I Stockholms gader hænger der for tiden en anti-reklame for den amerikanske rapper og sanger Chris Browns koncert den 18. november. Plakaterne er hængt op af svenske kvindeaktivister, der protesterer mod Browns koncert, og på plakaten flankeres hans navn af et forslået kvindeansigt.
Ansigtet tilhører r&b-stjernen Rihanna, og fotoet stammer fra den 8. februar 2009. Dagen, da Chris Brown lever alt for godt op til sit bad boy-image. Der er før-Grammy-fest i L.A., og Brown kommer op at skændes med sin kæreste, Rihanna, i bilen. Det eskalerer. Han truer med at dræbe hende. Han tager kvælertag på hende. Han slår hende flere gange i ansigtet. Bider hende. Han holder først op, da hendes skrig tiltrækker vidner.
Et foto af Rihannas hævede ansigt lækkes af Los Angeles’ politikorps og maner enhver tvivl om episodens alvor i jorden. Og det er ikke kun det størknede blod og de tydelige tegn efter slag, men også de skamfuldt lukkede øjne og den åbenlyse sorg i hendes udtryk, der er rystende.
Hendes optræden til den efterfølgende dags Grammy-fest aflyses. Brown dømmes for vold og trusler og får fem års betinget fængsel. Han får et polititilhold, der byder ham at holde sig 50 yard fra Rihanna – 10 yard under offentlige optrædener.
Han har skam også angret, men hans nye album Fortune indikerer at hans forhold til kvinder ikke er blevet meget blidere.
»Pimps up, hoes down,« rapper han på »Till I Die«. En anmeldelse af albummet blev et viralt fænomen med sine kun seks ord: »Chris Brown hits women. Enough said,« skrev Chad Taylor. Mens ChloëPapa skrev:
»Til jer derude, der siger, at man er nødt til at skelne mellem musikken og manden: Fuck jer, lad være at bifalde hans handlinger.«
Kunst og godhed
Men det gør man vel heller ikke, fordi man kan lide musikken? Og det er vel mere kompliceret end som så? Musik, ja, al kunst, handler ikke nødvendigvis om godhed eller om moral. Tværtimod ville vi være fattigere uden værker, der enten diskuterer ondskab eller har ondskaben i sig. Der kan gemme sig vigtige erkendelser i at stirre ned i afgrunden.
Tag det tragiske tilfælde Varg Vikernes, norsk morder, kirkeafbrænder og lejlighedsvis nynazist. Han var med til at definere den anden bølge af black metal, som fortsat inspirerer over hele verden. I hans værk finder man et urovækkende vrangbillede af det norske velfærdssamfund, hvor den radikaliserende homogenitet og normalitet kan virke på nogen.
Eller tag en anden nordmand, Karl Ove Knausgård, der i det aktuelle sjette og sidste bind af sit mammutværk Min Kamp må forholde sig til Hitlers Mein Kampf. Over hundredvis af sider. Fordi der er noget at gå i dialog med.
Eller i Danmark: Jeg har personligt aldrig følt mig komfortabel med Aalborg-rapperen Niarn og L.O.C.’s voldstrusler på »Stikkersvin«, fordi det er et billede af maskulin vold, som skræmmer mig. Men den findes jo og skal belyses.
Niarn: »Jeg kan starte slagsmål, og du kan slås«. L.O.C.: »Yeees, sir«
L.O.C. har netop fået sin anden voldsdom ved retten i Odense for at have slået en fyr i hovedet.
Værker med ondt budskab
Man skal skelne kunstneren og værket, lyder visdomsordene, og den biografiske læsning kan sandt for dyden ofte være problematisk og forstyrrende.
Dumme svin kan lave smuk musik. Men dumme svin kan også transmittere deres – måske momentane – ondskab i deres værk, ja, måske lige frem slippe af med den dér. Og dér kan vi så stirre på den og erfare ondskabens måske banale natur. Og forstå, at det er en potentiel – forhåbentlig evigt sovende – side af os selv. I dialog med vores dunkle katastrofale potentiale.
Det udelukker på ingen måde kvalmen ved at høre en dømt voldsmand rappe om at slås, og det legitimerer ikke reel vold. Men det legitimerer heller ikke den totale afvisning af et værk.
Problemet med Chris Brown er dobbelt: At han har været en voldelig idiot i virkeligheden, og at hans musik virkelig ikke er særlig spændende. Men det er Rihannas, og hun kan ikke slippe Brown, som gæsteoptræder på hendes nye album Unapologetic.
I februar gæsteoptrådte de to også hos hinanden på remixes af hver deres nummer. På Rihannas »Birthday Cake« og Browns »Turn Up The Music«. »Jeg er på vej på toilettet for at brække mig,« lød det fra bloggeren Amelia McDonnell-Parry.
Men Rihanna-remixet rummer en interessant pingpong: »Been a long time/I been missing your body,« lyder det fra Brown, og Rihanna svarer: »I know you wanna fight this/It’s so enticing/I’mma make you my bitch.«
I august var en tårevædet Rihanna i offentlig terapi hos Oprah Winfrey, hvor hun fortalte, at hun stadig elsker Brown, selv om han er i et andet forhold. Og så:
»Jeg tror, han var mit livs kærlighed.«
Dét, vi bevidner her, er altså et dysfunktionelt, voldeligt forhold udfoldet som sæbeopera og pop-kink. Det er grimt, men også menneskeligt.
Brown rapper stadig dumt om sin egen selvfedme, og at man ikke skal dømme ham. Gaaaab.
Men Rihanna lægger sig med sine sange – som påpeget af Ann Powers på npr.org – i forlængelse af en række country- og blues-sangere, der desværre heller ikke kunne få nok af alt det dårlige her i livet.
Ond musik og musikere
Mange musikere og genrer er blevet beskyldt – retfærdigt eller ej – for udtalt eller camoufleret ondskab:
Robert Johnson
Ifølge den aldrig dokumenterede legende lavede den legendariske amerikanske bluesmusiker en Faust-lignende aftale med Djævelen engang i 20’ernes USA. Det er siden blevet påpeget, at mange sekulære afroamerikanske musikere blev anset for djævleyngel, og at der dengang fandtes et væld af historier om musikere, der havde solgt deres sjæl til Djævelen.
Charles Manson
Amerikansk singersongwriter, der fik opbakning fra bl.a. Neil Young og Dennis Wilson fra Beach Boys tilbage i sluttresserne. Beach Boys omarbejdede hans sang ’Cease To Exist’ til ’Never Learn Not To Love’. Mest berømt dog som kultleder, der i 1969 beordrede mordene på bl.a. Roman Polanskis kone, Sharon Tate, og hendes ufødte barn. Har lavet en del soloplader, der alle er udgivet efter hans livstidsdom.
Judas Priest
Britisk heavy metal-band, der i ’90 blev anklaget for at have været skyld i to unge mænds selvmord i Nevada, USA i ’85. Forældrene hævdede, at mændene havde lyttet til Judas Priest, og at deres ’78-album ’Stained Class’ rummer underbevidste såvel som baglænskørte beskeder såsom ’do it’. Bandet nægtede pure og blev også frikendt.
Burzum
Norske Varg Vikernes’ satanistisk black-metal-projekt. Han blev i ’94 dømt for at have afbrændt fire stavkirker og have myrdet kollegaen Øystein Aarseth alias Euronymous med 23 knivstik. Han blev prøveløsladt i 2009.
Horrorcore
En subgenre af hiphop med bizarre, ofte bloddryppende tekster. Det hjalp ikke på mainstreamens skepsis over for genren, da 20-årige Richard McCroskey tævede fire mennesker ihjel i Virginia i 2009. To af hans ofre, to teenagepiger, havde været til horrorcore-festival sammen med ham et par dage før mordene, og på MySpace kunne man høre McCroskey horrorcore-rappe om mord og lemlæstelse.
Saga
Svensk højreradikal, racistisk singer-songwriter, der blandt andet har lavet hyldestsange til det nynazistiske punkrock-band Skrewdriver. Anders Behring Breivik har i sit manifest kaldt hende ’verdens bedste og mest talentfulde engelsksprogede patriotiske musiker’. Saga har offentligt taget afstand fra Breiviks massakre.
"Ifølge den aldrig dokumenterede legende lavede den legendariske amerikanske bluesmusiker en Faust-lignende aftale med Djævelen". Pyha - så er jeg næsten rolig igen, selv om ordene "aldrig dokumenterede" efterlader muligheden for, at legenden kúnne blive bekræftet senere...
Og jo - som mit omkvæd ofte er, kan mange kunstnere lave større værker, end de er som personer. Dumme svin kan lave stor kunst, men de er stadig væk dumme svin. Og mytomaner kan opmuntre millioner af mennesker til storhed eller galskab, hvilket vel også er en slags kunst.
Så jeg fløjter muntert videre på "Jeg ved en lærkerede", uden tanke på at jeg derved risikerer at blive smittet med Harald Bergstedts nazisme.
Jeg skelner ret meget på en 'øjeblikståbe' og så den ondskab jeg kun har set få gange. Artiklen foregriber sig på det at være ond, og gør det til en hverdags ting. Ondskab er uden for fatteevne - ala breivik, blottet for empati.
Hvorfor er Judas Priest med her?
Den største forbrydelse er at musikken bliver misbrugt som tørrestativ af dilettanter, til fremme af alt andet end musikken.
Og undertiden er der slet ingen tilsyneladende sammenhæng mellem kunstneren og dennes kunstneriske udtryk. Kunstnere er ofte meget sammensatte og komplekse personer, som kan rumme de største kontraster og paradokser i sig.
