Læsetid: 5 min.

Lenin ejede ikke tvivlens nådegave

Kurt Jacobsen har skrevet en spændende og velformuleret bog om tilblivelsen af ’leninismen’
16. november 2012

Lenin var ikke en mand, der ejede tvivlens nådegave. Fra et tidligt tidspunkt i sit liv vidste han, at han ville styrte zaren fra tronen. Hans storebror blev henrettet som terrorist, og den russiske terrorist-tradition spillede en vigtig rolle i Lenins politiske dannelse. Sidenhen mødte han marxismen i Karl Kautskys såkaldte ’ortodokse’ version, og fra da af ved han, at han har ret, og at han ved, hvad der bør gøres.

Denne psykiske og intellektuelle, nærmest patologiske sikkerhed er nok det, som hurtigst gør indtryk i Kurt Jacobsens vellykkede, velskrevne og letlæste bog om Lenin. For de, som ikke orker at læse Robert Services fire bind om Lenin (A political life 1-3 og A biography), som Kurt Jacobsen bygger på, kan oplagt starte her.

Kurt Jacobsens biografi følger Lenin fra hans fødsel i 1870 til hans død i 1924. Hans far var en dygtig embedsmand, som blev adlet for sin indsats i zarens skolevæsen. Lenins mor kom fra en jødisk slægt, og både det adelige og det jødiske var forhold ved Lenins liv, som hans senere russiske biografer helst forbigik.

Selv om det lykkedes Lenin at blive uddannet som sagfører, så havde han stort set ikke lønarbejde på noget tidspunkt i sit liv. Han levede først af sin mors penge efter farens død og siden som lønnet revolutionær. Han levede en stor del af sit førrevolutionære liv i udlandet og havde ikke meget føling med russiske arbejdere eller blot med Ruslands udvikling. Han fastholdt i sine analyser, at Rusland allerede var et kapitalistisk land, og at man derfor kunne gå direkte efter en socialistisk revolution og springe den borgerlige, demokratiske over.

Opblæste idioter

På den russiske venstrefløj var holdningen, at Rusland var et tilbagestående land med kun få kapitalistiske øer, og at det, Rusland trængte til, var demokrati og et moderne liv. Et af de tydelige spor, Lenin har sat sig, er en særlig form for diskussion, som siden er gået i arv til dele af venstrefløjen. Folk, som mente noget andet end ham, var renegater, opportunister eller købte lakajer, hvis ikke de bare var opblæste idioter. Hans forfærdende mangel på evne til at tvivle gjorde, at han uden at se til højre eller venstre og uden følelsesmæssige relationer til nogen skånselsløst gjorde op med folk og splittede de mikroskopiske grupper, han var medlem af.

Den venstrefløj, han var en del af, bestod normalt af en ledelse i eksil og en illegal organisation i Rusland med to helt forskellige politiske liv. Det russiske socialdemokrati bestod således af tre partier: Lenins bolsjevikker, mensjevikkerne og den jødiske gruppe Bund, men ingen af dem ligner vesteuropæiske partier. I øvrigt er Bund desværre næsten skrevet ud af Kurt Jacobsens synsfelt.

Var det ikke for Lenins rolle under revolutionen (fra februar til oktober 1917) og hans rolle de følgende fire år, var han formentlig i dag glemt af alle undtagen specialister. Efter mange år i eksil vendte han i april 1917 tilbage og proklamerede, at nu var tiden inde til en socialistisk revolution. Det vandt han ikke mange proselytter på, men som sædvanlig sloges han uden at se sig til højre eller venstre for sagen og overvandt modstanden blandt bolsjevikkerne. Til alt held for dem lå magten så at sige på gaden, de skulle bare bukke sig efter den. Hans egentlige præstation lå snarere i at få Rusland ud af verdenskrigen og gennem borgerkrigen. Da han endelig – med Trotskijs og Den Røde Hærs hjælp – var sluppet af med krigen, havde han indført et styre, som i mangt og meget lignede zarens, bortset fra at Lenins magt var mere omfattende.

Gav Stalin for meget magt

Nu så han, at Rusland langtfra var det moderne, kapitalistiske land, han havde hævdet, men et tilbagestående land fuldstændig forarmet af krig og undertrykkelse. Hvordan skulle det lige blive til socialisme? Hvordan skulle det blive til et nyt proletarisk demokrati? Hvordan skulle folk få det bedre?

Socialisme for Lenin var en sandhed, som var indskrevet i historien. Hans socialisme byggede ikke på medfølelse med de undertrykte, formentlig ejede han ikke evnen til empati og var i så henseende en slags psykopat. Selv om Kurt Jacobsen ikke bruger ordet, nævner han alle præmisserne for at anvende den betegnelse. Socialisme handlede om en ny måde at producere på, det lå så at sige i kortene; han skulle bare spille dem rigtigt. At han nu, hvor der var ro i landet, kunne tillade andre politiske partier, kunne indføre offentlig debat, kunne demontere det hemmelige politi osv. faldt ham ikke ind. Det, som faldt ham ind, var NEP, den nye økonomiske politik, som tillod privat initiativ i kontrolleret målestok med henblik på, at få landet på fode og akkumulere kapital. Men netop her slog sygdommen til, og i løbet af 1923 blev han dårligere og dårligere som følge af en række blodpropper. Han nåede at indse, at han havde givet Stalin for meget magt, men kunne ikke længere tage opgøret. Hans testamente til partiet overhørte de delegerede. Den arv han efterlod sig bliver fundamentet for det groteske samfund, Stalin bygger op, som bliver det argument, der definitivt gør den socialdemokratiske bevægelse til en kapitalistisk reformbevægelse.

Den sidste del af Kurt Jacobsens bog er en spændende og velskrevet gennemgang af Lenins inspiration fra jakobinismen, Machiavelli og terrorismen. Desværre gør han ikke så meget ud af, hvilken slags marxisme, Lenin udtænkte med baggrund i Kautsky. Han gør rede for tilblivelsen af ’leninismen’, Stalins ideologi til bevarelse af magten, som bredte sig til Vesteuropa og senere til den tredje verden. Bogens sidste fyrre sider er på mange måder essensen af Kurt Jacobsens opgør med den kommunisme, han selv er vokset ud af. Det slipper han ret flot fra. Det er således en usædvanlig god bog, Kurt Jacobsen har skrevet. Desværre burde forlaget have læst bedre korrektur, der er nogle fæle fejl undervejs. Og så står bogens mange interessante fotos i så dårlig en reproduktion, at de er en kedeligt grå pelemele, hvor detaljerne forsvinder.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer