Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I krig og atomfysik gælder alle kneb

Fremragende svensk bog om den østrigske atomfysiker Lise Meitner, der beskrev atomkernens spaltning og kunne have fået Nobelprisen, hvis hun ikke havde været jøde og kvinde. Meitner bevægede sig på afgrundens rand i et Nazityskland, hvis forskere indledte kapløbet om at komme først med atombomben
Moral. Jødiske Lise Meitner var politisk naiv og flygtede derfor først sent ud af Tyskland. Det var en moralsk fejl, erkendte hun senere, fordi hun derved støttede Hitler. Lise Meitner fik aldrig Nobelprisen, selvom hun var nomineret 15 gange, og skønt hendes forskerkollega Otto Hahn modtog den. Her ses hun i samtale med studerende i 1959 ved et universitet i USA.

Moral. Jødiske Lise Meitner var politisk naiv og flygtede derfor først sent ud af Tyskland. Det var en moralsk fejl, erkendte hun senere, fordi hun derved støttede Hitler. Lise Meitner fik aldrig Nobelprisen, selvom hun var nomineret 15 gange, og skønt hendes forskerkollega Otto Hahn modtog den. Her ses hun i samtale med studerende i 1959 ved et universitet i USA.

Emilio Segre Visual Archives

Kultur
9. november 2012

Potsdam-dagen, kalder man den i Tyskland. Den 21. marts 1933 fejrede man sydvest for Berlin åbningen af den tyske rigsdag, og Hitler optrådte for første og sidste gang i kjole og hvidt og med høj hat.

Den østrigske atomfysiker Lise Meitner, protestant af jødisk oprindelse, hørte transmissionen fra begivenheden i radioen sammen med to veninder i sit hjem i Berlin. Herefter skrev hun til sin mangeårige nærmeste samarbejdspartner den tyske atomfysiker Otto Hahn, der befandt sig i New York: »Hindenburg (daværende rigspræsident, red.) indledte med nogle korte meninger og overlod siden til Hitler, som talte i en meget moderat, taktfuld og forsonlig tone. Forhåbentlig kommer det til at fortsætte på denne vis. Når denne specielle Fører (...) sætter sig noget for, kan man til slut håbe på en lykkelig udvikling.«

Lise Meitners begavelse, hvad fysik angik, var i særklasse. Det var hendes politiske naivitet også. Tre dage senere overdrog Hitler sig selv magten og indledte sit rædselsregimente.

På grund af hendes østrigske statsborgerskab ramte Hitlers racelove først Lise Meitner i 1938, da Østrig blev indlemmet i Tyskland. Hun blev statsløs og måtte med gode venners hjælp flygte til Sverige i sidste øjeblik.

Først efter flugten blev det for alvor klart for Lise Meitner, at det, hun og hendes tyske kolleger havde beskæftiget sig med de senere år, kunne blive et bidrag til verdens undergang. Efter krigen gav hun i et brev til Otto Hahn sig selv og dermed også ham en lige højre:

»I dag står det meget klart for mig, at jeg moralsk begik en stor fejl ved ikke at rejse i 1933, at blive var det samme som at støtte Hitler.«

En af hovedpersonerne bag Lise Meitners flugt til Sverige var den svenske atomfysiker Eva von Bahr, der også støttede Meitner økonomisk en stor del af hendes karriere. De to kvinder havde kendt hinanden, siden Eva von Bahr kom til Berlin første gang i 1912, og deres personlige og videnskabelige op- og nedture og deres mangeårige intense forhold kan man læse om i Hedvig Hedqvists bog Kærlighed og kernefysik. Lise Meitner, Eva von Bahr og et venskab, som forandrede verden. Forfatteren, der er en af Sveriges mest anerkendte designjournalister, har leveret en ualmindelig velskrevet bog, der ubesværet fletter verdenshistoriske, videnskabshistoriske, kvinde-historiske og personlige perspektiver sammen.

Forfatterens mormor var søster til Eva von Bahr, og den personlige relation har givet hende viden og materiale, som ingen tidligere har forsket i eller kendt til. Blandt andet fortæller Hedqvist, at Meitner, der under Anden Verdenskrig var pacifist og imod militær atomforskning, videregav oplysninger fra tyske videnskabsfolk til den engelske delegation i Stockholm. Dermed bidrog hun til de allieredes kamp for at komme før Nazityskland med atombomben og således indirekte til krigens afslutning.

Troede på tysk overlegenhed

Mange af tidens betydeligste videnskabsfolk, blandt andre Madame Curie, Albert Einstein, Max Planck og Niels Bohr, er med som karakterfulde bipersoner; især Bohr og hans kone beskrives med stor kærlighed af Meitner. Lise Meitner er dog bogens zenit. Hun var en lysende begavelse og dertil et særdeles sammensat menneske. Hun forsvarede indædt Tyskland under den forrykte Første Verdenskrig, ja, bedyrede endog, at tyskerne havde »en bedre moralsk tilstand« end franskmændene, og at hun troede på »overlegenheden hos den germanske race«.

En overlegenhed som hun selv kom til at lide under tyve år senere. Direkte kostede den hende både hendes forskerbase og hjem i Tyskland, indirekte kom den dermed til at koste hende Nobelprisen, som hun aldrig fik, skønt hun blev nomineret 15 gange. De to af gangene af Niels Bohr.

Meitner og Bahrs liv har lighedspunkter og ender alligevel uendeligt forskelligt. Meitner, født i Wien i 1878, og Bahr, i Uppsala i 1874, kom begge fra store søskendeflokke. De kæmpede trods deres borgerlige baggrund – begges fædre var jurister – for at få lov til at studere. Og de valgte begge at kaste sig over fysikken, et fag, der allerede i grundskolen giver selv de sejeste drenge tårer i øjnene. Kærligheden til faget bandt deres skæbner sammen: Den introverte, eftergivende Eva von Bahr, der blev gift med en depressiv, hypokondrisk humanist og senere blev en from katolik, og på den anden side den frembrusende og kompromisløse Lise Meitner, der levede af kaffe og cigaretter og aldrig giftede sig. »Kærligheden til fysik kræver underkastelse«, som Hedqvist skriver.

Udregning på en træstamme

De verdenshistoriske begivenheder påvirkede de to kvinders muligheder, valg og lykke. For Eva satte allerede Første Verdenskrig en stopper for hendes forskerkarriere. Under Anden Verdenskrig fortsatte Lise fra Sverige sin korrespondance om deres eksperimenter med Otto Hahn. I sit berlinerlaboraorium bestrålede han uran, som resulterer i atomfission, men han forstod det ikke. Under en spadseretur i julen 1938 hos Eva i Kungälv satte Lise sig på en træstamme og regnede atomkernens spaltning ud på en lap papir. Hun forudså, at resultatet betød frigørelse af en kolossal mængde energi, der kunne bruges i eksplosivt øjemed. Opdagelsen fik de krigsførende magter på tæerne i kapløbet om at komme først med en atombombe.

Alligevel blev Lise forbigået, ikke engang nævnt, da Otto Hahn modtog Nobelprisen i kemi i 1946. Resultaterne forelå, mens Hahn stadig befandt sig i Nazityskland, og der reklamerede man ikke med sine jødiske forskerkolleger. Samtidig oplevede Lise Meitner massiv modstand i Sverige, nærmest sabotage af hendes forskning, fra fysikeren Manne Siegbahns side. Kvindelige naturvidenskabsfolk var for de fleste et utroværdigt særsyn. Her i hundredåret for Meitner og Bahrs første møde ser det heldigvis helt anderledes ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nazisterne indledte ikke noget egentligt kapløb om at fremstille en atombombe - amerikanerne gjorde det til gengæld af frygt for, at nazisterne skulle komme først ...

Heinrich R. Jørgensen

Muligvis var tyskerne først med atombomben. Der er kilder der peger på, at en første atombe blev bragt til sprængning på Rügen, og at der siden blev bragt en noget større abombe til sprængning et sted hvor Polen p.t. befinder sig (så hut jeg hvisker). Ved den anden sprængning blev krigsfanger (900-1500 personer) anvendt som forsøgsdyr på det nye våbens effekt.

Heinrich - du er offer for en skrøne - Heisenberg holdt Bohr løbende underrettet om nazisternes arbejder inden for atomfysikken i Tyskland - og de endte med en forkølet "forsøgsreaktor" nede i Sydtyskland 1945 ...

Men, hvilke er dine "kilder" ...

Einstein:

"Mit værste brev."

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

jeg er givetvis offer for adskillige skrøner (det er vi formodentligt alle).

Jeg har ikke studeret kilder eller undersøgt hvad andre har skrevet om emnet. Jeg har blot samlet lidt sporadisk input sammen. Om de beskrevne er sandt, aner jeg ikke.

En hurtig googling giver en artikel der omtaler emnet: http://english.pravda.ru/history/10-05-2011/117849-atomic_bomb-0/ . Der er andre links -- jeg har ikke tjekke nogle af påstandene.

Udover en tysk atombombe går der tilsvarende rygter om også en japansk bombe fra 2. Verdenskrig, men ingen har (pålideligt) registreret forøget stråling på nogen af de steder, hvor disse aksemagte-bomber skulle være sprængt.

Interessant i øvrigt, at det altid noteres positivt, at USA fik hjælp fra al verdens forskere til deres bombe - mens det modsvarende hånligt bemærkes, at Sovjet ikke kunne bygge deres alene. Al forskning står i gæld til kollegaer, men den kolde krig fortsætter...

Selvfølgelig havde Lise Meitner pacifistiske tanker. En stor del af de store tænkere er som det står politisk meget naive, men derfor er det alligevel interessant, at så mange af de forskere, der virkelig har forstået denne verden egentlige byggesten, på samme tid har været skrækslagne for at give resultaterne af denne viden til politikerne - og har sørget for at sprede den bredt ud, så intet land blev for stærkt ved at besidde den alene.

Forøvrigt er det kendt nu, at også Sverige byggede atombomber, men det var først efter Verdenskrigen, og blev afsluttet igen. Langt mere upålidelige rygter fortæller, at svenskerne samarbejdede med Danmark - og at vi fortsat har en hemmelig reaktor nedgravet under Fælledparken. Jeg har papirer liggende med denne teori, som heldigvis ikke ser ud til at have hold i virkeligheden. Galskaben har dog grænser.

Ved ikke, om det var udtryk for politisk naivitet, da Einstein og Szilard 1939 konciperede et brev til Roosevelt hjemme hos Albert på hans hakkebrædt i Peconic Bay ved New York – det var vel snarere et udtryk for klarsyn og rettidig omhu …

De havde begge overværet en forelæsning af Bohr om atomspaltning – at muligvis kunne spaltningen af urankernen danne flere neutroner – og de blev hurtigt klar over konsekvensen, skulle dette være tilfældet – at det var tilfældet viste Szilards forsøg kort tid efter – Hitlers skæbne afhænger af dette, var hans konklusion – vi skriver august 1939 …

Derefter blev Los Alamos ret hurtigt etableret under ledelse af Oppenheimer – resten er velkendt stof …

Det er en skam, anmelderen i sin tone bevæger sig på feministisk landsbytosse-niveau:

'...fysikken, et fag, der allerede i grundskolen giver selv de sejeste drenge tårer i øjnene...'

Det giver hele anmeldelsen et skær af manglende troværdighed, og kan vel egentlig kun skade den omtalte bog.

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

at overleveringer om begivenhedsforløb er velkendte og mindeværdige, er for mig at se en indikator på at fortællingerne og genfortællingerne muligvis gavner nogle. Store poetiske fortællinger der cirkuleres flittigt, behøver ikke at være sande; tværtimod. Sådanne populære skrøner kan være udtryk for en bestræbelse på at kreere falsk bevisthed, praktisere hjernevask og iværksætte et mentalt koncensus-bolværk alternative fortællinger. Et hold-kæft bolche.

Det skorter ikke på eksempler, der kan fremføres om den mekanismes effektivitet, samtidigt med at skrønens indhold savner plausubilitet og troværdighed, ved undersøgelse heraf.

Grundlaget for at blive vrøvl og overtro kvit, begynder altid med at undres.

Som Liske så rigtigt gør opmærksom på, så sagde Einstein efter krigen, at omtalte brev var én af hans største "blunders" - men den overbeviste pacifist blev senest 1939 overbevist om, at nazisternes fremmarch skulle stoppes - og det er jo skæbnens ironi, at netop han skulle være én af fortalerne for at bygge en atombombe, som senere hen viste sig indtil videre at være overflødig i hvert fald angik nazisterne - déri "the blunder" ...

Det sagde han forøvrigt også, da han indførte den kosmologiske konstant (store Lambda) i sine feltligninger i den generelle relativitetsteori...

Bo Carlsen,

denne, din korrekte observation af en manglende femi-troværdighed, kunne jeg godt finde på - politisk ukorrekt, som jeg til tider kan finde på at være når det drejer sig om vores fremtid - at udbrede til hele behandlingen af naturvidenskaben, teknikken og matematikken i vores gennemfeminiserede uddannelsesinstitutioner - en katastrofe ingen tør gøre noget ved, men som med tiden vil ramme os i nakken som en boomerang - uden afsender ...

Omkring artiklen ovenstående: Der nævnes 13 navne, heraf Hitler og Hindenburg.

Quiz: Hvor mange af de 13 er jøder? Over eller under halvdelen?

Københavnerpressen får næsten aldrig plads til Charles Christian Lauridsen fra Holstebro, der var med til at opfinde og bygge atombomben og hørte til det sidste dusin, der var med, da målene skulle udpeges.

. . .in 1930 he joined the physics department faculty at California Institute of Technology. In 1939 the laboratory concentrated on nuclear physics. He spent the remainder of his academic career as Professor of Physics at this institution, finally retiring in 1962 . . .

http://en.wikipedia.org/wiki/Charles_Christian_Lauritsen

Michael Kongstad Nielsen

Kan det dokumenteres, at Lise Meitner ikke fik Nobelprisen fordi hun var kvinde og jøde?

Nej, ikke direkte ...

Meitner og Hahn arbejdede sammen i Berlin frem til 1938, men han negligerede eller underspillede hendes afgørende deltagelse i den banebrydende opdagelse af fission – det ser ud til, at det var Meitner, der leverede teorien bag ved – men at Hahn var en villig hjælper for nazisterne – hans forskning betragtede han vel vigtigere end politik – så han løb med hele æren …

Den fortjente deling af nobelprisen, der lå lige for, turde svenskerne vel heller ikke stå fast på af hensyn til nazisternes udelukkelse af jødiske forskere, men det blev der naturligvis senere rådet bod på efter krigen …

http://www.atomicarchive.com/Bios/Meitner.shtml

Michael Kongstad Nielsen

Tak Jan,
men som jeg læser det, fik Hahn prisen i 1946, og på det tidspunkt skulle man vel være forbi eventuelle hensyn til det nazistiske Tyskland.

Michael - jeg læser nu - "In 1944, Hahn was awarded the Nobel Prize for Chemistry for his research into fission, but Meitner was ignored, partly because Hahn downplayed her role ever since she left Germany."

Uden at ville blande mig. På den officielle Nobelpris-hjemmeside hedder det:

"The Nobel Prize in Chemistry 1944 was awarded to Otto Hahn "for his discovery of the fission of heavy nuclei".
Otto Hahn received his Nobel Prize one year later, in 1945"

http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/chemistry/laureates/1944/

Ja, det er en anmeldelse til dumpekaraktér af en sikkert udmærket bog ...

At emnet stadig er lige aktuelt kan ses i den seneste bogudgivelse -

http://www.berenberg-verlag.de/programm/die-nacht-der-physiker/