Læsetid: 5 min.

Koncentreret uopmærksomhed

Brian Enos nye ambient-værk forsøger at unddrage sig opmærksomhed og får dermed Informations musikredaktør til at fordybe sig i egne tanker om den britiske visionære tænker og musikers tanker
Den nu 64-årige Brian Eno er aktuel med albummet  ’Lux’. Arkiv

Den nu 64-årige Brian Eno er aktuel med albummet ’Lux’. Arkiv

Graham Jepson

20. november 2012

Dette er et nærmest ikonisk navn for musikelskere: Brian Eno. Eller Brian Peter George St. John le Baptiste de la Salle Eno. Eller Brain One, som nogen ynder at kalde denne visionære herre.

Den engelske producer, tænker og musiker, der nægter at kalde sig musiker. Og som siden 1970’erne har forandret musikhistorien. Først som keyboard-betvinger i Roxy Music, siden som musiker i egen ret og ikke mindst som producer og/eller medkomponist på hovedværker som David Bowies Low og Heroes, Talking Heads’ Fear of Music og Remain In Light og U2’s The Joshua Tree og Achtung, Baby. Vi taler forandring af tre verdensnavnes musikforståelser og hele lydbilleder, der så kan føjes til den nu 64-årige englænders egne soloværker og samarbejder med blandt andet John Cale, Daniel Lanois og Talking Heads’ David Byrne.

Så når Brian Eno med sit nye album Lux tager tråden op fra sine banebrydende ambient-plader, der først så dagens lys i 1975, ja, så får han musikpressens fulde opmærksomhed. Selv om det egentlig er musik, som ikke skal have overdreven opmærksomhed. Ifølge Eno selv. Det krævede blot et par fatale skridt ud på Harrow Road i London i begyndelsen af 1975, for at Brian Eno blev slået ind på denne nye kurs, der skulle ændre musikhistorien. En taxa kørte ham ned, og han endte radbrækket i flere måneder. På sygelejet i sin lejlighed i Maida Vale i London lyttede han selvfølgelig til musik, i denne historie mere specifikt en vinylplade med harpemusik fra 1700-tallet, som han havde fået af vennen Judy Nylon.

Hun er endda så venlig at sætte pickuppen i rillen, inden hun efterlader Eno alene. Så dér ligger manden, godt og grundigt immobil og finder ud af, at lydstyrken er alt for lav. Pokkers. Den ene højtaler er oven i købet i stykker og for at føje spot til skade, så slagregner det udenfor. Men han må acceptere situationen, og snart slår det ham, at det er en smuk form for lytning. I stedet for koncentreret sansning, så bliver musikken en del af omgivelserne. Musikken smelter sammen med dem.

»Jeg kunne lejlighedsvis høre de højeste dele af harpetonerne dukke op som toppe af isbjerge i et klangligt ocean,« fortæller han til The Guardian fremme i 2006. »Og ud fra det udviklede jeg hele ambient-ideen, som mere var en tilgang til lytning end til komposition. Det var som at sige: ’Lad os behandle musik som et maleri’.«

Lytterens rolle

Samme år, altså 1975, begynder Brian Eno således i interview at tale om en musik, der mere fungerer som en toning af omgivelserne, og han udgiver Discreet Music, hvor titelnummeret er et over 30 minutter langt, langsomt åndende nummer, hvor de blødt formulerede synthesizere synes at hviske et sted langt ude i verdensrummet, eller måske rettere lytterummet.

Med Ambient #1: Music For Airports døber han i 1978 genren og skaber et endnu mindre anmassende, endnu større, nærmest engleblidt klangunivers. Han siger, at ambient-musik skal være lige så let at ignorere, som den skal være interessant at lytte til. Et rum man kan gå ind og ud ad uden at blive viklet ind i et narrativ som i poppens vers-omkvæd-strukturer.

Med disse plader, og i det hele taget i Enos fremtidige virke, piller han de traditionelle hierarkier fra hinanden, flytter vægten fra kunstneren over til lytteren – som den, der fylder betydning i musikken, ikke mindst, fordi der ikke længere, som i rock, er en fortællerstemme.

Det er et jordskælv, der stadig kan mærkes. Og det er noget, Eno selv har påpeget i forhold til Steve Reichs tidlige minimalistiske værker, at den amerikanske komponist »drager fordel af det faktum, at din hjerne er meget kreativ, at han på en måde overfører jobbet som komponist til hjernen hos lytteren. Så han siger til lytteren: ’Din hjerne skaber faktisk det her stykke musik, fordi du vidste, hvad ingrediensen var. Der er intet mystisk ved, hvordan det her værk fungerer’.« Sangskrivningens arkitektur pulveriseres og afslører enorme, panoramiske lydlandskaber. Og her er der virkelig plads til ikkemusikeren som en ny tids musiker, fordi det ikke så meget er håndværk og kendskab til tradition, men idé, der er afgørende. Det gælder også Enos egne ambient-værker.

