Læsetid: 3 min.

En litterær rettergang

Kjell Espmarks fortsatte memoirer undersøger vores erindringers måde at arbejde på
2. november 2012

Der findes fremragende forfatterskaber, som af den ene eller anden eller slet ingen grund ikke er oversat til dansk, deriblandt Kjell Espmarks omfattende værk, som rummer digtsamlinger, samfundskritiske romaner, essays samt litteraturvidenskab. Derunder de alligevel velkendte bøger om den lyriske modernismes historie, Att översätta själen og Själen i bild (1975-79). Denne mistænkelige dobbeltrolle, yderligere forstærket af positionen som formand for nobelpriskomiteen i Svenska Akademien, kan have medvirket til en fordom vedrørende manglende genuin kunstnerisk gehalt. Den dementeres grundigt ved umiddelbar læsning af f.eks. den afklarede digtsamling Vintergata (2007), af den lille intense roman Béla Bartok mot Tredja riket (2004) om komponistens flugt fra nazisterne og erindringsbogen Minnene ljuger (2010), som anmeldtes her 28. oktober samme år.

Denne særegne bog, hvis egentlige ærinde er at undersøge vores erindringers måde at arbejde på frem for at etablere en traditionel selvbiografi, har nu fået en fortsættelse, der logisk nok analyserer den ikke ualmindelige mytologisering af minderne og det i forsøg på at aflive gamle misforståelser, bl.a. ved at lade andre stemmer blande sig i eftertanken. Resultatet er ikke en fremstilling pr. dagbog, men hvad han med titlens særlige formulering forstår ved en natbog: I vargtimmen. Ulvetimen er sandhedens anden stemme.

Første del af hele dette erindringsarbejde brugte fotografier som illustration til barndommens og ungdommens episoder, hvorimod de ligeledes korte kapitler nu mellemstilles af digte, som er lagt i munden på godtfolk på Gotland, hvor Espmark ejer en 1700-talsgård, fuld af fortidens stemmer. I denne ø af lys og tid foregår den særlige rettergang. Han må erkende, at en kær og forfængelig formodning om at have en fjern adelig forfader tilintetgøres til fordel for visheden om at nedstamme fra en skånsk almuemaler og stenhugger. Modstræbende må han give afkald på, at hans kunstneriske gen ikke kommer fra hans far, men snarere fra den krakilske og forbitrede mor. Den frugtbare idé om, at han har lånt sin stemme til de døde, må også revideres med indrømmelsen af, at dette jo er et fiktivt greb. Hvilken ret har en forfatter til at forvanske historiske personers liv i kunstnerisk hensigt, må han spørge sig, bl.a. med henblik på den ovennævnte Bartok-roman. Han paralleliserer det med Bartoks egen brug af folkeligt melodistof, af litterære lån og påvirkninger i den stadige og stædige dialog, der er foregået i alverdens litteratur.

Væsentlig er hele bogens dobbelteksponering af levet liv og kunstnerisk praksis, helt ned i beskrivelsen af udviklingen i det lyriske forfatterskab, vejen fra den billedfrådsende metaformodernisme til en ny enkelhed, en kendt generel tendens – også i dansk poesi. Enkelhed er andet end banalitet, når den er resultatet af et rensnings- og modningsprojekt og historisk sans, en tanke, der smukt anskueliggøres ved optagetheden af gotlandske traditioner, husets solide og håndværksmæssige renhed i linjer og former, dødens og de dødes nærhed.

Polemisk kritik

Det er emner, som forekommer en vigtigere end hans i egen sag polemiske kritik af aktuel anmelderpraksis og skødesløs litteraturhistorieskrivning. Bogen er primært et selvopgør i en stræben efter klarhed, en tendens, som er mærkbar i store dele af Espmarks forfatterskab, i digt og romaner, med retning mod ’den anden enkelhed’. Det afsluttende afsnit taler nøgternt om en skrabethed, et antal fragmenter, som bliver tilbage efter en som ord i halvmørke.

Men hvor findes børnene, børnebørnene i alt dette? spørger den 82-årige svenske forfatter i sit gotlandske, fredede hus i al sit selvopgør. De tilhører en anden time, et senere lys end ulvetimen, er svaret. ”Deres stemmer, deres latter hører til en anden orden end rettergangens. Nåden.«

Stærkt virkende er det tilhørende rolledigt med optakten:

Vi är Eke kyrkogård, en tystad församling

som talar med hundratals röster,

en halvt förlorad dialekt.

Vi är beredda att uppta skrivarens aska.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu