pige for alvor ud som storslem, og i lyrikken flirtede voldsofferet sågar med voldsfantasier. Ikke noget indlysende terapigreb. På samme måde kæmpede hun hørbart med ikke at gå tilbage til fuseren – selv om teksten altså ikke var forfattet af furien selv:

»This is stupid, I’m not stupid / don’t talk to me like I’m stupid / I still love you, but I just can’t do this / I may be dumb, but I’m not stupid,« bedyrede Rihanna dengang.

Nu har hun ikke desto mindre droppet polititilholdet og inviteret Chris Brown ulækkert tæt på igen. Sammen forskanser de sig og beder alle andre om at blande sig udenom. Et helt igennem absurd optrin, der nærmest reducerer Tina og Ike Turners voldelige parløb til en slentretur i parken. Og Bobby Brown og Whitney Houston til et par weekendnarkomaner.

Og det er absurd af flere årsager: For det første havde bølgerne endelig lagt sig oven på voldsepisoden, for det andet er det altså ikke engang Rihannas og Chris Browns egne ord, som de crooner og lader smyge sig ind og ud af hinanden på det housede popnummer. Som udglattet krølle på den frastødende affære gengives et brudstykke af Michael Jacksons vokal fra »The Way You Make Me Feel«, nemlig »… ain’t nobody’s business but mine and my baby!«

Dermed tages en død mand også lige som gidsel. Kalkuleret og sygt.

Enkelte ædelsten

Selv om Rihanna er en usædvanligt produktiv og indiskutabelt indtagende gallionsfigur i moderne pop, kan det undre, at hun har fomået at holde sig så langt fremme i feltet, så hyppigt og konstant de seneste syv år.

Måske skyldes det, at hendes begrænsning som vokalist samtidig er hendes store styrke. Den i længden (men sjældent i singleformatet) trættende skærebrænderstemme egner sig noget nær perfekt til at tilegne sig andres smerte – gøre den til sin egen på troværdig vis. Og det er nærmest ligemeget, hvilken ende af R&B- og clubspektret hun manøvrerer omkring i.

Mens der gik for meget eurodance i sidste års Talk That Talk, spekulerer hendes mange producere denne gang i den i Europa så skamredne dubstep. De tungt drævende og stortromme-tilplastrede beats skaber en vis sammenhæng på Unapologetic, men albummets musikalske højdepunkt skal snarere findes i den storslåede »Diamonds«, der kunne være en svulstig popkreation, som Antony Hegarty diverterede sit patosglade følge med. På »Jump« sker der ligefrem nybrud. I løbet af den blandede omgang reciterer hun Ginuwine-nyklassikeren »Pony«, hylder Destiny’s Child og finder plads til et par uforsonlige linjer fra en forvrænget Kanye West.

Med albumtitlen understreger Rihanna, at hun ikke har tænkt sig at undskylde for noget som helst, men hun undskylder altså eksplicit sin bøddel. Hvordan skal man dog kunne abstrahere fra det?

Rihanna: ’Unapologetic’ (Island Def Jam/Universal)