Bassisten Charles Mingus var notorisk voldelig, selv mod sine medmusikere. Han slog engang et par tænder ud af munden på trombonisten Jimmy Knepper i sit eget band, så denne ikke kunne spille i måneder. Men Mingus' musik står stadig som noget af det ypperste moderne jazz, der findes.
Hans samtidige, pianisten Al Haig, der var pianist hos Charlie Parker, var også kendt for sit voldelige alter ego. Han slog endog sin kone ihjel på et tidspunkt. Men hans musik var noget af det blideste og mest polerede og selvbeherskede, man kunne forestille sig, så her var der ikke antydning af vold i hans kunst, tværtimod.
Hvis ikke der er overenstemmelse mellem en kunstners liv og kunst, så bliver enten privatlivet eller kunsten ofte brugt som ventil for hans/hendes mørkere sider.
/O
På det skrevne felt, var den største fortaler for kvindernes frigivelse fra det voldelige, selv i stand til at levere en proper næve til konen.
Charles Lloyd underbetalte sine musikere (Keith Jarrett var med) indtil han uheldigvis gik på toilettet i samme øjeblik tjeneren kom med afregningen.
Han sørgerede ellers altid for at han skulle stå for afregningen.
Her smuttede den, og det gjorde hans medmusikere også, da de så hvad han fik, og hvad de fik.
Sproget internt er bestemt ikke yndigt, eller for sarte sjæle.
Her er et andet eksempel på et etisk dilemma i den amerikanske pop-musik: http://baggrund.com/slumturisme-eller-socialrealisme/
Interessant og principiel problemstilling. Jeg læste for mange år siden en kronik i en anden avis med det synspunkt, at det onde er karakterdannende; forstået på den måde, at mødet med det onde og overvindelsen af det virker karakterdannende.
Eller som den norske forfatter, Erik Fosnes Hansen, i sin roman, "Salme ved rejsens afslutning", lader en af sine figurer sige (en skuespiller; her citeret efter hukommelsen): Satan er ikke interessant som han er, men kan man rumme de samme kræfter, og beherske dem, bliver virkningen magisk.
Det er altså den nødvendige distance til det onde i kunstværket (og i livet), der skaber den konstruktive virkning. Rummer kunstværket ikke denne distance, bliver kunsten dekadent, uinteressant.
@Carsten
Interessant perspektiv. Meget enig.
/O
Det er ren energi, der kræver et totalt overblik - hvilket meget få har. Har du ikke faglig indsigt, bliver det nonsens. Kan du ikke bevare overblikket ryger nerven. Og når jeg skriver overblik, mener jeg lange forløb som et skakspil, som et konstant fuldt perspektiv i detaljen ved arbejdet med et maleri.
99% er nonsens, og ren perverteret underholdning.
Der skal være noget imellem, det er der ikke - og takket være den fraværende undervisning kan det lade sig gøre at lange over disken.
Bach har opdraget os alle.
Det er et system, og intet andet. Hvad der bliver puttet i af følelser er ligeså flydende som myllerbæ, og ligeså interessant at diskutere. Det har intet med værket at gøre, men kun en her og nu oplevelse.
Bach kan spilles på gryder, fordi det er abstrakt.
Musik er som matematikken, et koldt og klart sprog der først ringer når alt er på plads. Alt.
Det kræver meget viden at vide man ingen viden har, og endnu mere viden at forstå man ingen forståelse har.
For at udføre ingen forståelse skal man have fuldt overblik over en abstraktion - det er paradokset.
@Olivier
Tak. Du er også inde på noget væsentligt i din kommentar. Kunstnerproblematikken er evig. Hvad er en kunstner?
Måske kunne man sige, at en kunstner er et menneske med en smerte, et sår, der bliver ved med at bløde.
Man kunne også inddrage en anden forfatter, Franz Kafka, der skal have sagt til sin ven, Max Brod, om bestemte typer af kunstværker, at de egentlig ikke er kunst, men nødsskrig.
I min forståelse opstår disse ikke-forløste værker, hvis man mangler distancen til smerten, det onde.
De største kunstnere og filosoffer har alle rummet afgrunden i sig - og har overvundet det eller i hvert tilfælde overlevet.
Spørgsmålet er: Står man og ser ned i afgrunden, og beskriver det, man ser (kunst) - eller springer man (nødsskrigene)?
Og folket uden overblik analyserer det de ikke har, overblik.
Brækspand.
Musik uden myllerbæ fra mesteren
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=bNZY61mPfl4#!
Gode og lidt flyvske kommentarer - hvor bliver 50 cent og alle de andre 'idoler', hvis kunst er betinget af en slags karaktertegnende og salgbar ondskab - en jeg-kan-hvis-det-skal-være-og-derfor-er-min-musik-autentisk?
Nemt nok med det kuldsejlede og selvdestruktive idoler, men netop de udadagerende og psykopatiske er interessante. Dyrker vi dem som en sublimering af vore egne drifter?