Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Knap så sprængfarlig frøken

Ms. Dynamite viste sig ikke overraskende at have sine bedste år bag sig, da hun lagde vejen forbi Den Grå Hal på Christiania
Kultur
12. november 2012

Aftenens officielle trækplaster, Ms. Dynamite, var landet og sad nu i en taxa på vej til Christiania. Det var budskabet i en af de mange beskeder, som arrangørerne bag fredagens kvindelige grime-get down i Den Grå Hal spammede potentielle koncertgængere på Facebook med. And so what?

Det virkede så småt desperat med alle de lokkeduer, som arrangøren Superbillion Records slap løs på det sociale netværk, og rigtignok viste fremmødet sig da også at være decideret skuffende i postnummer 1440 København K.

Salen var mindre end kvart fyldt, og så grel – og forhåbentlig ikke økonomisk fatal – en skæbne fortjente aftenen ingenlunde. For selvom Lucy Love og hendes lille selvejede pladeselskab havde taget eksorbitant meget fejl af egen, men især Ms. Dynamites tiltrækningskraft, var der eksplosive øjeblikke at gå hjem på et godt stykke efter midnat. Det var bare ikke udpræget hovednavnets fortjeneste, men derimod arrangørens egen optræden, som i høj grad demonstrerede, at Lucy Love besidder noget så relativt sjældent for en urbankunstner på disse breddegrader som seriøst internationalt format.

Fru Vokalkonfus

Men først frøken Dynamit: Den blot 31-årige sangerinde og rapper fra London fik sit gennembrud med debuten A Little Deeper i 2002. Det R&B- og grime-inspirerede album blev belønnet med det års Mercury Prize, og med en mild underdrivelse var hun alt andet end uheldig med den hæder. The Streets havde været et mere oplagt valg, hvad de to jævnaldrende kunstneres senere karrierer til fulde har bevist. Ms. Dynamite har således ikke drevet det til meget mere siden. Hendes andet album var en fesen affære, og det tredje har været undervejs i syv år.

I virkeligheden er det, som om Ms. Dynamite aldrig er kommet sig over sit gennembrudshit, den trallende »Dy-Na-Mi-Tee«, der lugter lidt af enlig svale. I hvert fald havde briten, som med årene har forvandlet sig fra nips til en mere slagkraftig mama med udslået afro, meget travlt med at få ekspederet netop det nummer ud af kommunen fredag aften. Så demonstrativt som muligt. Beatet fra hendes medrejsende dj var dårlig nok begyndt, før hun jappede af sted, og i en arytmisk og vokalkonfus affære blev hittet hurtigt overstået som et sært antiklimaks. Herfra tog Ms. Dynamite fat på resten af sit spinkle bagkatalog, der var pimpet op med bugnede breakbeats og jamaicanske toasterier.

Giftig torden

Intentionen var sådan set god nok, men aftenens hovednavn syntes svært uopfindsom og drænede det tilbageværende publikum med sine konstante shout outs og spørgsmål om, hvordan vi alle sammen lige stod og havde det.

»Meget bedre for en halv time siden,« mumlede denne anmelder, for her afsluttede Lucy Love sit 50 minutters brag af en performance. Sammen med sin medsammensvorne, produceren Yo Akim, leverede den kunstakademi-uddannede sangerinde en visuel tour de force med fire locking-dansere, der klædt i hvide kutter fyrede en fabelagtig koreografi af – samstemt med sangerinden og et delikat, men hidsigt laserlys.

Ikke nok med at Lucy Love teknisk overstrålede Ms. Dynamites flow med sin klare diktion og spændstige accentueringer, hendes sangmateriale holder også en anden kaliber. Højdepunkter som den episk changerende »Thunder« (muligvis det nye årtusinds bedste danske engelsksprogede skæring), den live-samplende »Daddy Was a DJ«, koncertåbneren »Poison«, grimedebuten »No V.I.P.« og den afsluttende »We Are the Stars« inducerede højdepunkter i den snavsede beatbund, som flere gange stak af og blev til decideret ravemusik.

Næste gang kan hun roligt spare stjernehyren og sætte sig selv øverst på plakaten.

Superbillion: Lucy Love og Ms. Dynamite, fredag aften, Den Grå Hal, Christiania

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her