Og det er noget, nyere tids elektroniske musik har været rig på, men som allerede viser sig i 1976 med punken, hvor det så i høj grad også er energien og overførslen af den til lytteren, der er afgørende. Således mixer Eno avantgardistiske tanker med gør-det-selv-ideologi, og musikverdenen blæses i stykker. For igen at blive sat sammen på nye måder.

Diskret skønhed

I den engelske musikjournalist David Toops fantastiske bog Ocean of Sound (Serpent’s Tail 1995) siger Eno: »Jeg finder stadig mere nydelse i at overvære, hvordan vi alle bliver dilettantiske parfumeblandere, der stikker inkvisitoriske fingre i store biblioteker af ingredienser.« Lytning og musik er blevet mere åben takket være Brian Eno.

Mens jeg har skrevet ovenstående, har jeg helt glemt at lytte til Lux. Men jeg har været tilstede i den alligevel. Det ville sikkert glæde hr. Eno. Og det ville more ham, at den næste sang – efter det fjerde og sidste af de 18-19 minutter lange numre på Lux – bliver afløst af Springsteens »Born In The USA« i mit iTunes. A rude awakening indeed.

Hvis man tænker Enos tanker videre, ja, så kan de ærede læser måske netop i min skrift om fortiden finde den samtidige påvirkning af Enos 2012-værk. Er der en anderledes ro end, når jeg normalt skriver? Opleves en mere koncentreret, måske meditativ udfoldelse af mandens virke?

Tillad mig alligevel at give Lux lidt upassende opmærksomhed: Albummet er en form for tilbagevenden til Ambient #1: Music For Airports’ langsomhed og enkelhed. Til de krystalklare, evigt klingende og enkle klavertoner, de æteriske, syntetiske strygere og så her på Lux også guitarstrenges flydetoner. Det er en dundrende diskret skønhed. Blidt tindrende rum, hvor jeg mener at kunne finde fine logiske mønstre i klavertonernes karakter af dryppende glas og strengenes fornemmelse af en sejlads ind i uendeligheden. Alt imens det rum, jeg sidder i, synes at finde en ny gylden skønhed og en form for orden (noget af en bedrift), altså parfumeres af Eno.

Hele denne historie får mig i øvrigt til at tænke på vores egen Else Marie Pade, der også oplevede lydenes verden og fandt sin grænsesprængende musikalitet under de sengeophold, hun led så meget under i de første 13 år af sit liv plaget af nyrebækkenbetændelse. Hvem ved, måske skyldes det den ambiente prikken fra Lux i mine hjerneceller: Måske har den givet mig ro til at blive opmærksom på døren mellem Enos og Pades parallelle åbenbaringer?

 

Brian Eno: ’Lux’ (WARP/Download)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Enhver sin smag og sine helte. Personligt vil jeg hellere lytte til Beethoven eller Brahms, end Eno's musik til lufthavne. Men jeg har sikkert ikke forstået de store dybder i hverken artiklen eller musikken. Med hensyn til Brian Eno's 'opdagelse' om, at behandle musikken som et maleri er den fuldstændig korrekt. Men det er gammel viden, at musik og maleri er sammenhængende. Dog har musik aldrig været i den spændetrøje som maleriet har været i. Nemlig at det skulle ligne virkeligheden. Musikken har altid kunnet bevæge sig frit uden et bestemt lydskema. Men jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke er imponeret af lufthavnsmusikken.

@ Jens:
Ja. Om ambientmusik kan bidrage til noget kvalitativt for lytteren, eller om det blot virker som spil for galleriet, må være en smagssag. Men jeg synes måske ikke, at det er helt fair at stille Brian Enos ambientværker op foran Brahms og Beethoven, alene af den grund, at de forskellige musikalske diskurser er sat i verden med hver sit afsæt og hver sit formål.
Jeg kan sjældent bruge Beethovens symfonier til meget andet end at få sublimt emotionelle oplevelser spundet over over dramaturgiske former, der kun fungerer, i det omfang jeg giver dem min fulde koncentration. Det er fedt. Jeg kræver heller ikke mere af Beethoven.
Jeg kan lave lektier til Brian Enos ambientværker. Ikke fordi hans musik er blind muzak, men fordi at den udbygger mit rum, min umiddelbare tilstand og mit fokus. Hvis jeg vil, kan jeg dykke ned i detaljer. Hvis jeg ikke vil, kan jeg lade den hvile som en sky omkring mig. Det er også fedt.
Det ene er ikke bedre end det andet (og vil jeg helt sikkert få ørerne i klemme ved diverse klassisk orienterede puritanister). Det er to forskellige måder, at lade musikken føre snakken på.

Frederik Eriksen

Så vidt jeg ved, sagde allerede den franske komponist Erik Satie (1866-1925) noget i stil med følgende: "Musik behøver ikke at tiltrække sig mere opmærksomhed end mønstret på et tapet."