Læsetid 3 min.

Kan teater egentlig være bæredygtigt?

Hvordan danser man en klimakatastrofe? Og hvordan skriver man troværdige replikker om jordskred og flygtningelejre? Det kommer Pernille Gardes ’Circus of Life’ i Dansehallerne og ’Del dit lort!’ på Bornholms Teater med nogle spændende bud på
Skal du piskes til bæredygtighed, eller gør du det frivilligt? Her er det Tiziana Fracchiolla, der styrer Alexandre Bourdat uden tøven i Pernille Gardes danseforestilling ’Circus of Life’.

Skal du piskes til bæredygtighed, eller gør du det frivilligt? Her er det Tiziana Fracchiolla, der styrer Alexandre Bourdat uden tøven i Pernille Gardes danseforestilling ’Circus of Life’.

Natascha Thiara Rydvald
12. november 2012

Bæredygtighed er et besværligt ord. Lige så snart, man kobler det med kunst, kommer det let til at lyde som et politisk manifest. Den globale klimabekymring oversvømmer i hvert fald hurtigt den kunstneriske frihed. Men nu er der altså luft under vindmøllevingerne i den danske scenekunst.

Jovist, Jytte Abildstrøms Teater har aldrig misset chancen for at bringe miljøbevidstheden ind i forestillingerne. Og Odin Teatret har senest i Det Kroniske Liv skildret et verdenssamfund efter en miljøkatastrofe.

Men nu er der også andre aktører på banen. Ikke kun lysdesignere med sparepærer og dramatikere med genbrugspapir. Men altså scenekunstnere, der ønsker at arbejde med bæredygtighed i alle aspekter, uanset om det er gennem druknebevægelser eller skepsisreplikker.

Solskinsø på solceller

Bornholms Teater har gjort sin nye forestilling Del dit lort! til den kunstneriske kerne i teatrets store bæredygtighedsprojekt, der gælder hele øen.

Bornholm har længe slået sig op på sine kvalitetsprodukter, ikke mindst inden for det kulinariske. Men kan øen blive verdens mest bæredygtige? Det er i hvert fald teaterdirektør Jens Svane Boutrups ambition.

Derfor forsøger Bornholms Teater nu at gøre bæredygtighed til en folkesag. Den 21. november er der fyraftensmøde. Det foreløbige idékatalog byder på alverdens forslag, lige fra at koordinere samkørsel for de borgere, der hver dag krydser øen, til at gennemføre en ugentlig spis grønt-dag på øen – og til at sætte solceller på offentlige bygninger. Bornholmere er tydeligvis jordnære folk.

Alt i rygsækken

Teaterforestillingen Del dit lort! har også det handlekraftige som sin force. Manuskriptforfatteren og instruktøren Nils P. Munk har nemlig gjort sine bæredygtighedstanker til drivkraften i sin fængende og tankevækkende forestilling.

»Hvorfor fanden gør I ikke noget ved det?« lyder spørgsmålet til to piger, der straks tager udfordringen op. Nu skal sammenhængen mellem Vestens overforbrug og u-landenes klimakatastrofer tjekkes ved selvsyn.

Derfor rejser de ud i verden, de to skuespillere, Anne Katrine Andersen og Anne Bærskog Hauger. Naturligvis kun med en rygsæk til det mest nødvendige: En vandflaske. En bærbar computer – og en masse plasticlommer med materiale om bæredygtighed. Nu skal verden frelses.

Forestillingen foregår på en nøgen scene. Tilskuerne sidder på stole i en rundkreds – og der er ikke noget med teaterlys eller divasminke her. Og teenagetilskuerne skal både agere vandledningsholdere og opkastassistenter. Alle må ofre noget i kampen for bæredygtighed …

Nytter det?

Men herfra bliver miljøsamvittigheden overtaget af eksistenskræfterne. Anne Katrine Andersen viser fint sårbarheden og sammenbruddet i mødet med verdens forfærdeligheder, mens Anne Bærskog Hauger holder energien og handlekraften oppe.

Replikkerne bliver efterhånden til metakommentarer, når tvivlen begynder at gnave åbne sår: For nytter det overhovedet, at det enkelte menneske forsøger at leve ’bæredygtigt’, både materialistisk og mentalt? Dramaet ender heftigt, og teenagerne forlader forestillingen overraskende stilfærdigt.

Bæredygtighedsopgaven er tydeligvis givet videre …

Tøndebåndsdesperation

I den underholdende og snu danseforestilling Circus of Life er det konstruktive aspekt ved bæredygtighedsdebatten dog for længst revet bort af stormen. Dette er verdens sidste cirkus på en øde ø efter katastrofen. Koreografen Pernille Garde blander alverdens depraverede udtryk fra cirkusverdenens dekadence. På denne slutstation gøres alt for penge, både i manegen og bag ved det røde tæppe med de lysende lamper.

Overlevelsestrangen får hurtigt skabt en handy blanding af liderlighed og dans, og manipulationen mellem cirkusdirektøren og tøndebåndsakrobaten kan byttes om når som helst. Her spiller alle roller. Som tilskuere ser vi dog kun disse to sære eksistenser. De andre på denne øde ø er jo os selv … Og affaldet omkring dem er givetvis også vores – skabt i overflod og kylet væk i arrogance.

I dette kyniske cirkusreservat er livet blot en endeløs række af numre, der ikke hænger sammen. Med kærlig hilsen til Becketts absurde eksistenser, der aldrig kommer ud af stedet – men med en munter danseenergi, der er Pernille Gardes helt egen i en veloplagt blanding af showdans og ballet krydret med både moderne dans og artisteri.

Flæser af affald

Ligesom Pernille Garde viste det i In Absinthia for teatret Asterions Hus, så mestrer hun vitterlig den koreografiske kinky-collage.

Hendes dansere er mildest talt bæredygtige; begge bærer benene højt og hovedet køligt på misundelsesværdig, internationalt niveau … Når Tiziana Fracchiollas smækre cirkusprinsesse vipper med knæene, er præcisionen dødbringende – og når Alexandre Bourdats bredskuldrede cirkusløve sætter sig med høflige poter, drypper tænderne af mordlyst.

Rikke von Qualens kostumer er lige så vanvittige som bevægelserne: Cirkusprinsessedragten har fået kældersorte kniplinger og klovnekrave, og cirkusdirektørens kjolejakke får tilføjet en herskerbadehætte med affaldsflæser.

Alt i alt efterlader affaldsophobningen omkring de to sære cirkuseksistenser i Circus of life en erkendelse og en opfordring, der er lige så klar som reaktionerne på katastrofefotografierne af de sultende børn i Del dit lort!:

Vi må alle sammen tage det første skridt. Selv.

’Circus of Life’. Koreografi og tekst: Pernille Garde. Musik: Greatmusic. Lys: Michael Breiner. Kostumer: Rikke von Qualen. Stemme: MC Jabber. Dramaturgisk konsulent: Vibeke Wrede. Koreografisk konsulent: Louise Hyun Dahl. Lille Carl i Dansehallerne. Til 11. november. Senere turné. pernillegarde.dk

’Del dit lort!’ Idé: Jens Svane Boutrup. Tekst og instruktion: Nils P. Munk. Bornholms Teater. Fra 13 år. Turné, bl.a. 13. november på Nicolai for Børn i Kolding og 14-15. november i Mariager. Forestillingen er del af bæredygtighedsprojektet Del Din Idé! www.bornholmsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu