Læsetid: 2 min.

Kulturhistorie light

Jan Guillous anden roman i hans ambitiøse krønike om det 20. århundrede er en lidt stivbenet kulturhistorie om homoseksuelle og kunstnerstereotyper i London fra 1901 til 1919. Selv sproget stritter demonstrativt med lillefingeren i ’Dandy’
2. november 2012

Virginia Woolf og John Maynard Keynes gæsteoptræder i Jan Guillous Dandy, men det gør ikke romanen dybsindig i karaktertegningen, at den er befolket af en række af det 20. århundredes intellektuelle superstjerner. Tværtimod fungerer fortællingen bedst som en slags fiktionaliseret parafrasering af kulturelle og samfundsmæssige begivenheder set gennem en homoseksuel norsk kunstners interaktion med britiske adelige og Bloomsbury-gruppen i årene 1901 til 1919.

Dandy er andet afsnit af den slægtskrønike om det 20. århundrede, som den 68-årige svensker har dedikeret sit forfatterskab til, og samler tråden op efter Brobyggerne om tre norske brødre af fattig familie. De uddannes på lokalsamfundets regning som diplomingeniører i Dresden og står i 1901 med et nyt århundrede foran sig og faglige kompetencer til at regere det. Eller sådan ser det ud, indtil 1. Verdenskrig river europæerne ud af de søde drømme om fred og fremskridt.

Det er et spændende udgangspunkt for en romanserie, også fordi Guillous indgangsvinkel er at lade Lauritz, Oscar og Sverre forsvare det åndrige Tyskland, der også eksisterede i årene før krigen. At manden bag en af svensk machismos fremmeste forbilleder Carl Hamilton fortæller gennem en lapset homoseksuel er også lidt fedt. Desværre hæver hverken han eller romanens andre karakterer sig for alvor over deres typer.

Højstemt

Hvor Brobyggerne fokuserede på Lauritz’ strabadser som ingeniør i det norske fjeld parallelt med Oscars afstikker til Afrika som jernbanekonstruktør, skruer Dandy tiden tilbage til 1901 og følger Sverre til England til hans partner lord Alberts gods. Her tegnes et billede af samtidens kunstnerkultur og omgivelsernes stærkt polariserede forhold til homoseksualitet i datidens Europa. Sverre springer ud, ikke seksuelt, for officielt er han Alberts kompagnon, men som kunstmaler med blik for hierarkierne i det britiske klassesamfund. Han falder hurtigt til i de adelige saloner og blandt Bloomsbury-gruppens bohemer. Det samme kan man dog ikke sige om Guillou, der i bestræbelsen på en balzacsk, for romanen tidssvarende fortællestil, konstruerer en noget højstemt kadence. Når intime scener mellem Albert og Sverre byder på replikker som »Jeg er bleg, men fattet og lykkelig«, er det, som om selv sproget stritter demonstrativt med lillefingeren. I Brobyggerne diverterer Jan Guillou med løvejagt i tysk Østafrika, så man fornemmer lugten af angst og rovdyr. I den nye roman skildres det intellektuelle kunstnermiljø med manieret distance, og det er svært at mønstre ægte interesse for hovedpersonerne. Dandy er i stedet tankevækkende som kulturhistorie light og giver appetit på mere viden om Europa før 1. Verdenskrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu