Læsetid 3 min.

Krig og kærlighed i Afghanistan

Britisk-pakistanske Nadeem Aslam har skrevet en poetisk og brutal kærlighedsroman, der uanstrengt favner 30 års krige og kulturelle misforståelser i Afghanistan
Afghanistan. Det krigshærgede lands skæbne er resultatet af årtiers kulturelle misforståelser, skæve alliancer og blindt had. Det er en af pointerne i romanen ’Vågenatten’.

Afghanistan. Det krigshærgede lands skæbne er resultatet af årtiers kulturelle misforståelser, skæve alliancer og blindt had. Det er en af pointerne i romanen ’Vågenatten’.

Qais Usyan
16. november 2012

I de seneste 30 år har Afghanistan lagt jord og bjerge til en krig mod Sovjetunionen, en borgerkrig med Taleban i centrum og den igangværende war on terror anført af USA og dens vestlige allierede.

”Det var som hele verden havde kæmpet i dette land, havde begået fejltagelser i dette land,” tænker Marcus i Nadeem Aslams nye roman Vågenatten, inden han tilføjer, at ”fejltagelser har konsekvenser, og han vidste ikke hvem han skulle bebrejde for de konsekvenser. Afghanistan selv, Rusland, USA, Storbritannien, de arabiske lande, Pakistan?”

Alle spiller de en rolle i Vågenatten, der dækker de nævnte 30 år med afstikkere til blandt andet krigen i Vietnam og Sovjetunionens rumprogram.

I centrum står Marcus’ hus, en tidligere parfumefabrik i Jalalabad, hvor flere personer mødes mere eller mindre tilfældigt. Blandt dem den russiske kvinde Lara, der dukker op for at lede efter sin bror, der aldrig vendte hjem fra den sovjetiske invasion af Afghanistan; David, der som CIA-agent var med til at støtte Mujahedin mod netop den sovjetiske hær, og den unge muslim Casa, der er besat af at føre hellig krig mod USA. Alle er de, eller bliver de, knyttet sammen på grund af krig eller kærlighed.

Marcus selv er en aldrende britisk læge, hvis afghanske kone er blevet stenet ihjel af Taleban. Parrets datter, Zameen, som David forelskede sig i, er ligeledes blevet dræbt, men barnebarnet, der er resultatet af Laras brors voldtægt af Zameen, har Marcus i hvert fald indledningsvis ikke opgivet at finde …

 

Gru og duften af sandeltræ

Vågenatten er en dybt foruroligende og meget ambitiøs roman, der fanger menneskets kærlighed og længsler samt det ætsende had og den grufulde ondskab, der kan drive os.

Det ene øjeblik genlæser man lyriske beskrivelser af, hvordan Lara lægger et spejl på gulvet for at læse de bøger, Marcus kone har naglet fast i lofterne for at hindre Taleban i at opdage dem og brænde dem ved husundersøgelser.

Det næste øjeblik lægger man bogen fra sig, når kvinder voldtages, eller – som her – når to mænd i en flygtningelejr stikker en finger i en lille drengs hals for at få ham til at kaste den mad op, han lige har spist, hvorefter de selv spiser den:

”Drengen snublede helt fortumlet af sted og faldt, tårerne stod ham i øjnene, de var så klare at man kunne se dem selv i tusmørke.”

Helt så klart er det ikke altid, hvor man er, eller hvis øjne, der ser. Aslam springer frem og tilbage i tid og sted og fra person til person. Undervejs må læseren derfor koncentrere sig om at både at tyde og holde styr på de indviklede sammenhænge, der i hvert fald i forfatterens øjne synes at forklare gruen, volden og hadet i Afghanistan. Men det er vel sagtens også pointen i en roman om et land, hvis skæbne er resultatet af årtiers kulturelle misforståelser, skæve alliancer og blindt had.

Krige og komplicerede konflikter af den art kommer der som regel sjældent god skønlitteratur ud af før mange år efter, at de er endt. Men ingen regler uden undtagelse: Britisk-pakistanske Nadeem Aslam (født 1966) har med Vågenatten skrevet en uafrystelig, poetisk og brutal roman, der med stor overbevisning understreger, hvor kompleks verden er og samtidig fanger både gruen i den afghanske konflikt og landets eksotiske duft af sandeltræ og parfume.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu