Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kvajebajere & flødevers

Hos Robbie Williams er selv ideen om skørhed en spændetrøje. Så syng blot trygt med. Eller vov dig ud på de flødesmurte skråninger med Taylor Swift, der bevæger sig diabolsk sødmefuldt fra forhold til forhold
Amerikanske Taylor Swift flyttede til Nashville som 14-årig for at forfølge en karriere som countrysanger. Det er lykkedes. Så godt at hun netop har slået rekorden for flest albummer solgt på en uge i USA. Her optræder hun ved denne uges Country Music Awards i Nashville.

Amerikanske Taylor Swift flyttede til Nashville som 14-årig for at forfølge en karriere som countrysanger. Det er lykkedes. Så godt at hun netop har slået rekorden for flest albummer solgt på en uge i USA. Her optræder hun ved denne uges Country Music Awards i Nashville.

Laura Farr

Kultur
3. november 2012

Pop. Det handler om at føle sig speciel uden at stikke ud. Pop. At være noget særligt uden at være en freak. Pop. »You and me are not like the others,« synger Robbie Williams på sit nye album, Take The Crown. I et omkvæd skabt til fællessang. Så syng med, simuler din individualisme sammen med alle de andre millioner. Pop.

Også Robbie Williams’ niende album er et Happy Meal™. O.k., det kan godt være lidt unhappy undervejs, men det er kun, fordi let triste sange også kan føles godt. I hvert fald i det øjeblik, de konsumeres. Jeg er helt med på nydelsen i øjeblikket. Sange som »Gospel«, »Different« og »Losers« får nabobygningen til at lyse af energi og mine fingre til at hamre hårdere i tastaturet, mens jeg forestiller mig en råsnaver foran Orange Scene lørdag nat.Med Robbie Williams får vi, hvad vi kender. I lårtykke stråler. En hvid drengerøvs drøm om evig kærlighed, der gik i stykker, og om en potens, som ikke gør. Ja, han forsøger sig endda med en sang, hvor han forestiller sig en husmors fantasier: »50 Shades of Grey, Reader’s Digest, Lady Chatterley’s Lover, det er alt det nævnte,« forklarer han i et YouTube-klip.

Jeg bliver bare så træt og uopfindsom, når jeg lytter til den nu 38-årige britiske popstjerne. Jeg bliver så solidt fodret uden at få nogen egentlig smagsoplevelse. Ender mæt uden at være tilfreds. Det er jo sange tænkt som kollektive orgasmer, men det er bare småborgerligt knibske kramper.

Reglerne snører dem sammen. Og Williams’ dyrkelse af sin egen middelmådighed, af at være en gennemsnitlig lad, får sangene til at lyde som kedsommeligt kalkulerede forsøg på at tage fællesnævneren hårdt bagfra. Uden videre finesse eller opfindsomhed.

Under indspilningen af nummeret »Losers« blev den unge medsanger Lissie bedt om at »lave lidt vanvid i slutningen«. Hvad resulterede det i? Lidt flødet åååh ååååh, som kunne opleves langt mere vildt og orgiastisk på Dark Side of The Moon fra 1973. Hos Robbie Williams er selv ideen om skørhed en spændetrøje.

Forelskelse og brud

Man kan drømme om en anden pop, der ikke reducerer alting til pubrockpop og kedsommelige stereotyper. Ja, man kan endda finde den ude i virkeligheden. I Rihannas sex-, dominans- og hævnfantasier, både tekstligt og musikalsk. Man kan finde den i Lady Gagas Fellini-farvede cirkus på turné. Eller man kan dykke ned i Kanye Wests megalomani og selvhad. Eller dyrke Frank Ocean, der tilbyder os en forbrændt soul-pop om fremmedgørelse, overstimulering og det nye liv, vi fører ved vores skærme.

Michael Jackson var en mester i at filtrere det tossede og desperate ud i perfekt formede popsange. Han udviste kontrolmanisk geni. Og – uden at sammenligningen skal tages for langt – så er der også noget sygeligt perfektionistisk ved den kun 22-årige Taylor Swifts forsøg på at få sin serielle monogami til at forme sig som en perlekæde af pophits.

Swift synger om de perfekte eller hjertepulveriserende øjeblikke i kærligheden. Strækker dem ud, så de varer tre til fire til frem minutter. Forelskelse og brud formfuldendt. Hendes seneste album, Red, er en rutchebane bygget af countrypop – tilsat moderne elektroniske modifikationer undervejs, herunder sågar et dubstepintermezzo, som enhver amerikansk popstjerne åbenbart skal have i disse år.

Swift flyttede til Nashville som 14-årig for at forfølge en karriere som countrysanger. Det er lykkedes. Så godt at hun netop har slået rekorden for flest albummer solgt på en uge i USA. 1,2 mio.eksemplarer af Red, der dermed stod for 19,3 procent af alt albumsalg i sidste uge i USA.

Den unge countrypop-goodiegoodie-superstjerne støder heller ikke nogen. Hun er for alle og for enhver med sine dådyrøjne. Ja, i det mest kontroversielle øjeblik i sin karriere var hun egentlig bare statist. Det var da, Kanye West i 2009 tog mikrofonen fra hende – da hun modtog en MTV Video Music Awards-statuette – og sagde, at prisen skulle være tilfaldet Beyoncé.

Men Taylor Swift er ikke bare den prydsgenstand, som Kanye West reducerede hende til. Ganske vist er hendes stemme lavet af en særligt nuttet form for fløde pisket op med luft fra en blomstereng. Men lytter man efter, finder man også ud af, at fløden glider ned ad skråningerne, og at man kan glide og skære sig på de glasskår, hun pulveriser i mælkeproduktet, mens man har travlt med at drukne i hendes dådyrøjne.

»This slope is treacherous/I like it,« synger hun sågar. Hun gør grin med sin hipsterekskæreste, og med et vidende glimt i øjet åbner hun en sang: »Once upon a time/A few mistakes ago«.

Kompositorisk har sangene det med at ligne hinanden. Men i små doser (mindre end Reds 16 numre) er der noget uhyggeligt forførende over denne unge dame, der har gjort det til sin opgave at beruse os – og sig selv – med kærlighed som flygtig, men narkotisk gasart.Det bliver alt for jovialt øllet hos Robbie Williams, mens det til gengæld bliver stærkt parfumeret hos Taylor Swift. Beklager stereotypierne. Det er poppens skyld. Hvad, der bliver hængende, er dette: At Williams ikke er i stand til at flytte sig ud af stedet, men til gengæld giver en omgang kvajebajere som undskyldning. Til gengæld er Swift diabolsk dygtig til at finde sødme i den serielle monogami, og hun er stolt af det. Det er også pop.

 

Robbie Williams: ’Take The Crown’ (RW/Island Records Group/Universal). Udkommer mandag

Taylor Swift: ’Red’ (Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her