Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den alt for Lange Peter Madsen

Hjernen. Peter Lund Madsens bog om menneskehjernen er båret af en belæst og belærende gennemgang af alt det, forfatteren har lært på lægestudiet og i laboratoriet, men tydeligvis næsten ikke orker at referere for os andre. Det er en nærig bog
Hjernen. Peter Lund Madsens bog om menneskehjernen er båret af en belæst og belærende gennemgang af alt det, forfatteren har lært på lægestudiet og i laboratoriet, men tydeligvis næsten ikke orker at referere for os andre. Det er en nærig bog
Kultur
30. november 2012

Peter Lund Madsen er en ferm, finurlig og fiks fortæller, som mange vil kende fra foredrag, fjernsyn og teaterforestillinger, hvor han belevent øser løs af stort og småt fra sin hjerneforskerbaggrund. Men fortælletalentet til trods har Peter Lund Madsen er stort problem, som for alvor slår igennem, når han kaster sig ud i den udpræget lange form, som en bog på 550 sider udgør: Han har ikke noget at fortælle.

Jo, jo, han har masser at fortælle om, han er jo læge og alt muligt, men han har ikke rigtig noget han vil fortælle os. Ikke noget uopsætteligt, brændende eller tryglende behov for at vi skal forstå. Jo, jo, selvfølgelig skal vi forstå at mennesket er et snildt dyr med en smart hjerne, men hvad vi sådan lige skal bruge den til har vores hjerneforsker ikke rigtig noget bud på. Derfor bliver hans bog om hjernen flakkende, ujævn, træls og retningsløst opremsende.

Det kan lyde som en brutal dom, men er ikke desto mindre forfatterens eget udgangspunkt for denne bog: »Jeg havde sat mig for at skrive en bog om menneskehjernen, men det gik slet ikke. Jeg duede ikke som forfatter,« skriver han på side 13.

En pagt

Men så blev forfatteren på side 14 passet op af en mystisk figur, Alexander Zukaroff, der er forsynet med en så tilpas blanding af en overnaturlig evne til at tale med dyr og en kulsort samvittighed efter fortidens DDR-kommunisme, at han formår at få forfatteren involveret i en pagt, der skal føre til at Peter Lund Madsen alligevel får skrevet sin bog om hjernen fra A til Z.

Zukaroff bliver en slags coach, indpisker og spirituel sprællemand, som trækker Madsen til truget, så han kan få skrevet sine kapitler og realiseret sin bog. Fem hundrede sider senere opklares så på dødslejet Zukaroffs sørgelige motiv til pagten. Madsens motiv til at begå en bog får vi aldrig opklaret. En sådan fiktionsramme om en faglitterær fortælling har ført til at Peter Lund Madsens bog er blevet sammenlignet med nordmanden Jostein Gaarders enestående internationale succes Sofies Verden fra 1991. Men det er helt misvisende.

Gaarders bog er båret af en glubende undren og higen efter alt det, forfatteren ikke ved om verden. Den skønlitterære ramme er en genrebevidst og stramt holdt beretning om en pige, der fra en fjern far modtager en slags korrespondancekursus i filosofiske gåder. Rammen fungerer som skilleark i en faglig fortælling drevet frem af engagement. Lund Madsens bog er båret af en belæst og belærende gennemgang af alt det forfatteren har lært på lægestudiet og i laboratoriet, men tydeligvis næsten ikke orker at referere for os andre, selv når Zukaroff agerer støttepædagog. Den skønlitterære ramme er flagrende, selvcentreret og kun lejlighedsvist fængende.

Den er desværre også inkonsistent: Zukaroff skulle jo fungere som en hjælper, men vi bliver som boglæsere konsekvent præsenteret for de samme kapiteludkast som Zukaroff præsenteres for, og dermed ikke for det, han har redigeret. Derfor bliver den eneste redaktionelle rolle for Madsens fiktive person, at han uden effekt påpeger manglende indhold og lejlighedsvis skamroser Madsens tekster. Det bliver man træt af.

De faglitterære afsnit, som er hovedretten i en bog om hjernen, er præget af et næsten fuldstændigt fravær af fortællemæssigt drive. Nogle kapitler slår om sig med anatomiske detaljer og latinske betegnelser, der ikke siden bliver brugt til noget. Andre lægger spor ud, som man glæder sig til at se opfølgningen på, uden at den nogen sinde kommer.Selv hvor bogen er bedst og skarpest ender det i øllebrød. Når Peter Lund Madsen beskriver den menneskelige søvn er han på faglig hjemmebane fra sin forskerfortid og det hele præges af fortælleglæde og tankevækkende passager. Men så ender det alligevel med, at når Zukaroff så spørger, hvorfor vi sover og hvorfor vi drømmer, så svarer Madsen med lidt snak om, hvad han selv tror samt en henvisning til, at der findes en masse videnskabelige teorier om det, som han ikke vil referere, for dem bliver man ikke klogere af.

En træg proces

Det er – trods det overdådige illustrationsudstyr – en nærig bog, igen og igen præget af lærebogsagtige vendinger som at det »ligger uden for denne bogs rammer« (hvordan hjernen regulerer kroppen) eller må »henvise til den mangfoldige litteratur, der foreligger« (om den del af nervesystemet, der ikke er under viljens kontrol) eller at »der er skrevet tykke bøger om emnet« (hvorfor menneskehjernen er så stor). Læseren får ikke meget forærende! Det mentale greb om hjerneforskningen er mærkeligt altmodisch og føles ikke rigtig up to date. Litteraturhenvisningerne peger for det meste på mindst fem år gamle kilder, hvilket afspejler den træge proces, der ligger bag bogens tilblivelse. Bogens forord lover følgende: »Læser og forstår man bogen, så ved man, efter min mening, hvad der er nødvendigt at vide om menneskehjernen.« Det står der virkelig! Hvis det var rigtigt kunne vi jo bare standse al videre hjerneforskning, for vi ved allerede det nødvendige (og har endda vidst det i fem år). Vi boglæsere kan lige så godt holde op med at undre os over vores hjerner: Vi har jo fået at vide, hvad der skal vides, når bare vi har læst færdig.

Det var i den ene ende af bogen. Når man så har slæbt sig gennem hele teksten og dens afsluttende rørstrømske, politisk-filosofisk naive dialoger om menneskehedens selvværd, ender man med bagsideteksten (der ganske usædvanligt er signeret med forfatterens navn): »Har man læst og forstået denne bog, så ved man, hvad hjernen gør for os mennesker, og så bliver man i grunden så glad.«

Det håber jeg så sandelig, at man bliver. Selv slog jeg blikket ned i forlegenhed og stilfærdig lettelse over at være blevet færdig med denne alt for Lange Peter Madsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vil benytte lejligheden til at takke Tor Nørretranders for sine forfatterskaber. Der overaskes man altid over den utrolige viden een menneskehjerne kan nedfælde på nogle ark papirer, vel at mærke i et klart sprog som kan læses og forståes af de fleste. Respekt!

Føler mig inspireret til at støve min "Bibel" "Mærk Verden" af for en hyggelig og lærerig genlæsning. Et lyspunkt i en lysfattig tid...