Læsetid: 5 min.

Lille hus på Overgaden

Køb en kø til 600 dollar selv om du ikke kan spille billard, og lev livet. En fremragende film om pokerspillere og en mand i en bus redder en indadvendt udstilling fra døden ved kedsomhed
Køb en kø til 600 dollar selv om du ikke kan spille billard, og lev livet. En fremragende film om pokerspillere og en mand i en bus redder en indadvendt udstilling fra døden ved kedsomhed
23. november 2012

Foran skærmen er der lagt et gulvtæppe. På skærmen ser man, hvordan kameraet glider fra vejen hen over rendestenen, fortovet og om bag træerne. Kameraet bliver nærmest trukket som i en elastik for så at blive sluppet og fare tilbage, ind og ud af fokus, i små ryk, med faretruende baggrundslyde. Vi ser fortovet igen, der hænger et ødelagt kassettebånd i træet, en kvinde står med ryggen til og stirrer på skoven på den anden side af rækværket, og kameraet farer tilbage igen.

Videoen af finske Sini Pelkki indrammer fint udstillingens alt for brede tema og greb: Der findes rum, og i rummene er der nye rum. Nogle rum er private. Andre er offentlige. Men det private eksisterer alle steder, og den fulde offentlighed findes ikke. Selv broen og dens fortov, hvorfra man kan betragte en skov, har sine hemmeligheder. Og ingen ser tingene ens. Det fælles er privat for den enkelte.

Hvor Pelkkis værk er nørdet og vægrer sig mod beskueren, er finske Pilvi Takalas film Players lige modsat. Ligesom musik kan åbne følelsesregistret, er det også langt lettere at reflektere over en film som Takalas, fordi den er så underholdende. Det er, som om underholdning er et fyord i store dele af kunsten, det er, som om kunst skal være en pine for at blive accepteret. Men det rammer Takala en tyk pæl igennem. Filmen er et fantastisk kunstværk, og den er både dyb, sjov og let at se.

Players er historien om seks pokerspillere, der er flyttet til Bangkok for at leve livet. De spiller online, og de tjener godt med penge på det. De bor i toppen af en skyskraber og spiser dyr mad flere gange om ugen. Men de er trætte af deres liv og tyr derfor til balling, deres udtryk for frås. De flyver i helikopter til en fest. De køber en kø til 600 dollar, selv om de ikke kan spille billard. De gambler om alt og trækker altid lod om, hvem der skal betale.

Takalas bror er en af dem, og det er ad den vej, hun har fået adgang til deres liv. Hun brugte en måned på at lære om deres hverdag, og i filmen er det hende selv, der spiller alle roller, i en figur der svæver mellem kønnene.

Det handler selvfølgelig ligesom i Pelkkis værk om grænsen mellem det private og det fælles, og det er i øvrigt pudsigt, så meget lettere det er at få øje på detaljer i ens eget liv, når man ser et fællesskab, der er så karikeret og forskelligt, på den anden side af Jorden.

Men det handler også om paradokserne i livet. Pokerspillerne kæmper for at regne den ud og siger selv, at det er muligt, blandt andet ved at være udholdende, ved at være i stand til at tage det største tab. Hvorefter de, så snart der skal betales for middagen, overlader alt til de tilfældigheder, som de lever af at overskride.

Filmen er en smuk fond af verden, der koges ned til noget virtuelt, der koges ned til seks fyre, der igen koges ned til én pige. Det er noget så abstrakt som hele verden, der er gået på nettet for at gå tilbage igen i en total urealistisk version, som, når pigen skærer den ud i pap, viser sig at være et smukt alment billede på livet. Det, der burde være en absurditet, handler i stedet om du og jeg og den måde, vi gebærder os på.

Og at filmen så også kan ses som en kommentar til banker, højkonjunkturer og globalisering, er blot dens styrke.

Der findes kun koncepter

Svenske Suzanna Asp er meget konkret i forhold til rum. Waterfall er et fem meter bredt og tre meter højt abstrakt maleri på hjul med en fast akse i midten, så det som en anden svingdør kan dreje om sig selv. Spanish Door er en dør med to kighuller. Men ser man derind, bliver man blændet af et stærkt lys. Og det andet Spanish Door-værk er et maleri af en dør, der står op ad væggen, som en halvåben dør. Og i See Through er et lille maleri med harlekintern anbragt med hængsler på væggen og en krog, så det kan åbnes som et vindue.

På en måde er det übernørdet, og på en måde snobber hun også virkelig nedad. Hun er besat af ideen om forholdet mellem hende selv og rummet og er helt klart af den overbevisning, at der ikke findes rum, men blot koncepter. For hun har skabt et rum, hvor de typiske rum-indikatorer pludselig er utvetydig kunst, hvilket sætter én i stand til at betragte det at være i et rum frem for selve rummet. I hvert fald i teorien. I praksis er det nok bare lidt søgt. Og det gør det heller ikke lettere at lade sig forføre af værkerne, når de bliver vist side om side med Pilvi Takala.

I et andet videoværk, hun har med på udstillingen, Easy Rider, er hun lige så konkret som Asp. Takala udfordrer helt bogstaveligt de sociale regler i det offentlige rum ved at lave en skjult filmoptagelse af en mand, der beder en anden mand om hjælp. Først skal han have tjekket en cd-rom, så beder han om at låne mandens jakke og ender med at få slipset med. Han vader ind over en fremmeds intellektuelle intimsfære og efterlader bussen i en form for chok.

Cool og behageligt

Finske Maija Luutonens abstrakte malerier prøver at trænge ud i rummet, hvilket i hvert fald lykkes for værket Untitled, der ligger på gulvet. Og om det ryger videre ind i vores mentale rum, er svært at sige, men det prøver gennem markante visuelle sanseoplevelser at gøre sig til og blive husket. Hun prøver at fange os med en stor flimrende orange flade, op-art, en sort kæmpeklat og et hvidt hul lavet med marmorering. Det ser cool og behageligt ud og er sådan noget kunst, der både kan peppe et sind og en stue op.

Måske er vi en ny person, alt efter hvilket rum vi er i. Måske findes tid og rum slet ikke. Måske er vi alle sammen fuldstændig ens, verden over. Måske er dit og vores mit. Måske er det mere en udstilling om, at fire kvinder, der kommer fra samme finske akademi, kan dele et udstillingsrum. Én ting er dog sikker: Pilvi Takala redder en fin, indadvendt udstilling, der breder sig over et i forvejen uendelig bredt emne.

 

’Dimensions of Sharing’ på Overgaden, Institut for Samtidskunst, Overgaden neden Vandet 17, København til den 20. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu