Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Han kan tale trusserne af de fleste’

Sådan skriver Rikke Rottensten og Jakob Steen Olsen i deres fængende og bevægende, men også lidt gammeldags biografi over det mærkværdige scenefænomen Preben Kaas
Kultur
16. november 2012

Whiskysjusserne og revynumrene kæmper om opmærksomheden i Jakob Steen Olsen og Rikke Rottenstens biografi Preben Kaas – Det bli’r vinter førend man aner. For der er højt til loftet i Preben Kaas’ verden. Her fødes ideerne i vildskab og sprut – og mellem skønne damer. Publikum følger fascineret med. Dels i revyerne på Frederiksberg Allé og Cirkusrevyen og revyerne rundt om i landet. Og ikke mindst i biograferne, hvor Dynamit-Harry i Olsen-Banden nok bliver en af Preben Kaas’ vigtigste roller: En drukkenbolt af Jeppe’ske dimensioner. Eller som forfatterne skriver i bogen: ’Bag det skæve, det skøre og det sjove ligger en fornemmelse af, at Harry også drikker, fordi han faktisk er ked af det hele.’

 

Vilde med 1960’erne

Egentlig er det ganske interessant, at de to teaterkritikere netop har valgt at skrive om Preben Kaas. Han blev født i 1930, så han tilhører deres forældres generation. De har altså ikke selv oplevet Kaas i hans storhedstid, men har i stedet imponerende nok researchet sig frem til det hele. Men måske netop derfor har de et særligt nysgerrigt blik for blandingen af social nøjsomhed og ubekymrethed i 1960’erne. Faktisk er det netop i fortolkningerne af storbyfamilierne i de alt for små lejligheder og de unge arbejdsløse på gadehjørnerne, at forfatterne for alvor sætter Preben Kaas’ småvoldelige gemyt ind i tidens hårdtslående realiteter - og alkoholforbruget i datidens showbiz.

 

Folk elskede ham

Det virker dog, som om bogen lige skal frigøre sig selv fra rollen ’scrapbog’; der opremses i hvert fald snesevis af ligegyldige engagementer. Som læser er man mere nysgerrig på Preben Kaas’ kringlede sind. For hvordan kunne han både være så overvældende generøs og så nedrigt hævngerrig? Hvordan kunne han både være voldsomt gifteglad og manisk utro? Hvordan kunne han forlade børn på stribe, men ikke et eneste revynummer? Og hvordan kunne han være så gennemført voldelig, ikke bare på værtshuse, men også derhjemme over for konerne? Eller var hans brutale handlinger bare effekten af et uhyrligt alkoholmisbrug? Og hvorfor elskede publikum ham så betingelsesløst? Det vil man gerne vide som læser.

 

Kælen teaterkat

Og når Rottensten & Olsen giver sig i gang med at tolke på Preben Kaas’ vildskab lægger man sig til gengæld kælent til rette som en teaterkat i skødet på suffløsen. For hvor kan de to dog fortælle, så man ser manden lyslevende for sig. Og også hans eks-koner, når de samles og hjælper hinanden med børnene, alene fordi de engang lod sig charmere af ungernes umulige far. Og hvor kan de ikke mindst skildre hans sidste kone, Lisbet Dahl, så man forstår, hvordan hun virkelig matcher Preben Kaas’ fandenivoldskhed. Men også hvordan hun bogstaveligt talt overtager hans position i Cirkusrevyen – og år for år giver ambitionerne endnu et nøk opad med det overblik, som Preben Kaas kom til at mangle.

 

Skjulte kilder

Rottensten & Olsen har et godt tag i deres mange kilder. Både børn og eks-koner gerne vil fortælle – og kollegerne. Samtidig nyder man deres herlige detaljetolkninger fra de efterladte Kaas-papirer. Ikke mindst det bogomslag, hvorpå Preben Kaas igen og igen har øvet sig i at skrive autografer…

Til gengæld kan man som teaterhistoriker ærgre sig over, at Rottensten & Olsen skriver biografien ud fra 1950’ernes metode, hvor citater og kildehenvisninger blev holdt skjult; fremtidens forskere måtte godt lige have fået en stribe noter.

Men bogen virker meget definitiv. Der er ikke puttet noget bagklogskab ind over Kaas’ livsvalg, og det er nok klogt. Men det er da tankevækkende, at en ny Hella Joof-film som Sover Dolly på ryggen? med Nikolaj Lie Kaas på én eller anden måde virker som et generationsforskudt portræt af Preben Kaas… For Nikolaj Lie Kaas ligner unægtelig sin far vildt meget. Særligt ungdomsbillederne af Preben Kaas har en næsten overvældende lighed med sønnen. Og man aner, hvordan vulkanlivsglæden og den stærke ordflair er gået i arv.

Men det skriver anmelderforfatterne ikke noget om. De holder sig til det faktuelle. Set med nutidens anmeldersynsvinkel er det dog for eksempel interessant læsning, at Preben Kaas en gang truede Berlingske Tidendes nydelige teateranmelder Svend Kragh-Jacobsen med tæsk efter en kritisk anmeldelse i 1966. Det var tider.

 

Hoppet i havnen

På bogens sort-hvide forside ser man en smilende mand med spidse hjørnetænder og lidt vilde bakkenbarter – og skjorte og slips. Egentlig ser han lidt kedelig ud, hvis man ikke lige kender ham. På billedet kunne han være en bankmand, men nu er han tilfældigvis en af Danmarks store komikere fra en tid, der er forbi.

Det er dén historie, som Rottensten & Olsen så eminent og kærligt fortæller: Historien om manden, der fik andre til at le, mens han selv gik i opløsning – og til sidst bogstaveligt talt hoppede i havnen, kun 50 år gammel. Bogen overrumpler læseren – og klumpen i halsen melder sig mod slutningen.

For forfatterne kan deres detaljer: Preben Kaas lagde frakken og stillede skoene på kajen, inden han hoppede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her